En gruppe forskere fra Harvard Medical School er af den overbevisning, at det er ren placebo-effekt, når brugere af kosttilskud oplever, at præparaterne gavner deres helbred. Den holdning er langt fra alle enige i, og et kig på et par store, anerkendte undersøgelser peger faktisk i den stik modsatte retning.
Af Bjørn Falck Madsen
På baggrund af spørgeskemaundersøgelser af 21.603 voksne amerikanere og deres eventuelle brug af vitamin- og mineraltilskud mener en gruppe forskere fra Harvard Medical School, at der er tale om indbildning, når brugerne af disse præparater rapporterer om forbedret helbred. Godt 4.900 personer af den samlede pulje på godt 21.000 deltagere tog multivitamin- og mineraltilskud, hvorimod de øvrige godt 16.600 ikke anvendte dem. Resultaterne af denne interviewundersøgelse pegede på, at kosttilskudsbrugerne havde 30 pct. bedre almenhelbred sammenlignet med de personer, som ikke anvendte kosttilskud. Forskerne er af den klare overbevisning, at det selvrapporterede bedre helbred skyldes vitaminbrugernes egne positive forventninger til produkterne og retfærdiggør dette synspunkt med, at der ikke kunne måles nogen klinisk effekt, som understøtter produkternes påståede virkning.
Mødes af kritik
Undersøgelsen er blevet mødt med kritik fra Council for Responsible Nutrition (CRN), som har påpeget, at der er tale om en spørgeskemaundersøgelse samt selvrapporterede helbredsobservationer, hvilket indebærer, at de registrerede data er langt mindre pålidelige. En anden ting, som blevet kritiseret, var det forhold, at der ikke blevet kigget på kvaliteten og optageligheden af de præparater, der blev anvendt, og man så heller ikke på, hvor længe folk havde anvendt præparaterne.
Kosttilskud har aldrig været mere relevante
Undersøgelsen er også blevet kritiseret af The Health Food Manufacturers’ Association (HFMA) i England, hvis administrerende direktør fortæller, at 69 pct. af den voksne befolkning i Storbritannien tager kosttilskud, og halvdelen af disse anvender multivitaminpræparater. Det er naturligvis ikke bevis for produkternes effekt, men som han forklarede videre: ”Disse tilskud er en nødvendighed for visse grupper af mennesker, som er i fare for at mangle næringsstoffer. Det har aldrig været mere relevant med kosttilskud end nu. En række mikronæringsstoffer er eksempelvis nødvendige for et normalt fungerende immunforsvar. Det gælder vitaminer som D, C, A, B6, B12 og folinsyre samt mineralerne selen, zink, kobber og jern.”
Banebrydende forskning viser vejen
Diskussionen om, hvorvidt kosttilskud har en effekt eller ej, har i årevis bølget frem og tilbage, men to større undersøgelser har inden for de seneste fem til 10 år sat en videnskabelig milepæl ved at dokumentere, at det rent faktisk nytter at tilføre kroppen bestemte næringsstoffer. Den ene undersøgelse, som blev udført af svenske forskere fra Universitetet i Linköping samt Karolinska Institutet i Stockholm, omfattede 443 raske ældre mænd og kvinder. Deltagerne blev tilfældigt inddelt i to hold. Det ene hold fik 200 mikrogram selengær (SelenoPrecise) og 200 mg coenzym Q10 (Bio-Quinone Q10) dagligt, og det andet hold fik snydepiller. Efter fire år kunne forskerne konstatere, at anvendelsen af de aktive præparater havde reduceret risikoen for at dø af en hjerte-kar-sygdom med 54 pct. Desuden havde deltagerne markant forbedret hjertemuskelfunktion og højere livskvalitet generelt sammenlignet med den anden gruppe.
Hjalp hjertesvigtpatienter til bedre overlevelse
En anden undersøgelse, som blev udført på 420 patienter med kronisk hjertesvigt, dokumenterede, at coenzym Q10 (Bio-Quinone Q10) reducerede risikoen for at dø af hjertesvigt med 43 pct. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i 2014 i det anerkendte kardiologiske tidsskrift JACC Heart Failure fik hjertelæger over hele verden til at betragte dette temmelig usædvanlige forskningsresultat som lidt af et kvantespring inden for behandlingen af hjertesvigt.
Det er vigtigt at kigge på optagelighed
Det er langt fra de eneste undersøgelser, som slår fast, at der er målbare sundhedsfremmende effekter forbundet med at tilføre kroppen næringsstoffer, men de er begge offentliggjort i førende medicinske tidsskrifter, hvilket placerer dem i en særlig kategori. De står dermed i skærende kontrast til den udmelding, de amerikanske forskere kommer med, hvor de vitterligt hævder, at der ingen effekt er. Der er naturligvis mange faktorer, som spiller ind, og som kritikere af den amerikanske spørgeskemaundersøgelse ganske rigtigt påpeger, er ting som optagelighed af de aktive stoffer afgørende for, om man kan opnå en virkning. Dette parameter er ikke medregnet i spørgeskemaundersøgelser, så det giver en stor usikkerhed og svaghed.
Kilde: BMJ Open, november 2020
Organisk chromgær: Kroppen har i forvejen svært ved at optage chrom fra kost og kosttilskud. Under normale omstændigheder er det så lidt som en til to pct. af chromindholdet, der bliver optaget, så det er forsvindende lidt. Til gengæld har man bevis for, at organisk chromgær optages op til 10 gange bedre end syntetiske chromtyper. Her er der altså en hel del at opnå ved at vælge den rigtige form for chrom.
D-vitamin: Mange er ikke klar over det, men fordi D-vitamin er fedtopløseligt, skal vitaminet for at kunne blive optaget effektivt være opblandet i en form for olie i bløde gelatinekapsler. Det vil med andre ord sige, at D-vitamin i tabletform ikke er velegnet. Nogle af de bedte D-vitaminpræparater er anvendt i offentliggjorte undersøgelser, hvor forskningen med al tydelighed viser, at vitaminet bliver optaget i blodet. Der er blandt andet lavet en del norsk forskning på dette område.
Coenzym Q10: Et af de rigtig svære stoffer at have at gøre med er coenzym Q10. Problemet med dette vitaminbeslægtede stof er, at de enkelte Q10-molekyler fra naturens hånd klumper sig sammen i store, ufordøjelige krystaller, der ikke kan trænge igennem tarmvæggen og nå ind i blodbanen. En særlig fremstillingsteknik, hvor man opvarmer Q10-krystallerne i specielle olier, kan ændre deres overflade, så krystallerne kan opløses fuldstændig, allerede inden de når frem til tarmen. Det er denne formel, forskere er begejstret for, da den har vist gode og pålidelige resultater i forsøg med blandt andet hjertepatienter.
Fiskeolie (som frie fedtsyrer): Omega-3-fedtsyrerne i fisk findes i form af triglycerider. Disse skal fordøjelsen først spalte, hvilket den gør med hjælp fra fordøjelsesenzymet lipase. Når de tre fedtsyremolekyler ”klippes” af glycerolmolekylet, er de frie og kan optages i fordøjelsen. Kroppens spaltning af triglycerid sker imidlertid ikke uden et vist spild, og den er således ufuldstændig. Nogle producenter springer derfor dette led over ved på forhånd at gøre omega-3-fedtsyrerne frie, så fordøjelsen kan optage dem direkte. Det giver hurtigere og højere optagelighed.
