Lindrende liniment med æggeekstrakt

Lindrende liniment

 

En 145 år gammel recept mod ømme muskler og led er atter på hylderne i butikkerne. Der findes ingen studier på salven, men lutter gode erfaringer i hobetal. Tag på tur med ud på de syv have, gennem helsebrevkasser og ind under huden, hvor smerterne synes at blive lindret.

Af Kristine Bindslev
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning og //mig// – juni/juli 2015


Et af de ældste husråd mod ømme muskler og led er et ”æggeomslag”. I Naturlægebrevkassen skriver en læser ind og beder om et naturligt råd mod seneskedehindebetændelse. Svaret er, ”prøv en gammel og velafprøvet opskrift, som har hjulpet på mange forskellige former for inflammation”. Herefter følger en opskrift, hvori æg, terpentin og eddike indgår. Blandingen skal stå et par døgn, men hvis man ikke kan vente så længe, kunne læseren have købt den århundrede gamle opskrift færdigblandet og klar til at smøre på det ømme led i form af Arvids Universal Liniment. Universal betyder altomfattende, og hvis man ser et andet indlæg i Naturlægebrevkassen den 10. juni 1991, kan man da også netop læse følgende om Arvids Universal Liniment:

”Linimentet anvendes mod ømme muskler og led, infiltrationer i musklerne, stive led, forstuvninger og gigt. Det virker også mod soleksem, myggestik, fodsvamp, uro i benene og psoriasis. Smøres det i tindingerne kan det desuden bedre migræne og hovedpine”.

Kinesisk naturmiddel mod gigtsymptomer

Arvids Universal Liniment er kendt så langt tilbage som til 1870, hvor den danske skibskaptajn Arvid af Nysted bragte opskriften hjem efter en af sine mange rejser til Østen. Sørejserne dengang var lange, besværlige og fysisk meget krævende, og besætningsmedlemmerne på fragtskibene måtte ofte i lange perioder bl.a. leve med smerter i muskler og led. Et af besætningsmedlemmerne klagede over store smerter i albuer og håndled, så ved anløbet til Kina lod Kaptajn Arvid ham tilse af en kinesisk naturlæge. Besætningsmedlemmet blev behandlet med et kinesisk naturprodukt og fik gnedet de ømme håndled og muskler ind tre gange dagligt. Efter få dages behandling havde ledsmerterne fortaget sig så meget, at besætningsmedlemmet kunne genoptage sit arbejde på fragtskibet. Begejstret for den effektive behandling opsøgte Kaptajn Arvid lægen for at købe recepten af ham. Den kinesiske opskrift er siden gået i arv generation til generation i Arvid-familien.

Æg, terpentin og eddike

Kigger man ingredienslisten i linimentet, finder man tre velkendte komponenter. Æg, terpentin og eddike. Proceduren for salven er enkel, men tidskrævende. Ægge-ekstraktet udvindes ved, at man langsomt opløser ægget i sine bestandsdele med eddike og terpentinolie, hvorefter man udvinder og opsamler den masse, der forædles til den endelige råmasse.  Det er en proces, der tager mellem 6 -7 uger. Terpentin kender de fleste som et opløsningsmiddel, men terpentinolien har siden oldtiden været anvendt medicinsk mod gigtlidelser ved oral indtagelse i ikke-giftige mængder. Vegetabilsk terpentin fås især fra forskellige arter af fyrretræer. Ved indsnit i stammen bringer man træet til at afsondre en harpiksholdig olie, som opsamles, renses og destilleres. Det rensede produkt indeholder ca. 70 procent harpikssyre og 30 procent æteriske olier, hvor monoterpenerne alfa- og betapinen udgør ca. 60-90 procent. De er også tilstede i olier af rosmarin og eukalyptus.

Eddikesyre bruges som bekendt til konservering. Konservering betyder “at bevare”. Men eddikesyre har også vist sig at hæmme dannelsen af de smertefremkaldende stoffer. Således bliver der ikke sendt smertesignaler til hjernen, og eddiken virker som en ”straks lindring” ved tør, kløende hud, solskoldning, insektbid eller eksem. Det er ligeledes en udbredt filosofi i alternative kredse, at en ubalance i kroppens pH-værdi forårsager gigtsymptomer. I 1961 opfandt Margaret Hills en kur mod slidgigt, der bestod af en kombination af cidereddike og honning, motion og epsom-salt-bade.

Æg har gennem århundrede været kendt som et naturmiddel mod smerter og stivhed i led – vel og mærke, når man fik det indvortes. Æggeskalmembraner indeholder stoffer med kendte fordele for slidgigtlidelser, herunder glucosamin, hyaluronsyre, chondroitin og kollagen. Nedbrydningen og beskadiget brusk frigiver syrer, der resulterer i smerte og stivhed. Glucosamin menes at nedsætte betændelse og hjælper med at gendanne ledbrusk. Hyaluronsyre hjælper med at fremme elasticitet. Chondroitin fremmer brusks elasticitet og bekæmper enzymer, der skader leddene. Kollagen er et protein, der findes i bindevæv.

Arvids Universal Liniment er et 100 % rent naturprodukt, der fremstilles i Danmark. Det er godkendt som naturmiddel og består af natrium, calcium, kalium, magnesium, selen, jern og æteriske olier samt vitaminerne A, D, B2, E og essentielle fedtsyrer. Konsistensen er som en fugtighedslotion. Arvids Universal Liniment har ingen kendte bivirkninger, men kan du ikke tåle æteriske olier, skal du vælge noget andet.