Danske forskere anbefaler Q10 mod bivirkninger

udenfor

 

Næsten 10% af Danmarks befolkning eller ca. 550.000 danskere er i behandling med kolesterolsænkende medicin af den type, der kaldes statiner. En del af disse patienter oplever bivirkninger blandt andet i form af muskelsmerter og -svaghed. Problemet er velkendt, men årsagen er ukendt.

 

Om statiner
Statiner er en gruppe stoffer, der virker ved at hæmme leverens produktion af LDL-kolesterol. Derved sænkes ikke blot kolesterol i blodet, men også kroppens produktion af Q10 nedsættes.

 

Bivirkninger
Når patienter oplever bivirkninger fra statinbehandling forsøger lægerne at sænke dosering eller at skifte lægemidlet med et andet. En tredje mulighed, som gennem flere år har været afprøvet med succes, men som ikke har været særligt godt dokumenteret er at supplere statinbehandlingen med et tilskud af coenzym Q10.

 

Forsigtig anbefaling
Nu har tre danske forskere gennemgået den eksisterende videnskabelige litteratur om emnet. Selv om de er yderst forsigtige i deres udtalelser, så ender forskerne med at konkludere, at behandling med coenzym Q10 kan forsøges, da tidligere forsøg har påvist en gavnlig effekt.

 

Forskellig optagelighed, men ingen bivirkninger
Forskerne hæfter sig også ved, at tilskud af Q10 sjældent, formentlig aldrig medfører alvorlige bivirkninger, og så gør de opmærksom på, at der er stor variation i optageligheden af forskellige Q10-præparater, og endelig at der er stor forskel på forskellige menneskers evne til at optage Q10 i kroppen.

 

Reference
Nielsen ML, et al. Nedsat koenzym Q10 kan være årsag til statinassocieret myopati. Ugeskr Laeger 2011, Maj 2 [Epub ahead of print]