Author: Marianne Palm

Mangel på D-vitamin kan give hovedpine

Norske forskere har fundet en noget uventet sammenhæng imellem hovedpine og mangel på D-vitamin. De undersøgte ialt 572 norske mænd og kvinder med forskellige etnisk baggrund og fandt, at de personer, som havde for lidt D-vitamin i kroppen, var tre gange mere tilbøjelige til at have hovedpine sammenlignet med dem, der havde nok af vitaminet. Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet Scandinavian Journal of Primary Health Care.

 

Gravide rådes til at tage tilskud af D-vitamin

Forskere fra University College London Institute of Child Health anbefaler, at man rutinemæssigt råder gravide britiske kvinder til at tage tilskud af D-vitamin og understreger, at der er stærke holdepunkter for en daglig dosis af vitaminet under graviditeten. Samtidig peger de på det forhold, at kosten og sollyset alene ikke gør britiske kvinder i stand til at nå op på de anbefalede 10 mikrogram dagligt – hvilket i sig selv nødvendiggør tilskud.

Fokus på skaldyr

I sidste uge indtog en gruppe danskere fra Nykøbing Mors det første af en række planlagte fisk- og skaldyrmåltider. I det næste halve år skal de ialt 60 mænd og kvinder spise 200 gram fisk og skaldyr (muslinger og østers) fem af ugens dage som en del af deres normale kost. Forskere vil måle den sundhedsfremmende virkning af denne kostændring, og de har blikket fæstnet på sporstoffet selen, som findes i store mængde i fisk og i særdeleshed i skaldyr. Forsøget omfatter ligeledes en kontrolgruppe, som skal spise, som de plejer, og desuden notere hvis de indtager fisk eller skaldyr.

D-vitaminmangel hos ældre øger dødeligheden

Finske forskere har for nylig offentliggjort data fra en længere undersøgelse af sammenhængen mellem mængden af D-vitamin i blodet hos ældre mænd og kvinder og deres dødelighed.

I undersøgelsen indgik 552 mænd og 584 kvinder i alderen 53 – 73 år som ikke led af hjerte-karsygdom eller kræft.

Deres undersøgelse løb over 9 år og viste at der er store sæsonbetingede variationer i mængden af D-vitamin i blodet hos ældre finner, samt at jo lavere D-vitamin i blodet, desto højere risiko for at dø uanset årsag.