850.000 voksne danskere er påvirket af kroniske smerter i mere eller mindre grad. 50 % af alle kon-sultationer hos den praktiserende læge omhandler smerter. Hvilke tanker gør det almindelige sundhedssystem sig om store problemer for den enkelte og for samfundet? Hvad kan de gøre? Findes der andre løsninger, og hvad kan du mon selv gøre?
Af Chenette Byriel
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – april/maj 2017
Artiklen tager dig med rundt i nogle af de spørgsmål, der rejser sig både i forhold til behandlingsmuligheder, men også det store problem, at en meget stor procentdel af dem, der har kroniske smerter, ikke kan få en egentlig diagnose, men lander i gruppen for ”funktionelle lidelser”.
Andre artikler her i sund-forskning vil pege på flere årsagssammenhænge end de mest almindelige, og også pege på mulige løsninger.
Kroniske smerter i mere end seks måneder
Forekomsten af smerter blandt befolkningen er stor, hvor hver 5. voksne får konstateret kroniske smerter. Ifølge sundhed.dk defineres de som smerter, der har en varighed på over seks måneder og er vedvarende. Der er hverken akut vævsbeskadigelse til stede eller et livstruende aspekt i smerterne, men ganske simpelt – og uudholdeligt – smerter store dele af døgnets timer.
Årsagen til at smerterne er opstået, kan skyldes mange forskellige ting, hvoraf nogle bl.a. kan være pga. ulykker eller traumer eller smerter som en følgevirkning af sygdom og/eller operationer. Dernæst ses også en del sygdomme i selve nerven eller i nervesystemet.
En mismodig statistik for helbredelse
Center for evaluering og Medicinsk Teknologi anslår, at der er en helbredsrate på 5-7 % pr. år for patienter med kroniske smerter. Det betyder, at der er rigtig mange mennesker, som dagligt har smerter og ikke umiddelbart har udsigt til at leve et liv uden mere eller mindre invaliderende smerter.
Hvilken smertebehandling tilbydes patienterne?
Den medicinske behandling består af lægemidler både til stærke og svage smerter, derfor behandles der med alt fra paracetamol til morfin, og ofte benyttes kombinationsbehandling. Inden for det offentlige regi henvises patienten primært til enten de monofaglige smerteklinikker, hvor det er en speciallæge og sygeplejerske, der tager sig af patienter med simple kroniske non-maligne smerter (andet end smerter pga. kræft). Eller til de tværfaglige smertecentre for komplekse kroniske non-maligne smerter, som varetages af speciallæge, sygeplejerske, fysioterapeut, psykolog og socialrådgiver, som bl.a. Herlev hospital har. Desuden tilbydes smertebehandling på private klinikker, som specialiserer sig inden for fx medicinsk og kirurgisk behandling.
Den ikke-medicinske behandling er mangeartet og spænder fra fysioterapi, afspænding og akupunktur til samtaler og terapi med psykologer.
Det er anerkendt inden for det etablerede system, at en tværfaglig indsats over for smerte er det mest optimale og opleves af patienten som at have en signifikant positiv effekt på patienternes livskvalitet. Og det er i anerkendelsen af dette, at man har oprettet smerteskoler for at lære patienterne at leve med de kroniske non-maligne smerter.
Sund-forskning vil gerne pege på løsninger og muligheder, der kan anvendes som støtteterapi hen mod et så smertefrit liv som muligt.
Begrebet funktionelle lidelser bliver patientens største udfordring
Har lægerne ikke kunnet finde en fysisk årsag til problemerne, kan du som patient lande i en gruppe med mærkaten ”funktionelle lidelser”. Ud over at det føles som ikke at blive forstået og hørt, for smerterne er der jo, udgør det også et stort problem i forhold til erstatninger, sygedagpenge, økonomiske forhold i hverdagen, fordi det er sværere at få hjælp fra kommunen til fx hjælpemidler. For ikke at tale om den stigmatisering man kan føle, fordi omgivelserne ikke kan forstå, at man har smerter, uden at nogen kan finde årsagen.
Patienten får at vide, at der ikke er fundet noget unormalt i organernes struktur, men at deres funktion alligevel er unormal. Dermed dækker ordet funktionelle lidelser over lidelser, som er medicinsk uforklarede, og patienter havner ofte i en krise, når deres symptomer ikke kan dokumenteres. Mange patienter savner, at der bliver kigget mere helhedsorienteret på problematikken, så man får en forståelse af, at der kan være sammenhænge, som måske ikke altid kan forklares med de nuværende medicinske diagnosemuligheder og behandlingsstrategier.
Det betyder, at for denne type patienter, såfremt der ikke findes en forklaring, der kan spores i den fysiske krop, kan patienten få at vide, at det er psykologisk, og man sendes videre til anden speciallæge uden en samlet vurdering.
Læs også artiklen på side 14 i magasinet sund-forskning om piskesmæld, som handler om andet end dårlig nakke.
En psykologisk forklaring på smerterne gør, at patienterne kan føle sig mistænkeliggjort, at de ikke føler sig taget seriøst. Når det for nogle patienter gør sig gældende, at de har smerter døgnet rundt, er det selvfølgelig frustrerende at blive mødt af tvivl om, hvorvidt de reelt har smerter. Dette skaber også nogle udfordringer i forhold til omgivelserne, både privat og på arbejdspladsen. Det ville jo være væsentlig lettere at komme med en enkel god forklaring på, hvorfor vedkommende påvirkes i sådan en grad af smerter, at man ikke længere kan klare hverdagen som før, også for de smerte-patienter, som må søge om en førtidspension.
Måske er det bare indbildning, at du har smerter!
Det ville være en støtte, hvis sundhedsvæsenet fik en forståelse af sammenhængen imellem det subjektive og objektive. Det handler om at støtte, det handler om at blive mødt, hørt og troet på, både af respekt for individet og for at udvikle kropsbevidstheden.
Måske er det netop en øget kropsbevidsthed, som skal hjælpe patienterne til en bedre livskvalitet, og derfor kan det være en hjælp, hvis det etablerede system både underviser patienter i at mærke deres krop og anerkender, at denne information er valid og kan bruges til at nedsætte smerteoplevelsen.
Og imens jeg skriver dette om sygehusvæsenet, husker jeg på formuleringen af lægeløftet fra 1815, hermed et lille uddrag af det:
”….som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittigheds-fuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse …..” Kilde: www.laeger.dk
Det fine lægeløfte betyder jo, at lægerne først og fremmest vil hjælpe patienterne, og derfor antager jeg også, at der må være en vis afmagt i lægestanden i forhold til ikke at kunne forstå og hjælpe patienter med kroniske smerter. Måske er tiden inde til at anskue kroniske smerter på en anden måde, end man hidtidig har gjort inden for den lægevidenskabelige verden?
Hvem er eksperten på patientens smerter?
Kan vi se en fremtid, hvor patientens subjektive oplevelser er mindst lige så valide som de objektive fund, lægen redegør for?
En smerteoplevelse afhænger fuldstændig af personen selv, som et samlet resultat af psykiske og sociale faktorer, personens tidligere erfaringer og generelt, hvor personen er i sit liv. Dette gør, at smerteoplevelsen er meget sammensat. Det vides, at kroppens egne hæmningsmekanismer, som bruges til at dæmpe smerteimpulser, påvirkes på baggrund af disse forskellige faktorer.
Lad os gøre noget helt andet i mødet med den kroniske smertepatient
Man siger, at hvis man vil have et andet resultat, skal man gøre noget andet. Hvis det, man har gjort i lang tid, ikke vir-ker, skal der findes en anden metode og vej. Så lad os præsentere en ny vinkel.
Biopaten, naturopathen og phytoterapeuten:
Det er godt, man anerkender, at mennesker med funktionelle lidelser reelt har smerter og ikke er psykiatriske tilfælde, som man mente før i tiden. Men derefter ophører sympatien også for denne ”skraldespandsdiagnose”. Det er utroligt, at vi i 2017 stadig ikke kan få etableret et meget mere tværfagligt syn på smerter, og hvad man kan gøre ved dem”. Marianne Palm, chefredaktør, biopat og naturopath ibm.
Jeg forestiller mig, at de fleste mennesker med kroniske smerter ville ønske sig en hverdag uden ulidelige smerter, som påvirker alt i deres tilværelse.
Kunne en del af løsningen være, at man arbejdede på en øget kropsbevidsthed hos den enkelte – i stedet for at have fokus på at lukke ned for kroppen? I forsøget på at dæmpe smerter kunne vejen så i stedet være at åbne op for kroppen og lytte til, hvad den har at sige?
Når det er bedre at åbne op for kroppens kommunikation end at ignorere den og lukke den ned
For smertepatienten betyder det, at når lægen ikke kan finde noget i kroppen, som skulle aktivere en stimulus og efterfølgende den respons, som patienten selv oplever, ja, så eksisterer det ikke. Eller patientens oplevelse er af psykisk karakter, og vedkommende sendes videre til udredning i dette felt. Hvordan ville det være, hvis den enkelte patient i stedet for en masse smertestillende medicin får lejlighed til at mærke sin krop og dermed blive bevidst om, hvad krop-pen kan og ikke kan – og på den måde får øje på, hvor man kan gøre noget ekstra? Og måske nedsætte smertemedicin, hvor man ikke kan mærke kroppen?
Giver det mening at have en overbevisning om, at patienten ikke er eksperten i sit eget liv, kender sin krop og kender dens respons og reaktioner?
Man kunne forestille sig, at det sidste, man ville, når man har stærke vedvarende smerter i sin krop, bestemt ikke var at mærke kroppen tydeligere. Men hvad, hvis nu det netop var en del af vejen til en bedre livskvalitet i en hverdag, hvor smerterne i høj grad dikterer, hvad dagen skal indeholde? Det næste logiske spørgsmål vil da være, hvordan måles en patients kropsbevidsthed, og hvordan bruges disse informationer efterfølgende.
Øget kropsbevidsthed hos patienterne – hvordan og hvorfor
Et andet begreb for kropsbevidsthed kaldes også interoception, som betyder at have en perception af kroppens indre tilstand. Ønsker man at arbejde med patientens interoception, kan dette gøres med spørgeskemaet fra MAIA-metoden (Multidimensional Assessment of Interoceptive Awareness). Skemaet består af 32 spørgsmål og måler på otte forskellige dimensioner, som handler om, hvordan patienten oplever at være i sin krop. Nogle eksempler på spørgsmål kan være som nedenstående, og man svarer på en skala fra 0 – 5:
- Når jeg er anspændt, bemærker jeg, hvor i kroppen spændingen sidder (spg.1)
- Jeg kan være opmærksom på min vejrtrækning uden at blive distraheret af, hvad der sker omkring mig (spg. 11)
- Jeg kan bevare opmærksomheden på hele min krop, selv hvis en del af mig oplever smerte eller ubehag. (spg. 16)
Hele spørgeskemaet finder du her https://ucc.dk/sites/default/files/dansk_vaerktoej_til_maaling_af_kropsbevidsthed.pdf
Dette kunne være et værktøj i den lægevidenskabelige verden – og i den mere alternative verden, som kunne bruges til at støtte patienten til en øget kropsbevidsthed, skabe et fælles sprog for patientens subjektive opfattelse af egne smerter. Resultatet kunne være, at patienterne følte sig hørt og måske være med til at reducere oplevelsen af skyld og skam, følelsen af at have gjort noget galt, fordi der ikke umiddelbart findes en lægevidenskabelig forklaring på deres symptomer. Enhver konsultation bør optimalt set tage udgangspunkt i, at patienten taler sandt om de smerter, vedkommende oplever, og de bør kunne fortsætte behandling hos lægen frem for at blive henvist til psykolog. Forhåbentlig ville lægerne ikke længere føle afmagt i forhold til at hjælpe patienterne til at få det bedre, og alle ville få glæde af et bedre samarbejde.
