Kyllingefrikadeller med spinat

Spinat

 

De her frikadeller er både gode til aftensmaden og madpakken. Lav en ordentlig portion, og du har til begge dele.

Af Nanna Stiegel

Det skal du bruge til ca. 3-4 personer:

350 g hakket kyllingekød

2 små løg

2 tsk. loppefrøskaller (HUSK)

1 æg

3 spsk. majsgryn (det grove majsmel, man også bruger til polenta)

3 tsk. urtesalt

Peber

200 g frossen, optøet spinat

 

Sådan gør du:

Hak løgene fint. Bland dem med hakket kyllingekød, loppe-frøskaller, æg, majsgryn, salt, peber og spinat.

Lad blandingen stå i 10-15 minutter. Gerne i køleskabet eller køligt.

Form nu farsen til små frikadeller, og steg dem på begge sider. Sørg for at de er helt gennemstegte, inden du tager dem af panden.

Server med nykogte kartofler og en god salat.

TIP:

Hvis du kan tåle og spiser mælkeprodukter, kan du med fordel vende grofthakket gedefeta i farsen til allersidst, inden du steger dellerne.

Spinat giver de her frikadeller en fin grøn farve, og så bidrager det med C-vitamin, magnesium og gode fibre.

God appetit