En undersøgelse af over 4.500 amerikanere har fundet en overraskende sammenhæng imellem højere indtag af mineralet selen og forbedret lungefunktion hos astmatikere.
Af Bjørn Falck Madsen
At hive efter vejret er bestemt ikke nogen fornøjelse, men mange mennesker, som lider af astma, kender alt til den til tider fortvivlende følelse. Astma er ofte stressbetonet, så hvis man i forvejen føler et fysisk eller psykisk pres, kan det forværre symptomerne. Omvendt ser det ud til, at sporstoffet selen, som vi får fra en række fødevarer, har den modsatte virkning.
Forbedrede lungefunktionen
En gruppe forskere har set nærmere på sagen ved at analysere sammenhængen imellem selenindtag og lungefunktion hos 4.541 amerikanske deltagere i den omfattende befolkningsundersøgelse US National Health and Nutrition Examination Survey (NHANES). Her lykkedes det at finde en positiv korrelation imellem selenindtag og lungefunktion, hvilket vil sige, at jo højere selenindtaget var hos astmatikere, desto bedre var deres lungefunktion målt på forskellige parametre.
Europæere får ikke særlig meget selen
Først inddelte forskerne deltagerne i fire grupper, afhængig af hvor meget selen de fik igennem kosten. Gruppen med lavest indtag af selen fik op til 76 mikrogram dagligt, og gruppen med højest indtag fik op til knap 140 mikrogram. De to midtergrupper lå midt imellem de to yderpunkter. Det skal i den forbindelse nævnes, at selv gruppen, der fik mindst selen, havde et markant højere selenindtag, end en gennemsnitsdansker kan opnå. Det hænger sammen med, at den amerikanske landbrugsjord generelt er mere selenholdig, end det er tilfældet med landbrugsjorden i Danmark og i store dele af Europa.
Forbedring af flere lungeparametre
Ved at sammenligne selenindtaget hos deltagerne med deres lungefunktion kunne forskerne tydeligt se, at lungerne fungerede bedre, i takt med at selenindtaget steg. De så blandt andet, at FEV1-målingen og FVC-målingen var målbart højere hos dem med højest selenindtag. Og de så ligeledes, at i takt med at FEV1 og FVC steg, mindskedes astmasymptomerne. FEV1 (forced expiratory volume) er den mængde luft, en person maksimalt kan presse ud af lungerne på et sekund efter en maksimal indånding. FVC (forced vital capacity) er den totale mængde luft, en person kan presse ud af lungerne efter en maksimal indånding. Den første måling har altså en tidsbegrænsning på et sekund.
Ud fra resultaterne af undersøgelsen kunne forskerne konkludere, at der er en positiv sammenhæng imellem højere indtag af selen og forbedret lungefunktion hos astmatikere. Derfor anbefaler de astmatikere at indtage et sted imellem 137 og 200 mikrogram selen dagligt for at opnå den bedste virkning.
Findes som lægemiddel
Selen findes i blandt andet kød, nødder, fuldkorn og indmad samt fisk og skaldyr. For dem, der ikke kan nå op på den selenmængde med kostens hjælp alene, kan det være en god ide at tage et tilskud af selen. I Danmark findes et lægemiddel til forebyggelse og behandling af selenmangel. Det hedder SelenoPrecise og indeholder 100 mikrogram organisk selengær pr. tablet. Der er lavet en lang række videnskabelige undersøgelser med SelenoPrecise.
Det er blandt andet anvendt i KiSel-10-undersøgelsen, som blev offentliggjort i 2013 i International Journal of Cardiology. SelenoPrecise er ligeledes anvendt i et dansk forskningsprojekt, hvor forskerne så på selens indvirkning på stofskiftesygdomme.
Selentilskud fra kosten eller kosttilskud er på ingen måde ment som en erstatning for astmamedicin men udelukkende et forslag til en mulig forbedring af lungefunktionen.
Kilde:
The Correlation Between Selenium Intake and Lung Function in Asthmatic People: A Cross-sectional Study
Frontiers in Nutrition, vol. 11, 2024 – doi: 10.3389/fnut.2024.1362119