
Forsøg udført på børn med kronisk ticsforstyrrelse, som er kendetegnet ved nervøse trækninger, viser, at tilskud af D-vitamin er effektivt.
Af Bjørn Falck Madsen
En af de ting, D-vitamin er kendt for, er stoffets betydning for normal muskelfunktion. Derfor kan det næppe overraske, at vitaminet efter alt at dømme kan hjælpe børn, som lider af kronisk ticsforstyrrelse. Det er en lidelse præget af ufrivillige muskelspasmer eller nervøse trækninger, og hvis D-vitamin virkelig kan gøre en forskel, er der tale om en både billig og sikker behandlingsstrategi.
83 børn i alderen fire til 15 år, som alle var blevet diagnosticeret med kronisk ticsforstyrrelse, blev tilfældigt inddelt i to grupper. Den ene gruppe fik et dagligt D-vitamintilskud på 125 mikrogram, hvilket er relativt højt, mens den anden gruppe fik 25 mikrogram D-vitamin om dagen.
Forsøget strakte sig over tre måneder, og forskerne bedømte graden af tics ud fra den officielle Yale Global Tic Severity Scale (YGTSS). De målte ligeledes ændringer i deltagernes blodindhold af D-vitamin og calcium.
Forbedring størst ved høj dosis
Både i højdosisgruppen og i lavdosisgruppen var der signifikant forbedring med hensyn til deltagernes tics, og der blev også målt en stigning i D-vitaminindholdet i blodet, hvilket er tegn på, at præparaterne blev optaget. Deltagerne på den høje dosis af D-vitamin opnåede imidlertid en signifikant større forbedring i deres nervøse trækninger og markant større stigning i D-vitaminstatus, end det var tilfældet hos dem, der fik den lavere dosis. Med hensyn til calciumindholdet i blodet var der ikke forskel imellem grupperne.
På baggrund af de opnåede resultater konkluderede forskerne, at højdoseret D-vitamin givet som tilskud kan være en værdifuld del af behandlingen mod kronisk ticsforstyrrelse hos børn. De anvendte D3-vitamin (cholecalciferol), som er den form af vitaminet, vi danner i huden. Det er også den form af D-vitamin, som findes i præparatet D-Pearls, der har været anvendt i en række offentliggjorte undersøgelser.
I en af undersøgelserne kiggede forskere ved Oslo Universitet på sammenhængen mellem D-vitaminstatus og muskelfunktion hos topidrætsudøvere. Der er ligeledes foretaget undersøgelser af D-Pearls, hvor forskere har set en positiv effekt på ting som stresstolerance og koncentrationsevne. I alle undersøgelser viste resultaterne, at præparatet havde god og ensartet optagelighed i blodet.
Kilde:
Efficacy of high-dose vs. low-dose vitamin D₃ supplementation in children with chronic tic disorders: a randomized controlled trial
Nutrition Journal volume 24, Article number: 44 (2025)
Se et andet forsøg med D-vitamin og sclerose nedenfor

Forskere afprøver D-vitamin i forsøg med sklerose
Sklerose er en neurodegenerativ lidelse, hvor immunforsvaret fejlagtigt iværksætter inflammatoriske angreb mod raske dele af hjernen og rygmarven, hvilket resulterer i læsioner eller områder med inflammation og vævsskade. Man har længe barslet med tanken om, at D-vitamin kan hjælpe, da vitaminet er med til at regulere immunforsvaret og forhindre sådanne autoimmune angreb.
I et forsøg, som i marts blev offentliggjort i tidsskriftet JAMA, blev 303 personer i alderen 18-55 år tilfældigt inddelt i to grupper. En gruppe fik 2.500 mikrogram D3-vitamin (oral dosis) en gang hver anden uge. Den anden gruppe fik placebo. Alle deltagere havde oplevet en såkaldt CIS-episode (clinically isolated episode) inden for de sidste tre måneder, det, som vi i daglig tale kalder et attack. En CIS-episode er en enkeltstående episode forårsaget af inflammation i centralnervesystemet og kan være men er ikke nødvendigvis tegn på, at man udvikler sklerose.
Reduceret sygdomsaktivitet i D-vitamingruppen
Formålet med undersøgelsen var at se, om der kom yderligere sygdomsaktivitet. Blandt dem, der fik D3-vitamin, gik der næsten dobbelt så lang tid, før nogen udviklede fornyet sygdomsaktivitet, sammenlignet med placebogruppen. Risikoen for fornyet sygdomsaktivitet hos de D3-behandlede var 34 procent lavere end hos dem, der fik placebo.
I det hele taget var der blandt dem, der fik D3-vitamin, reduceret forekomst af alle tegn på sygdomsaktivitet, herunder nye læsioner eller voksende læsioner samt aktive inflammatoriske læsioner.
I gruppen af D3-vitaminbehandlede blev der observeret størst nyttevirkning hos dem, der helt fra starten ikke havde læsioner på rygmarven og desuden havde normalt BMI. Det tyder på, at det kan betale sig at starte den forebyggende behandling så tidligt som muligt.
Kilde:
”High-Dose Vitamin D in Clinically Isolated Syndrome Typical of Multiple Sclerosis”
JAMA. (offentliggjort online den 10. marts, 2025). doi:10.1001/jama.2025.1604
