Se kroppen som en helhed – ligesom kineserne gør
I flere tusinde år har kineserne anskuet sundhed og sygdom på en helt anden måde end vi gør i den vestlige verden. Ifølge kineserne findes der energibaner, kaldet meridianer, der i høj grad er bestemmende for, hvordan kroppen fungerer. Gennem meridianerne er det tydeligt, at symptomer og sygdomme ikke opstår tilfældigt, selv om de opstår vidt forskellige steder i kroppen.
Akupunktur bliver heldigvis mere og mere anerkendt i Vesten. Ved hjælp af nåle kan smerter og symptomer forsvinde ved at ophæve forskellige blokeringer i energibanerne. I dag ved man, at en af årsagerne til, at akupunktur virker, er de beroligende og smertestillende endorphiner, som kan modvirke de sygdomsfremkaldende stresshormoner.
Akupunktur er dog andet og mere end at fjerne smerter. En uddannet og professionel akupunktør sætter ikke kun nåle i de smertende områder, men også mange andre steder på kroppen, dels for at aktivere smertehæmmere, dels for at genoprette balancen mellem meridianerne. I Vesten har vi dygtige, uddannede specialister i forskellige sygdomme. En ortopæd ordner knæproblemer, en neurolog tager sig af sygdomme i nervesystemet og en mave-tarm- specialist har forstand på netop den del af organismen. Men i virkeligheden er der en nøje sammenhæng mellem sygdommene.
De mange etage-specialister har kun en begrænset viden om hinandens arbejdsområder. Og så længe der blandt specialisterne stadig er en stor skepsis over for rigtigheden af de kinesiske lægers arbejdsmetoder, vil man opleve at blive sendt fra den ene specialist til den anden, uden at nogen ser en større sammenhæng mellem kroppens symptomer. I naturopatien indgår både det vestlige og det østlige menneskesyn. Hvor kineserne oprindeligt koncentrerede sig om energien mellem organerne, kigger vesten på strukturerne og de enkelte cellers biokemi.
Naturopater kigger både på energi og struktur, for det giver et meget mere nuanceret og korrekt billede af kroppens funktioner. Alle meridianer har navn efter de organer, de er forbundet med. Men meridianerne har samtidig indflydelse på en lang række andre organer, væv og muskler. Ydermere er energibanerne forbundet med hinanden, hvilket betyder, at lidelser langs en meridian næsten altid har indflydelse på andre meridianer.
En af de mere overskuelige og enkle teorier om meridianernes indflydelse på hinanden er deres indbyrdes partnerforhold. Hvis der f.eks. er problemer i tyktarmsmeridianen, kan der også opstå problemer i lungemeridianen. Det er tydeligt at se hos børn, hvor en periode med hyppige forkølelser ofte afløses af ondt i maven eller andre gener med fordøjelsen, hvorefter der igen opstår problemer i luftvejene.
Fakta
Akupunktører er som regel medlem af en af de to store foreninger, som findes i Danmark. Her finder du de akupunktører, som ikke kun giver smertelindring ved at sætte nåle i smerteområdet, men også bruger de mange andre love som findes for akupunktur. Et problem skal ikke kun behandles lokalt, men også med nåle længst væk fra problemet. Har du hovedpine, vil der også blive sat nåle i bestemte punkter på fødderne. Mange læger er begyndt at anvende dele af akupunkturen, men sjældent den fuldstændige form, som beskrevet af kineserne.
12 meridianer
Kineserne har vidst det i tusindvis af år: alle vores organer er forbundet med 12 meridianer, som ikke kun skaber energi til de enkelte organer men også mellem organerne. Hele energisystemet er meget mere komplekst end de 12 hoved-meridianer, men det kan alligevel give en helt ny måde at anskue symptomer på.
Partnerorganer
Partnerorganer ifølge kineserne: Lunge-Tyktarm Milt–Bugspytkirtel Hjerte-Tyndtarm Nyre-Blære Kredsløb –Hormon Galdeblære–Lever Du-Ren – to hovedmeridianer, som ikke er opkaldt efter et organ.
Lunge-meridian
Relationer: Lunger, bronkier, slimhinder, hud, kropsbehåring, tyktarm, næse, bihuler, svælg, luftrør og hals; smerter fortil i skulderled, skulderblad og arme samt væskeophobninger i ansigt, nakkestivhed og søvnløshed. Nedtrykthed, fortvivlelse og sorg. Lunge-meridianen er forbundet med tyktarmsmeridianen.
Tyktarms-meridian
Relationer: Tyktarm, endetarm, bronkier, lunger, hud, slimhinder. Sygdomme i mund, tunge, tænder, næse og bihuler. Ansigtsnerve (Trigeminus neuralgi), smerter i skuldre, nakke og arme. Depressioner, stress, følelsesmæssige problemer Tyktarmsmeridianen er forbundet med lunge-meridianen. Går du til en naturopath på grund af hyppige forkølelser, vil du sikkert opdage, at behandleren er lige så optaget af din fordøjelse. Og måske vil luftvejsinfektionerne først forsvinde, når problemer i fordøjelsen er i orden. Eller omvendt.
Mave-meridian
Relationer: Mavesæk, tolvfingertarm, bindevæv, lymfesystem, milt, bugspytkirtel. Fordøjelsesforstyrrelser, hoved- og nakkesmerter. Eksem og svamp på 2. tå og i lysken. Depression, stress, jalousi, mistænksomhed, forvirring og søvnløshed. Mave-meridianen er forbundet med milt-bugspytkirtel-meridianen.
Milt-bugspytkirtel-meridian
Relationer: Milt, bugspytkirtel, mave, bindevæv, lymfesystem, tyndtarm, thymus (brisselen, en vigtig del af vores immunforsvar), lever og lunge. Blodsygdomme, akutte infektioner, forgiftninger, diarre og forstoppelse. Underlivslidelser og ufrivillig vandladning. Årebetændelse, svamp og eksem på storetåen. Depression, stress, jalousi, mistænksomhed, forvirring og søvnløshed. Stor trang til søde ting. Svampeinfektioner, trøske hos småbørn. Milt-bugspytkirtelmeridianen er forbundet med mavemeridianen. Lidelser i disse meridianer er ifølge kineserne nøje forbundet til immunforsvaret og fordøjelsen. Ved et dårligt fungerende tarmsystem opstår der nemt infektioner.
Hjertemeridian
Relationer: Hjerte, tyndtarm, blodkar, blod, tunge, mental aktivitet. Smerte i venstre arm, kan ikke ligge på venstre side, tørst og tørhed i munden, nervøs ”tudse” i halsen, blødende tandkød. Følelsesmæssige problemer, mangel på kærlighed og opmærksomhed. Hjerte-meridianen er forbundet med tyndtarms-meridianen.
Tyndtarmsmeridianen
Relationer: Tyndtarm, tolvfingertarm, hjerte, blodkar, blod, tunge. Hævelser i ansigtet, problemer i endetarmen, nedsat hørelse, ansigtsnerve (Trigeminus neuralgi). Følelsesmæssige problemer, mangel på kærlighed og opmærksomhed. Tyndtarms-meridianen er forbundet med Hjerte-meridianen. Her er en af årsagerne til, at der kan opstå “nervøst hjerte”. Hvis du drikker kaffe i større mængder, påvirkes tyndtarmen. Via forbindelsen til Hjertemeridianen opstår der let galopperende hjerte. Så selv om lægerne sjældent kan stille en diagnose hos patienter, der lider af denne form for hjertebesvær, er det ikke ensbetydende med, at det blot er psykisk, som mange patienter får at vide. Stop med kaffen, og problemet ophører, medmindre der er en medicinsk årsag, som lægen selvfølgelig skal klarlægge. Vær også opmærksom på stressrelaterede symptomer.
Blæremeridian
Relationer: Blære, urinveje, kønsorganer, knogler, binyrer, rygsøjle, ører og øjne. Bihulebetændelse, hovedpine, gigtsygdomme, hæmorider, ufrivillig vandladning. Iskias, lumbago, rygsøjle- og nakkelidelser. Eksem og svamp ved 4. og 5. tå. Angst. Blære-meridianen er forbundet med nyremeridianen.
Nyremeridian
Relationer: Nyrer, blære, urinveje, kønsorganer, knogler, ører, hovedhår, øjne, binyrer. Smerter i hjerte og led, blodtryksforstyrrelser, væskeansamlinger, blodmangel, problemer med fordøjelsen, lidelser i skjoldbruskkirtelen. Seksuelle forstyrrelser. Eksem og svamp på fodsålen og i lysken. Angst og chok. Nyremeridianen er forbundet med blæremeridianen. At disse to meridianer er forbundet med hinanden er mere logisk for os vesterlændinge end de andre meridianers forbundethed. Vær opmærksom på, at lidelser i ryg og nakke ofte skyldes blæremeridianen. Ved regulering af netop nyrer og blære vil rygproblemer muligvis forsvinde. Ophobning af affaldsstoffer i muskler og led, kan bedres betydeligt ved en god udrensning af kroppen.
Kredsløbsmeridian
Relationer: Blodkar, hjerte, brystkasse, tunge, mave, kønsorganer. Menstruations-og hovedsmerter, smerter og spændinger i sædemusklen. Seksuelle forstyrrelser. Kredsløbsmeridianen er forbundet med meridianen for hormonsystemet – endokrinum-meridianen (også kaldet trippel-varmeren).
Endokrinum-meridianen (trippelvarmeren) – meridianen for hormonsystemet
Relationer: Hormonkirtler, thymus bugspytkirtel, mave, hjerte, øjne og ører. Tindingehovedpine, allergi, træthed, væskeansamlinger, fordøjelsesforstyrrelser, tennisalbue, seneskedehindebetændelse. Depression, rastløshed. Endokrinummeridianen er forbundet med kredsløbsmeridianen.
Galdeblæremeridian
Relationer: Galdeblære, bugspytkirtel, lever, øjne, muskler, nervesystem. Øresusen, bihulebetændelse, svimmelhed, nervesygdomme. Hofte-, knæ-, lænde-, og nakkesmerter. Tarmdysbioser, migræne og tindingehovedpine. Eksem og svamp på 4. og 5. tå og i lysken. Irritation, vrede, depression, stress. Galdeblæremeridianen er forbundet med levermeridianen.
Levermeridian
Relationer: Lever, galdeblære, bugspytkirtel, muskler, nervesystem, øjne. Hoved- og rygsmerter. Migræne, kvalme, synsforstyrrelser og opkastninger. Seksuelle forstyrrelser, ansigtsnervesmerte (Trigeminus neuralgi), tarmdysbioser, svamp og eksem på 1.og 2. tå. Irritation, vrede, depression, stress. Levermeridianen er forbundet med galdeblæremeridianen. Her ses er også en logisk forbindelse mellem to meridianer, set med vestlige øjne. Lever og galdeblære arbejder nøje sammen for en god fordøjelse, så bl.a. fedt bliver nedbrudt korrekt. Indestængt vrede giver ofte problemer i netop dette organpar.
Dun-meridian
Relationer: Endetarmslidelser, problemer i rygsøjlen, immundefekter, infektioner, mentale og nervemæssige lidelser. Mundlidelser. Du-meridianen er forbundet med Ren-meridianen.
Ren-meridianen
Relationer: Urinvejslidelser, mave-tarmlidelser, hjerte-lungelidelser, talebesvær, ansigtslammelse, forøget spytsekretion. Ren-meridianen er forbundet med Du-meridianen og sammen opfattes de som to overordnede meridianer, som er med til at styre alle de andre. Måske kan du se en sammenhæng mellem dine symptomer på en helt ny måde. Der er mange overlapninger meridianerne imellem, men indimellem står det også lysende klart, hvilken eller hvilke meridianer, der er størst problemer med.
Test dine meridianer (uddrag af Sundhedshåndbogen)
I din journal tilføjer du de meridianer, som omfatter din tilstand. Måske oplever du, at du næsten kan skrive dem alle på. Det er ikke unormalt. Er der nogle få meridianer, du bedst kan identificere dig med, så vælg dem.