Kom lettere igennem overgangsalderen

 

 

Forskere har fundet en ikke-medicinsk behandling, som hjælper kvinder med at komme igennem overgangsalderen med markant færre fysiske og psykiske gener.

 

Af Bjørn Falck Madsen
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – august/september 2017

 

Befinder du dig midt i din overgangsalder og lider voldsomt under det? Eller står du lige på dørtærsklen til denne fase i livet, som så mange kvinder frygter? Så kan du glæde dig over, at en gruppe forskere har opdaget, hvordan man kan lægge en effektiv dæmper på de mange fysiske og psykiske gener, som typisk opstår på dette tidspunkt i en kvindes liv. Det viser sig nemlig, at man ved daglig anvendelse af pycnogenol, som er ekstrakt af Pinus pinaster (fransk strand-fyr), kan opnå betydelige forbedringer af en lang række symptomer, såsom hedeture, svedeture om natten, humørsvingninger, uregelmæssig menstruation, lyst til sex og tørhed i skeden.

 

Forbedring af symptomer

Forskerne inddelte 70 kvinder i to grupper. Den ene gruppe fik pycnogenol-tabletter hver dag i otte uger. Den anden gruppe fungerede blot som kontrolgruppe, så man kunne holde effekten af pycnogenol-behandlingen op imod noget. Alle de medvirkende kvinder skulle udfylde et skema med en bedømmelse af 33 symptomer, som typisk optræder i forbindelse med overgangsalderen.

 

Mere lyst til sex

Hos de pycnogenolbehandlede kvinder kunne forskerne blandt andet se, at der var sket en markant forbedring af hedeture, svedeture om natten, uregelmæssige menstruationer og humørsvingninger. Ligeledes kunne de se, at kvinderne havde mere lyst til sex.

 

Ingen bivirkninger

Der blev også observeret en klar reduktion af hovedpine, brystsmerter, følelsen af at få ”elektriske stød” samt snurren i fingre og tæer hos de kvinder, der fik pycnogenol – men ikke hos dem i kontrolgruppen. Der var ingen bivirkninger af behandlingen.

Pycnogenol indeholder nogle biologisk aktive stoffer (procyanidiner), som i undersøgelser har vist at have en anti-inflammatorisk effekt, at reducere symptomer på høfeber ved at hæmme kroppens histaminproduktion, at forebygge solskoldning af huden samt at have en beskyttende effekt på kroppens hudproteiner (elastin og collagen), hvilket blandt andet forbedrer hudens elasticitet og styrker blodkar.