
Magnesium er et af kroppens mest essentielle mineraler og spiller en afgørende rolle i alt fra energiproduktion til nervesystemets funktion. Men med de mange forskellige former for magnesium på markedet kan det være svært at vælge den rigtige. Hvilken type er bedst, og hvornår har vi brug for den?
Magnesium – kroppens uvurderlige nøglespiller
Magnesium spiller mange vigtige roller i kroppen. Det har betydning for lipidmetabolismen, og det aktiverer D-vitamin og transporterer det til leveren, hvor det lagres til senere brug. Men magnesium er involveret i mere end 300 enzymatiske processer, som påvirker en bred vifte af kroppens funktioner, bl.a. dannelsen af ATP (adenosin-tri-phosphat), som er kroppens primære energikilde.
Naturlige kilder til magnesium inkluderer:
- Grønne bladgrøntsager såsom spinat og broccoli
- Nødder og frø, især mandler
- Fuldkornsprodukter og bælgfrugter
- Fisk og skaldyr
- Mørk chokolade (mindst 70 pct. kakao)
Organisk vs uorganisk magnesium – hvad er forskellen?
Magnesium kan være bundet til forskellige molekyler, hvilket påvirker dets optagelighed og funktion i kroppen. En lille oversigt over de mest almindelige former kan se sådan ud, men vær opmærksom på, at virkningen lapper over hinanden, og at hver magnesiumtype virker mange forskellige steder i kroppen:
Magnesiumoxid – fordøjelse og tarmfunktion
Magnesiumoxid er en uorganisk form for magnesium med lav optagelighed, men netop fordi det kun er omkring 10 pct. af magnesiumoxid, som optages i tyndtarmen og føres ud i blodbanen, så fungerer det godt som afføringsmiddel. Magnesiumoxid trækker vand ind i tyktarmen, hvilket blødgør afføringen og stimulerer tarmens bevægelser. Derfor bruges det ofte mod forstoppelse.
Magnesiumcitrat – energi og fordøjelse
En organisk form, hvor magnesium er bundet til citronens naturlige syre. Magnesiumcitrat har høj optagelighed og understøtter celledeling og proteinsyntese, hvilket spiller en rolle i muskelfunktion, vævsopbygning og fordøjelse. Magnesiumcitrat hjælper vores muskler, også musklerne i fordøjelseskanalen, og derfor har magnesiumcitrat en positiv indvirkning på fordøjelsen, men på en helt anden måde end magnesiumoxid. Mange tager magnesiumcitrat for at støtte både musklerne og fordøjelseskanalen – og for at undgå urolige ben om natten.
Magnesiumglycinat – ro og afslapning
Magnesiumglycinat er bundet til aminosyren glycin, som findes i kollagen, bønner og linser. Denne form er særlig skånsom for maven og hjælper med at reducere træthed og udmattelse, da den har en afslappende effekt på kroppen. Magnesiumglycinat er et godt valg for dem, der har brug for bedre søvn og afstresning.
Magnesium malat – energi og knogler
Magnesium malat er bundet til malinsyre (æblesyre), som findes naturligt i mange frugter og grøntsager. Malinsyre spiller en vigtig rolle i Krebs’ cyklus, den energiproducerende del af kroppens stofskifte.
Magnesium malat bidrager særligt til et normalt energistofskifte. Magnesium er essentielt for energiproduktion, som sker via basalstofskiftet, termogenese og fysisk aktivitet. Den er også vigtig for mineralbalancen og styrken i skelettet, fordi den hjælper med at vedligeholde knoglerne.
Magnesium taurat – muskler og nervesystemet
Magnesium taurat består af magnesium bundet til aminosyren taurin, som naturligt findes i fisk, kød og proteinrige fødevarer. Taurin tilsættes ofte til energidrikke og er essentiel for muskelfunktionen.
Magnesium taurat hjælper bl.a. kroppen med at opretholde en normal muskelfunktion. Det er musklerne, som skaber bevægelse og opretholder kroppens struktur. Magnesium spiller en rolle i både hjertemusklen, den glatte muskulatur (blodkar og fordøjelse) og skeletmusklerne.
Magnesium understøtter også nervesystemets normale funktion. Det er nervesystemet, som styrer vores bevægelse, vores sanser og kroppens autonome funktioner som hjertefrekvens og blodtryk.
Magnesium L-threonat – hjernens magnesium
Den nyeste magnesiumform på markedet, magnesium L-threonat, er særligt udviklet til at øge magnesiumkoncentrationen i hjernen. Denne form kan krydse blod-hjerne-barrieren, hvilket betyder, at den har potentiale til at forbedre hukommelse, koncentration og mental klarhed.
Kliniske studier har vist, at magnesium L-threonat kan forbedre vores kognitive evner, også hos raske mennesker. Det kan forbedre både hukommelse, koncentration og mental klarhed, og det kan støtte vores humør, hjælpe på vores søvn og gøre os mere modstandsdygtige over for stress. Lige nu er det Solaray, der har ”Magnesium L-threonat”, et produkt, du kan købe i helsekosten eller på apoteket.
Hvad skal du vælge?
Optageligheden af magnesium afhænger af, hvordan det er bundet. Virkningen afhænger af, hvilken type du vælger. Generelt optages organiske magnesiumformer bedre end uorganiske, men valget afhænger af dit behov:
- Fordøjelse og muskler: magnesiumcitrat
- Muskler og energi: magnesiumglycinat og magnesium malat
- Hjernefunktion: magnesium L-threonat
- Nervesystem: magnesium taurat
- Afføring og udrensning: magnesiumoxid
Uanset hvilken form du vælger, er magnesium afgørende for din sundhed. Magnesium fås både i pille- og kapselform, og Solaray har også magnesiumpulver, som let kan blandes op i vand. Og hvis du vil give dig selv en lille ekstra glæde, så husk, at mørk chokolade med mindst 70 pct. kakao er en fremragende magnesiumkilde!