Nogle gange brænder min hjerne sammen

ADHD - december 2024

 

Ny bog sætter fokus på Kvinder og ADHD

“Kvinder & ADHD, 10 personlige fortællinger” indeholder portrætter af 10 vidt forskellige kvinders liv, som alle har det til fælles, at de har levet et liv med uopdaget ADHD og en hjerne på konstant overarbejde.

Af Marianne Palm

Bogen er skrevet af Marie Jensen, der fik diagnosen, da hun var over 40 år gammel, efter at have gået i årevis med andre diagnoser, udbrændthed og en hjerne, der blev ved med at brænde sammen. Efter diagnosen ønskede hun at åbne et usynligt låg ind til sin hjerne for at vise, hvad ADHD er. De usynlige udfordringer i hverdagen, som er svære at forklare, fordi man ikke kan se det på samme måde som et brækket ben. Hun opdagede, at mange kvinder var i samme situation og manglede spejling fra andre. Bogen viser, at der er mange måder at have ADHD på, og at symptomerne kan variere meget i omfang og styrke i de forskellige livsfaser. Der deles også ud af de medvirkende og forfatterens egne erfaringer og gode råd til at tackle ADHD og ADD uanset køn eller alder.

En af de 10 portrætterede kvinder i bogen er speciallægen Mette, der arbejder med at udrede patienter for ADHD på et psykiatrisk ambulatorium. Hun kender konsekvenserne af en uopdaget ADHD både som læge og patient, hvor hun til sidst kollapsede af udmattelse og blev sygemeldt.

“Udadtil havde jeg styr på mit liv, men det har haft kæmpe konsekvenser at køre så hårdt på i så mange år,” fortæller hun. Det billede genkender hun også som læge, hvor hun er medlem af en skjult gruppe på Facebook med 188 andre læger med ADHD, hvor en del af dem ikke kan være på det ordinære arbejdsmarked længere.

“Det er trist, når man ikke får hjælp til sin ADHD, for der udvikler sig typisk andre symptomer. I mit arbejde på psykiatrisk ambulatorium ser vi jo, hvordan det kan se ud som voksen, hvis du ikke har fået din diagnose. Pigerne har typisk udviklet angst og depression, og drengene har typisk udfordringer med kriminalitet og misbrug. Eller omvendt eller det hele i én stor pærevælling.”

Bogen henvender sig til private og professionelle, der ønsker indsigt gennem en litterær bearbejdning af emnet. Bogen giver også indsigt til dem, der overvejer, om de har ADHD uanset køn eller alder. Blandt de 10 kvinder er blandt andre folketingsmedlem Louise Brown, sygeplejersken Tilde, Pusle Helmuth og sangerinde Barbara Moleko. Desuden medvirker psykolog Kirsten Callesen og Trish Nymark, forperson for ADHD-foreningen. Manu Sareen har skrevet forordet.

Kvinder & ADHD, 10 personlige fortællinger, Marie Jensen, Dansk Psykologisk Forlag. Er udkommet som bog og lydbog.

TILLÆG:

Kirsten Callesen er psykolog med speciale i piger og kvinder med ADHD, og hun oplever, at pigerne er mere dagdrømmende, overanalyserende eller har svært ved at bevare fokus, fordi hyperaktiviteten foregår inde i hjernen.

– Det er ofte pigerne og kvinderne, der bliver ramt af spiseforstyrrelser, angst og depression. Alt det, der vender indad, og alt det, der giver funktionsnedsættelse. Udbrændtheden sker, fordi der sker et slid gennem mange år. Man kan godt holde til at være på i tre timer, men så kommer man hjem og er fuldstændig færdig. Det er summen af, hvor tidligt man skal lukke ned for den måde, man er på, for overhovedet at passe ind. Det kaldes maskering og starter ofte meget tidligt i ens liv.

Fakta:

ADD står for Attention Deficit Disorder – også kaldet den “stille ADHD”.

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder og påvirker hjernens evne til at regulere opmærksomhed, aktivitetsniveau og impulskontrol.

I bogen anvendes betegnelsen ADHD, men dækker også over betegnelsen ADD.

Kilde: ADHD-foreningen


Fakta:

Omkring 38.000 kvinder og piger får medicin mod ADHD, antallet er næsten tredoblet de seneste 10 år. Derudover er der de piger og kvinder, der afventer udredningen, eller dem, der har ADHD, men ikke ønsker at tage medicin. Selvom diagnosen er lige udbredt uanset køn, er det kun én pige eller kvinde, der får diagnose, hver gang der er tre mænd eller drenge.

Kilde: medstat.dk, ADHD-foreningen, Rockwool Fondens Forskningsenhed


Tankemylder, uopmærksomhed eller impulsivitet er nogle af symptomerne på ADHD, men samtidig en adfærd, som de fleste mennesker oplever en gang imellem. Derfor hjælper denne bog med nuancerede fortællinger, hvor mønsteret ved ADHD-adfærden bliver tydeligere at få øje på. Denne bog henvender sig både til dem, der har diagnosen, og dem, der overvejer, om de har ADHD. Gennem deres portrætter og livsbeskrivelser viser fortællingerne, hvordan livet med sent diagnosticeret ADHD er, og forskellen på opmærksomhed eller tankemylder, som de fleste mennesker oplever fra tid til anden, og hvordan det kommer til udtryk, når man har ADHD.

Blandt de medvirkende er en kvinde, der havde været på antidepressiv medicin i 30 år, før hendes ADHD blev opdaget. De fleste af kvinderne havde søgt selvmedicinering i form af overspisning, arbejdsnarkomani eller alkohol for at dulme deres symptomer.