Gurkemeje – er til meget andet end gigt!

Gurkemeje og gigt

 

Gurkemeje, der har det videnskabelige latinske navn Curcuma longa, er en plante, som tilhører ingefærfamilien (Zingiberaceae). Rødderne fra planten kendes fra det sydøstasiatiske køkken, men har også været anvendt i traditionel indisk og kinesisk medicin i århundreder, og moderne forskning har vist, at rødderne fra gurkemeje har en gavnlig virkning på immunsystemet og på bevægeapparatet, men er der mere til historien?

Af Marianne Palm

Ser man på gurkemejes farmakologi, kan man se, at stoffet curcumin nok er det mest undersøgte og vigtigste indholdsstof. Curcumin udgør i gennemsnit omkring 3,2 pct. af vægten af tørrede gurkemejerødder og er det stof, der giver rødderne deres stærke orange farve, som vi kender fra den gule/orange farve af retter, der er tilberedt med en karrykrydderiblanding, som indeholder bl.a. gurkemeje.

Stoffet curcumin kan eksistere i to kemiske former – enol- og keto-formen – hvor der er tale om forskellige former af stoffets atomstruktur (se fig. 1).

 

Fig 1.

Keto-formen er mest aktiv som antioxidant, hvorimod enol-formen er en pro-oxidant og også har en tendens til at degradere til mindre, ikke virksomme stoffer. Stabiliteten af curcumin handler om det miljø, den befinder sig i, hvor et let syrligt, vandigt miljø er det mest gunstige. Generelt set har curcumin dog en relativt lav biotilgængelighed, men heldigvis kan biotilgængeligheden af curcumin i gurkemejerod øges på flere måder. Nogle kilder skriver, at opvarmning af gurkemejerod i vand eller damp øger curcumins biotilgængelighed. Tilsætning af sort peber er også en hyppig brugt mulighed, hvor indholdet af stoffet piperin forbedrer både optagelse i tarmen og delvis hæmmer leverens nedbrydning af curcumin efter optagelse fra fordøjelseskanalen.

I terapeutiske sammenhænge har gurkemeje fået tildelt mange egenskaber, bl.a. antioxidant, neurobeskyttende, inflammationshæmmende, krafthæmmende og hjertebeskyttende. Men ser man på de mange egenskaber, kan man konstatere, at der nok er tale om forskellige aspekter af kun to terapeutiske hoved-egenskaber, der begge kan tilskrives curcumin-aktivitet:

  • Inflammationshæmmende
  • Antioxidant

Curcumins indvirkning på inflammationsrespons skyldes delvis en hæmning af proinflammatoriske enzymer, modulering af inflammatoriske signalveje samt regulering af immunresponsen.

Inflammationsresponsen styres af enzymer, og et af dem, navnlig COX-2-enzymet (cyclooxygenase-2), promoverer produktion af prostaglandiner og leukotriener, der er signalstoffer, som spiller en central rolle i inflammationsresponsen. Curcumin er i stand til at hæmme COX-2’s aktivitet og kan derved reducere inflammationsresponsreaktioner induceret af COX-2.

Curcumin påvirker også andre aspekter af andre signalveje, som er involveret i inflammationsresponsen, bl.a. aktiviteten af NF-kB (nuclear factor kappa-B), TNF-alfa (tumor necrosis factor alfa) og interleukiner, der er protein- og glykoproteinstoffer, som bl.a. er med til at regulere inflammationsresponsen.

I sammenhæng med inflammation er gurkemeje, ikke uden grund, oftest forbundet med gigtproblemer, og der findes et hav af præparater på markedet, som anvender anprisningen ”at gurkemejerod bidrager til at vedligeholde leddenes bevægelighed”. Men der er andre tilstande, fx de såkaldte neuro-degenerative tilstande, hvor inflammation også spiller en væsentlig rolle, og hvor man ikke umiddelbart vil tænke, at der kunne anvendes gurkemeje. De neuro-degenerative tilstande omfatter bl.a.:

  • Alzheimers og andre demenssygdomme.
  • Parkinsons sygdom
  • Motorneuronsygdom

Som omtalt ovenfor har curcumin vist sig at have antioxidantegenskaber, dvs. at den er i stand til at neutralisere frie radikaler, som bliver dannet gennem forskellige fysiologiske processer, herunder normal cellemetabolisme. Disse frie radikaler har en ufuldstændig molekylær struktur, hvor der mangler en elektron, som betyder, at de er i stand til at reagere og ”stjæle” en elektron fra et andet stof i en såkaldt oxiderende proces. Hvis en fri radikal stjæler en elektron fra et vigtigt stof, fx et proteinstof eller en del af DNA-molekylet, bliver det ødelagt og mister dermed dets funktionalitet. Frie radikalers ”hærgen” bidrager også til at skabe et proinflammatorisk miljø i kroppen.

Curcumins antioxidantaktivitet er til gavn for alle livsnødvendige fysiologiske processer i kroppen, og i forhold til nervesystemet er antioxidantaktiviteten med til at beskytte nerveceller mod skader, der er forårsaget af frie radikaler. Denne egenskab er især gavnlig i forhold til neuro-degenerative tilstande, ikke mindst Alzheimers sygdom, da der er en del studier, som associerer udviklingen af sygdommen med oxidativt stress, der er en tilstand, hvor kroppens evne til både at neutralisere de frie radikaler og reparere skaderne bliver utilstrækkelig, og risikoen for udvikling af forskellige sygdomstilstande stiger.

En af de patologiske karakteristikker af Alzheimers sygdom er dannelse af beta-amyloidplaques i hjernevævet, som er brudstykker af en større proteinstruktur, der hedder amyloid precursor protein. Disse større proteiner bliver normalt nedbrudt til beta-amyloid og fjernet fra nervesystemet, men ved Alzheimers sygdom samles beta-amyloid-brudstykkerne og danner plaques, som forstyrrer kommunikationen mellem nervecellerne, og kan forårsage inflammation og nervecelle-dysfunktion. Der er en del studier, som antyder, at curcumin kan promovere nedbrydning af beta-amyloid plaques og dermed være med til at hæmme sygdomsudviklingen.

Nogle studier antyder, at curcumin kan have en positiv indvirkning på kognitiv funktion og hukommelse; indvirkningen ses mest hos ældre mennesker. Virkningsmekanismen er endnu ikke klarlagt, men alle studier peger i retning af curcumins inflammationshæmmende og antioxidante egenskaber, som sammen skaber en evne til at beskytte vores nervesystem.

Gurkemeje og gigt