“Du slipper af med dine symptomer, så snart du holder op med at spise gluten”. Lyder det bekendt? Hjalp det? Eller blev det endnu en ting, som du afprøvede, uden at det hjalp?
Virkede det ikke, så er der måske en helt anden forklaring på dine gener. Virkede det, så kan det være, at du er blevet intolerant over for gluten, men der kan også være en anden forklaring. Læs med her, og bliv klogere på, hvorfor det ikke bare er et ja/nej-svar, som er let at finde ud af.
Af Torunn Laksafoss
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – april/maj 2019
Mange mennesker oplever et stigende ubehag ved indtag af stivelsesprodukter, der indeholder hvede, rug eller byg, og for nogle kan det give en mistanke til, at der måske er noget i brødet eller pastaen, som de ikke kan tåle – noget, de måske er allergiske overfor. Der kan opstå symptomer i tarmen samt ikke mindst i resten af kroppen. Mistanken falder ofte på gluten, hvilket bekræftes af befolkningsundersøgelser som fx i England, hvor hele 13 % mente at reagere på gluten, men hvor kun mindre end 1 % rent faktisk gjorde det. Årsagen til deres ubehag var derfor en helt anden.
For mennesker med irriteret tyktarm (IBS) er historien lidt anderledes. Her kunne det konstateres, at 28 % rent faktisk havde en reaktion på gluten i deres kost, vist som flere mavesmerter, mere oppustethed samt mere træthed efter indtag af glutenholdig mad. Det var dog ikke muligt at fastslå, hvilken reaktion i tarmen/kroppen der var tale om (2). Det ser nemlig ikke ud til at være manglen på enzymer til nedbrydning af gluten, som er årsagen. Disse kan måles i tilstrækkelige mængder i afføringen, hvad enten man er glutenallergiker eller ej (3). Noget kunne derfor tyde på, at der er forskel på effektiviteten af disse enzymer, hvilket kan forklare, hvorfor nogle mennesker reagerer, og andre ikke gør.
Hvad sker der under nedbrydningen af gluten?
Gluten er egentlig et sammensat produkt. Hovedkomponenterne er proteinerne gliadin og glutein. Gluten har en aminosyre-sammensætning, der gør det svært for vores tarmenzymer at nedbryde. Der kan være noget hjælp at hente fra mavesyre, men hvis sekretionen af syre er lav, vil der blive ført meget uforarbejdet gluten videre til tyndtarmen i store klumper. I selve tyndtarmen har vi fint med enzymer til at nedbryde med, men det kan være svært for enzymerne at nedbryde optimalt, hvis klumpen er for stor. Den delvise nedbrydning vil kunne resultere i dannelse af en stump gliadin på 33 aminosyrer. Stumpen har vist sig at skabe mange problemer hos mennesker med ægte glutenallergi, også kaldet cøliaki. I sig selv er gliadin-stumpen ikke farlig, da den under normale omstændigheder bare vil stimulere vores medfødte immunforsvar til accept af mad inde i tarmen. Den kan således sagtens tolereres i en tarm, hvor der er balance mellem bakterierne.
Opstår der en situation, hvor balancen mangler, opstår der en forskydning mellem de ellers gode bakterier, hvilket giver andre nedbrydningsprodukter fra madresterne end ellers. Der er en mistanke til, at disse dysbioser kan være årsagen til, at man oplever ikke at kunne tåle mad med gluten. Forskydningen af bakterierne danner stoffer, som kan påvirke vores medfødte immunforsvar, muligvis ved nedregulering af cytokin IL-10, og på den måde give en systemisk reaktion i større dele af kroppen end bare lige tarmen (7), muligvis ”kun” fordi accepten og tolerancen fra vores medfødte immunforsvar bliver mindre.
Andre årsager
Mens frustrationen stiger, forskes der videre i årsagerne til ubehaget. Et område, som er ved at få mere opmærksomhed, er især de bakterier, som vi har i tarmen. Disse har et samarbejde både med vores immunforsvar og med vores tarmceller. De gode bakterier sørger for at danne korte fedtsyrer, der stimulerer tarmcellerne til at dele sig og dermed sørge for, at tarmslimhinden forbliver intakt. Er der ikke nok af disse bakterier, kommer tarmcellerne til kort, og de begynder at danne mindre slim, hvilket også er vigtigt for at have en sund slimhinde (4). Samlet bliver billedet, at der kommer flere partikler ind og provokerer kroppens immunforsvar, hvilket i sig selv kan skabe mange symptomer. Læg dertil en mangel på D-vitamin, hvorefter det bliver virkelig svært for tarmcellerne at holde fast i hinanden og skabe en ubrudt barriere. D-vitamin ser nemlig ud til at spille en vital rolle i forhold til koblingen mellem cellerne – de såkaldte “tight junctions” (1).
Fruktaner?
En anden årsag til ubehag ved indtag af brød eller andre glutenprodukter kan være, at fødevaren har et højt indhold af opløselige fibre i form af fruktaner. Fruktaner er sammensat af forskellige former for fruktoseforbindelser og danner bl.a. FOS og inulin. Vi kan ikke selv nedbryde fibrene, men får hjælp af vores bakterier i tyktarmen.
At fruktaner kan være et helt reelt problem, viste en norsk undersøgelse af 59 personer med irriterede tyktarme (IBS), hvor indtag af gluten og fruktaner blev sammenlignet med kontrol i forhold til, hvor mange symptomer det skabte. Glutenindtaget adskilte sig lige fra kontrollen, mens indtag af fruktaner skabte de værste symptomer (6). Taget i betragtning, hvor mange fruktaner der rent faktisk findes i vores kost, med eller uden gluten, så er det ikke så mærkeligt, at det kan skabe forvirring. Det er dog umagen værd at være opmærksom på indholdet af glukaner, da disse fibre findes i både glutenholdige fødevarer og glutenfrie.
Kendetegnende for fruktaner er, at under nedbrydningen i tyktarmen vil de danne masser af tarmluft, hvilket giver en del gener og smerte og kan virke forstyrrende på tarmperistaltikken.
Hvor findes fruktaner?
Korte fruktaner: findes i frugt som æbler, pærer, mango, sukkerærter, dåsefrugt samt tørret frugt og frugtjuice.
Lange fruktaner: findes i asparges, jordskokker, rødbede, kål, fennikel, løg, hvidløg. Stivelse som rug, hvede, linser, bønner, kikærter.
Ved du allerede nu, at din tarm har rigeligt med gode bakterier, at du får tilstrækkeligt med D-vitamin, og at dit ubehag bare ikke kan have andre årsager end dit indtag af gluten, så har du muligvis også ret. Ved sammenligning af tarmbiopsier fra mennesker med glutenallergi, gluten-sensitivitet og kontrol (ingen reaktion på gluten), viste alle biopsier, at proteinet gliadin kunne gennemtrænge tarmepitelet hos alle grupper. Resultatet tyder på, at det er kroppens immunforsvar, som kan være med til at skabe reaktionen. Ved nærmere undersøgelse af cytokin IL-10, et antiinflammatorisk signalstof, viste kun kontrolgruppen en øget dannelse af cytokinet. De andre grupper viste stort set ingen dannelse (5). Manglende dannelse af IL-10 er under mistanke for at øge gennemtrængeligheden i tarmen, hvilket så kan skabe et mere systemisk ubehag. Der spekuleres i, om det er mængden af gluten, der gør forskellen, eller om der måske kan være en form for arvelighed indover. Om det måske er noget helt tredje, vil vi nok finde ud af i fremtiden.
Bliver vi så alle glutensensitive med alderen?
Noget kunne tyde på, at er du ud af en familie, hvor tarmproblemer er en fællesbetegnelse, så bør du nok være opmærksom på, hvor meget brød, pasta osv. du indtager. Det vil nok være nødvendigt at skære ned på indtaget, men at undvære brødet helt er sikkert ikke nødvendigt, medmindre du reagerer allerede nu. Gluten er nemlig et protein bestående af to dele: glutein og gliadin. Som regel er det nedbrydning af gliadin, som er et problem. Løsningen for dig kan måske være at vælge en meltype som spelt, der viser sig at give færre symptomer, og så lade brødet langtidshæve i minimum 24 timer. Det vil dels give dig et mere velsmagende brød og sikre, at du har fået gærcellerne til at nedbryde så meget gliadin som muligt, inden du spiser brødet.
Ca. 5 % af verdensbefolkningen menes at være disponerede for glutenallergi. Ca. 1 % af befolkningen har fået det konstateret.
