Hedeture og humørsvingninger. Dårlig søvn og sure sokker, fordi hele kroppen forandrer sig. Der er rigtig mange gode løsninger i naturens skatkammer; her er en stribe, der måske kan hjælpe dig til et lettere hverdagsliv, når hormonerne går i dvale.
På vej hen mod overgangsalderen oplever du måske en masse problemer med humøret op mod hver menstruation. Du får lyst til at rase, rive håret af naboen – eller du sidder i et hjørne og er rigtig ked af det. Så er det tegn på, at du er præmenstruel, og hvis du ikke kan holde det ud, så prøv lige det lille kyskhedstræ, Vitex agnus castus. Spørg i din helsekostbutik efter det bedste produkt.
Er du allerede i overgangsalderen og lider af hedeture, humørsvingninger, problemer med tørre slimhinder, så er der et væld af gode urter fra hele verden, der kan gøre en forskel.
En af dem er Cimicifuga racemosa, på dansk sølvlys. Studier viser en rigtig god effekt på både hedeture og humør-svingninger.
En anden og meget dansk droge er rødkløver. Et firma fra Fyn har ovenikøbet lavet dansk forskning på virkningen, og den særlige fermentering, de har ladet rødkløveren gå igennem, har en særlig fin effekt.
Du skal prøve i tre måneder
For urter, der skal virke på menstruationsproblemer eller overgangsalderen, gælder det, at du helst skal forsøge dig i tre måneder, før du kan vide, om du er på rette vej. Og måske er du nødt til at tage tabletterne eller urtedrikken i mange år fremover, for kvinder reagerer meget forskelligt på behandling af de irriterende overgangsaldersymptomer.
En behagelig sveddæmpende urtete
Hvis du mest lider af hede-/svedeture, er det den lille gråhvide salvie, du skal have fat i. Hvor de andre urter egner sig bedst som tørekstrakter, er salvie fin som te. Overhæld et par skefulde salvie med kogende vand om morgenen, og drik det varmt eller koldt i løbet af dagen.
Det kan du også gøre …
Sørg også for mange små måltider og rigtig meget vand i løbet af dagen. Det stabiliserer dig, og prøv at lægge mærke til, om kaffe forværrer dine symptomer. Det gør det for nogle, andre mærker ikke en forskel. Du skal selvfølgelig drikke masser af vand, især hvis du sveder meget mere, end du plejer. To til tre liter kan være nødvendigt. Der kan være hjælp at hente fra både zoneterapi og akupunktur. Og nogle gange kan det altså også være nødvendigt med lidt ekstra østrogen fra lægen, så dit hormonsystem ikke bringer dig fuldstændig ud af fatning.