Mælkebøtten i et historisk og nutidigt perspektiv

13 Views

Af Max Lambert, adjunkt, Aarhus universitet

Mælkebøtte (Taraxacum Officinale) er en spiselig lægeplante i Asteraceae-familien. Mælkebøtte indeholder mange arter og har længe været brugt som traditionel medicin i århundreder i mange kulturer over hele kloden. Dens slægtsnavn »Taraxacum« stammer fra det gamle græske ord »Taraxos« (som betyder lidelse) og »Akos« (som betyder middel). Nogle af de første dokumenterede anvendelser af mælkebøtte som terapeutisk plante var i det 10. århundrede e.Kr. af arabiske læger, hvor den blev brugt til at behandle lever- og miltlidelser. Mælkebøtte er også beskrevet i en klassisk kinesisk læge bog som hedder ”Tang Bencao” og var skrevet i det 7. århundrede e.Kr.1. Den omfattende viden om mælkebøtte som en lægeplante stammer sandsynligvis fra den brede og lange historiske brug af planten i traditionel mad; dens rødder, blomster og blade blev brugt i salater, supper, kager, rå og kogte retter, desserter, drikkevarer og brugt som tilsætningsstoffer 2.

Etno-farmakologiske viden om brugen af mælkebøtte er rige med flere historiske beretninger, der beskriver vanddrivende, antioxidante, galdeblære stimulerende, antidiabetiske, gigt forbyggende, anti-allergiske, anti-inflammatoriske, smertestillende, anti-koagulerende, antibiotiske og anti-kræftfremkaldende virkninger3. Etno-medicinsk viden kan være et værdifuld indikator af potentielle medicinske virkninger, på trods af det ofte stammer fra mundtlig fortællinger gennem generationer og er ikke videnskabeligt valideret af kliniske forsøg. Der er identificeret over 3529 Taraxacum-arter, hvor de mest undersøgte er Taraxacum officinale, T. mongolicum, T. platycarpum, T. laevigatum og T. kok-saghyz. I videnskabelige litteratur er Taraxacum officinale den mest undersøgte art 4.

Med udviklingen af nye muligheder for at identificere bioaktive forbindelser kom der i 1980 en fornyet interesse for yderligere at undersøge mælkebøttens medicinske egenskaber. Resultater fra biokemisk profileringsstudier viste, at mælkebøtte indeholder adskillige bioaktive terapeutiske forbindelser, såsom triterpener (og deres saponiner), fenoliske syrer, steroler (og deres glykosider), flavonoider, organiske syrer, olier og kulhydrater 5. Mælkebøtte er desuden en rig kilde til vitaminer og mineraler, herunder beta-karoten, vitamin A-karotenoider, xantofyller, klorofyl, vitaminer C- og D, forskellige B-vitaminer, K-vitamin, cholin, jern, silicium, magnesium, natrium, kalium, zink, mangan, kobber og fosfor 6.  På grund af det rige indhold af bioaktive forbindelser i mælkebøtte fokuserer forskning i dag mest på dens antioxidante, anti-inflammatoriske, anti-mikrobielle, anti-virale, anti-tumorale, glykæmiske og vanddrivende effekter, med særligt fokus på effekter, der modulerer immunsystemet.

I betragtning af den brede vifte af bioaktive komponenter i mælkebøtte er det sandsynligt, at disse stoffer arbejder sammen (synergistisk) for at udøve de observerede terapeutiske virkninger. 8. 9.

På trods af den brede vifte af lidelser, der traditionelt behandles med mælkebøtte, er størstedelen af forskningen blevet udført in vitro (i laboratoriemiljøer, f.eks. ved hjælp af kunstige systemer, cellelinjer og væv) eller in vivo (i dyr som mus, rotter og kaniner osv.). Selv om disse undersøgelser er talrige og generelt viser lovende resultater, er der indtil videre udført overraskende få kliniske forsøg på mennesker.  Fordi Taraxacum er en vigtig kilde til naturlige forbindelser, der kan påvirke forskellige ”drug targets”, udviser industrien en betydelig og voksende interesse i at benytte mælkebøtte som kilde til udvikling af lægemidler. I 2015 var der udgivet over 2500 videnskabelige dokumenter om Taraxacum, og i 2024 var tallet næsten fordoblet til over 4000 publikationer 1,7. I betragtning af dette, er det både vigtigt og afgørende at kliniske forsøg på mennesker udføres for at bevise effektiviteten og sikkerheden af brug af mælkebøtteforbindelser til behandling af forskellige sygdomme.

Inflammation
Inflammation er en kompleks beskyttelsesmekanisme mod inflammatoriske stimuli som patogener, fremmedlegemer, vævsskade eller infektion. De karakteristiske symptomer på inflammation er udslæt/sår, hævelse, feber, smerter og træthed. Symptomer på inflammation kan omfatte kulderystelser, hovedpine, humørsvingninger, vægtøgning eller nedsat appetit. Kronisk inflammation opstår, når immunsystemet ikke kan bekæmpe en infektion, f.eks. i tilfælde af allergi, autoimmune eller autoinflammatoriske sygdomme. Kronisk inflammation kan forårsage vævsskader, f.eks. led skader eller ar dannelse i leveren (skrumpelever). I tilfælde, hvor inflammation er skadelig for kroppen, kan den behandles med antiinflammatoriske lægemidler, der undertrykker immunsystemet.

Inflammation medieres af forskellige molekylære signaler. Vores immunceller har mønstergenkendelsesreceptorer på deres celleoverflade, som kan genkende og reagere på associerede molekylære mønstre fra patogener samt mønstre fra celledød. Vores immunceller reagerer ved at frigive såkaldte inflammatoriske cytokiner, såsom interleukin-1 (IL-1), interleukin-6 (IL-6) og tumornekrosefaktor alfa (TNF-alfa). Disse fører til udvidelse af blodkarrene i det påvirkede område, hvilket øger blodtilførslen og plasma fra blodbanen og tiltrækker hvide blodlegemer til området. Øget blodtilførsel fører til rødme og varme, lækage af væske, der får vævet til at hæve, hvilket sammen med smertefremkaldende cytokiner kan forårsage smerte.

Naturen er en rig kilde til bioaktive forbindelser, der har antiinflammatoriske virkninger. Til dato findes der et betydeligt antal FDA (U.S. Food and Drug Administration)-godkendte anti-inflammatoriske lægemidler fra naturlige kilder (ca. 25 %)10. Taraxacum Officinale har vist sig at have en positiv effekt på inflammatoriske sygdomme som gigt, fedtlever, colitis, bronkitis og brystbetændelse (mastitis). De anti-inflammatoriske virkninger af Taraxacum er sandsynligvis pga. indholdet af saccharider, flavonoider, fenoliske syrer, terpenoider og olier. Dyre- og laboratorieundersøgelser understøtter, at de anti-inflammatoriske mekanismer af de bioaktive forbindelser i mælkebøtte stammer fra deres evne til at reducere inflammatoriske faktorer som IL-1, IL-6, TNF-alfa, cyclooxygenase og nitrogenoxidsyntase. Det er vigtigt at bemærke, at mange af disse virkninger på inflammatoriske faktorer viser sig at være dosisafhængige. I gigtmodeller har den bioaktive forbindelse Taraxasterol vist sig at øge faktorer (f.eks. osteoprotegerin), som reducerer aktiviteten af celler, der nedbryder knogler, hæmme TNF-alfa, hæmme NF-KB (en inflammatiorisk transkriptionsfaktor), reducerer nøglefaktorer i gigtudvikling (f.eks. synovial hyperplasi) og mindske inflammatorisk celleinfiltration 11. Visse flavonoid- og phenolmolekyler (f.eks. cichorinsyre, koffeinsyre og luteolin) i mælkebøtte har vist sig at forebygge og behandle colitis ulcerosa hos gnavere ved at reducere pro-inflammatoriske cytokiner og samtidig øge anti-inflammatoriske faktorer (f.eks. IL-22), beskytte og reparere tarmbarrieren og slimhinden.

Forbindelser i mælkebøtte har også vist sig at fungere som antioxidanter og hjælpe med at undertrykke jernafhængig celledød i tarmepitelceller i rotter. Interessant nok er mange af de nyeste og dyre behandlinger (f.eks. etanercept, infliximab, adalimumab, certolizumab pegol og golimumab osv.), der bruges til at behandle en række inflammatoriske sygdomme (såsom ankyloserende spondylitis/Becterews sygdom, Crohns sygdom, gigt, psoriasis og ulcerøs colitis) i dag direkte rettet mod hæmning af TNF-alfa. Det er lovende, at visse forbindelser i mælkebøtte har vist sig også at hæmme præcis det samme ”drug target” (TNF-alfa).

Leversygdom
Leverens primære funktion er afgiftning af giftstoffer, kemikalier og tungmetaller. Leveren påvirkes negativt af radikale oxygenarter, og derfor spiller oxidativ stress en afgørende rolle for udbrud og udvikling af leverskader. Alkohol, stoffer, miljøgifte, infektioner, UV-lys, fedme, insulinresistens, fedtlever (steatose), kræft, inflammation og fibrose/cirrhose (ardannelse i leveren) er nogle af de vigtigste årsager til oxidativ stress i leveren. Oxidativt stress anses for at være en af hovedårsagerne til leverskader.

Forskning tyder på, at det er indholdet af polyfenoler, flavonoider og polysaccharider i mælkebøtte, der i vid udstrækning er grunden til mælkebøttes leverbeskyttende virkning.  Nogle af disse forbindelser kan indirekte øge udskillelsen af antioxiderende enzymer og reducere DNA-fragmentering samt (øge opfangningskapaciteten af frie radikaler). Data fra laboratorie- og dyreforsøg understøtter, at mælkebøtteekstrakter har leverbeskyttende virkninger mod kemiske stoffer. Dette skyldes i høj grad deres antioxidante og anti-inflammatoriske aktivitet, hæmmende virkninger mod frigivelse af lipopolysaccharider og fasteinduceret fedtfaktor, hæmmende virkninger på lipogenese, som reducerer lipidophobning i leveren, hvilket alt sammen direkte eller indirekte forbedrer leverfunktionen. I betragtning af evidens for mælkebøttens leverbeskyttende virkninger, er det afgørende at udføre store kliniske undersøgelser hos mennesker for at afklare disse lovende virkninger af mælkebøtte12.

Fordøjelse
Resultaterne af prækliniske undersøgelser understøtter, at de præbiotiske virkninger af mælkebøtteekstrakter også har evnen til at reducere betændelse og oxidativt stress i kroppen.

Mælkebøttens mave-tarm beskyttende stoffer omfatter taraxasterol, taraxerol, koffeinsyre, cikoriesyre, klorogensyre, luteolin og dets glukosider, polysaccharider, inulin og β-sitosterol. Mælkebøtteprodukter og afledte bestanddele udviser farmakologiske virkninger mod mave-tarm lidelser, primært dyspepsi, gastroøsofageal reflukssygdom, gastritis, tyndtarmssår, colitis ulcerosa, leversygdomme, galdesten, akut pancreatitis og malignitet i mave-tarmkanalen. De underliggende molekylære mekanismer synes at omfatte immuno-inflammatoriske mekanismer, cellulær regulering og kolinerge mekanismer.

Brug af mælkebøtte hos mennesker
Mælkebøtteplanter er meget udbredte brugt som fødevarer i mange lande og har været brugt som urtemedicin i århundreder.  Bivirkningerne ved indtagelse er sjældne. Indtagelse af mælkebøtte er »generelt anerkendt som sikkert« af FDA, og det tolereres godt af voksne, hvis det indtages i moderate mængder, men der findes nogle bivirkninger, såsom diarré, fordøjelsesbesvær og hudirritation. Data i den videnskabelige litteratur tyder til dato kun på minimale bivirkninger hos mennesker 13.

Ifølge Yarnell & Abascal (2009) kan man indtage op til 50 g frisk mælkebøtte om dagen. Grov eller tørret mælkebøtte kan indtages med 4-10g hver dag. Den anbefalede daglige dosis af blad- og rodtinktur varierer fra 9 til 15ml næsten tre gange om dagen. Den britiske urtefarmakopé anbefaler 4-8 ml rodtinktur og 0,5-2g rod. Mælkebøtteblade skal have en dosis på 3-5g og 5-10 ml tinktur14.

Udover indtagelse af planten rå eller tilberedt anvendes der også nogle forarbejdningsmetoder med henblik på at øge den terapeutiske effekt af mælkebøtte. Fermenteringsmetoder er blevet brugt til at omdanne glucosidmolekylerne i nogle af de vigtigste bioaktive forbindelser i mælkebøtte til deres aglykonformer for at forbedre biotilgængeligheden og effekten. For eksempel er flavonoid-aglykoner generelt mere biotilgængelige end deres glykosider, da de lettere kan krydse tarmvæggen, fordi de er mere polære og fedtopløselige end deres respektive glykosider. Desuden fjernes flavonoidglykosider hurtigere fra det cirkulerende blod end aglykoner 15.

Diskussion
Medicinsk behandling af mange kroniske inflammatoriske sygdomme er dyr, langvarig, giver ofte lav patienttilfredshed, kan ikke bruges profylaktisk og bruges ofte kun i de senere stadier af sygdommen. Klinisk bevis for de gavnlige virkninger af mælkebøtteformuleringer (herunder individuelle eller kombinationer af isolater fra mælkebøtte) til at lindre smerter, reducere inflammation, forbedre funktionalitet og/eller forhindre sygdomsprogression ville være af høj kommerciel, medicinsk og samfundsmæssig værdi. Den betydelige og hurtigt voksende evidens fra in vivo- og in vitro-forskning berettiger til at tage de næste skridt ind i kliniske forsøg på mennesker. I betragtning af den allerede betydelige mængde videnskabelig litteratur og etno-medicinsk viden er forslaget om at gå videre til kliniske forsøg på mennesker overbevisende. Udviklingen af interventionsstudier på mennesker gøres lettere i betragtning af, at mælkebøtte allerede er en traditionel urtemedicin, den indtages som en fødevare og er generelt anerkendt som sikker. Det baner vejen til naturlægemidler, at tage føringen som de første kandidater til humane forsøg, da de regulatoriske og økonomiske krav er mange gange lavere end for lægemiddelundersøgelser på mennesker. 

References:

  1. Martinez, M. et al. Taraxacum officinale and related species—An ethnopharmacological review and its potential as a commercial medicinal plant. J Ethnopharmacol 169, 244–262 (2015).
  2. Türkmen, B. M., Teyin, G., Lokman, U. & Memis Kocaman, E. Functional Effects of Dandelion (Taraxacum officinale) and Its Use in the Traditional Cuisines. Journal of Culinary Science & Technology 22, 1387–1408 (2024).
  3. Schütz, K., Carle, R. & Schieber, A. Taraxacum—A review on its phytochemical and pharmacological profile. J Ethnopharmacol 107, 313–323 (2006).
  4. Di Napoli, A. & Zucchetti, P. A comprehensive review of the benefits of Taraxacum officinale on human health. Bull Natl Res Cent 45, 110 (2021).
  5. Fan, M., Zhang, X., Song, H. & Zhang, Y. Dandelion (Taraxacum Genus): A Review of Chemical Constituents and Pharmacological Effects. Molecules 28, (2023).
  6. Yan, Q. et al. The phytochemical and pharmacological profile of dandelion. Biomedicine & Pharmacotherapy 179, 117334 (2024).
  7. Taha, M. M. E. & Abdelwahab, S. I. Unveiling a century of Taraxacum officinale G.H. Weber ex Wiggers research: a scientometric analysis and thematically-based narrative review. Bull Natl Res Cent 48, 38 (2024).
  8. Wirngo, F. E., Lambert, M. N. & Jeppesen, P. B. The Physiological Effects of Dandelion (Taraxacum Officinale) in Type 2 Diabetes. The Review of Diabetic Studies 13, 113–131 (2016).
  9. Choi, B. et al. Lemon balm and dandelion leaf extract synergistically alleviate ethanol‐induced hepatotoxicity by enhancing antioxidant and anti‐inflammatory activity. J Food Biochem 44, (2020).
  10. Newman, D. J. & Cragg, G. M. Natural Products as Sources of New Drugs over the Nearly Four Decades from 01/1981 to 09/2019. J Nat Prod 83, 770–803 (2020).
  11. Wu, J. et al. Botany, Traditional Use, Phytochemistry, Pharmacology and Quality Control of Taraxaci herba: Comprehensive Review. Pharmaceuticals 17, 1113 (2024).
  12. Mahboubi, M. & Mahboubi, M. Hepatoprotection by dandelion (Taraxacum officinale) and mechanisms. Asian Pac J Trop Biomed 10, 1 (2020).
  13. Ikram, A. et al. Taraxacum officinale (Dandelion). in Edible Flowers 281–300 (Elsevier, 2024). doi:10.1016/B978-0-443-13769-3.00016-9.
  14. Yarnell, E. & Abascal, K. Dandelion (Taraxacum officinale and T mongolicum). Integrative Medicine Vol. 8, No. 2, (2009).
  15. Del Rio, D. et al. Dietary (Poly)phenolics in Human Health: Structures, Bioavailability, and Evidence of Protective Effects Against Chronic Diseases. Antioxid Redox Signal 18, 1818–1892 (2013).