For meget triglycerid i blodet udgør en kritisk risikofaktor for kroniske sygdomme. Nu har australske forskere identificeret særlige fødevarer med triglyceridsænkende virkning, og især fisk har stor betydning.
Af Bjørn Falck Madsen
Mange fokuserer ensidigt på kolesterol, især når det handler om hjerte-kar-sygdomme. Men der er også en anden type naturligt forekommende blodfedt, nemlig triglycerid, med en nøglerolle i hjertesundheden. Kolesterol indgår i alle cellemembraner og er vigtigt for blandt andet dannelsen af hormoner. Triglycerider bliver derimod brugt som brændstof i cellerne. Omtrent 95 procent af alt fedt i den føde, vi indtager, udgøres af triglycerid, og problemet opstår, når vi indtager højere mængder af triglycerid, end vi forbrænder. Derfor gælder det om at holde sit triglyceridtal inden for normalværdierne ved for eksempel sund kost og motion. Undersøgelser viser nemlig, at folk med forhøjet triglyceridtal har en øget risiko for kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og diabetes.
Føden har stor betydning
Hvad vi indtager, har en indflydelse på vores triglyceridtal. Der findes dog ikke så meget forskning i, hvilke fødevarer der har den største effekt. En gruppe australske forskere har for nylig kigget nærmere på dette ved at analysere data fra 606 deltagere i the Australian Health Survey (2011-2013). Her så de blandt andet på ting som indtag af næringsstoffer samt forskellige biomarkører i blodet.
Sænket med over otte procent
Ud fra de analyserede data kunne de se, at hvis indtaget af stærkt forarbejdede fødevarer blev reduceret, samtidig med at indtaget af naturlige fødevarer som frugt, grøntsager, nødder og fisk blev øget, sænkede det triglyceridtallet med 4,3 procent. Hvis man yderligere sørgede for at spise mindst 80 gram omega-3-holdig fisk dagligt, blev triglyceridtallet mindsket med 8,2 procent.
Omega-3-fedtsyrer gør det bedst
Omega-3-fedtsyrerne er helt klart vinderen, når det gælder triglycerider. Der er faktisk lavet en interessant sammenlignende undersøgelse, som forskere fra Universitetet i Kuopio i Finland udførte. I forsøget fik forsøgspersoner enten fisk fire til fem gange om ugen i 15 uger eller et fiskeoliepræparat (Bio-Marin Plus fra Pharma Nord) i samme periode.
Fiskeoliekapsler kan være en fordel
Da de efterfølgende sammenlignede resultaterne, kunne de se, at fiskeoliekapslerne havde den samme triglyceridsænkende effekt som at spise fisk fire til fem gange om ugen. Frisk fisk indeholder naturligvis næringsstoffer som D-vitamin og selen, der ikke findes i fiskeoliekapslerne. Til gengæld har kapslerne den fordel, at de gør det let for folk, som ikke nødvendigvis får spist fisk så ofte, eller måske slet ikke bryder sig om smagen, at nå op på det nødvendige indtag af omega-3-fedtsyrer. Desuden er fiskeolien i det testede præparat renset for tungmetaller og andre skadelige miljøgifte, som naturligt findes i fisk på grund af forurening.
Kilde: Nutrients, december 2023