Af Marianne Palm
Foreningen May Day blev dannet i maj 1995 for at bevare retten til selv at bestemme over eget helbred.
Foreningens formål er at sikre fri vidensformidling om livsvilkår, menneskerettigheder, sundhed og livskvalitet til gavn for menneskers oplysthed, valgfrihed og selvforvaltning.
May Day ønsker at fremme anvendelse af holistiske, alternative og integrerede forebyggelses- og behandlingsmetoder, samt alt hvad der kan forbedre menneskers livskvalitet, og arbejder for, at mennesker kan få adgang til information om de mange faktorer, som kan føre til et bedre helbred.
Foreningen støtter den frie adgang til kosttilskud, urter og andre næringssubstanser og mener, at sygdomsforebyggelse og behandling er et personligt anliggende og et frit valg og bør være frit tilgængeligt i et frit samfund.
May Day har gennem årene arrangeret mange foredrag, workshops og konferencer. I 2020 blev det til et stort heldags-arrangement med den britiske ernæringsforsker Patrick Holford. Patrick er et overflødighedshorn af viden og en meget dygtig og underholdende formidler, og det hele blev filmet professionelt og lagt på May Days hjemmeside: https://www.mayday-info.dk/patrick-holford-i-danmark/
Patrick er også kendt for sine øvrige foredrag, som du ligeledes kan finde på vores hjemmeside.
May Day arbejder bredt og kigger derfor også på forskningen i 5G om mulige problemer i forbindelse med mobilstråling og arbejder i det hele taget for at tage emner op, som måske har svært ved at finde plads i de danske medier, både fordi de kan være svære at formidle og også kan være kontroversielle. Bl.a. har May Day i det forgangne år deltaget i et bredt europæisk samarbejde om at formulere et europæisk borgerinitiativ (ECI) med henblik på at få EU til at ændre lovgivning på området med øget mobilstråling. Ifølge EU’s regler kan borgere på tværs af medlemsstater gå sammen om et initiativ, der går ud på at ændre eksisterende EU-love. Der skal samles en million underskrifter i mindst syv EU-lande, før Kommissionen vil gå videre med det. Initiativet er i august blevet registreret i EU.
Vi tror på, at vores arbejde vil bære frugt i form af øget bevidsthed om optimal naturlig sundhed for alle. Få vores gratis nyhedsbrev, eller bliv medlem – og vær med til at skabe mere sundhedsbevidsthed.
Kontakt os på – www.mayday-info.dk