PHYTOTERAPI – før og nu
Sund og rask med lægende medicinske planter
Af phytoterapeut Birgith Broberg
Brugen af lægeplanter til behandling af sygdomme og skader er uden tvivl en af verdens ældste terapiformer. Igennem alle tider og hos alle folkeslag fortæller overleveringerne, hvorledes kloge mænd og koner har benyttet sig af naturens forråd af blade, bark, frugter og rødder til fremstillingen af et naturligt apotek bestående af plantebaserede ekstrakter, tinkturer, omslag, cremer og theer. Denne omfattende empiriske viden om naturens helbredende kræfter er på ingen måde forældet og en stadigt større gruppe behandlere benytter sig i disse år af fortidig viden kombineret med nutidig forskning. De kendte medicinske planter udsættes i stadigt stigende omfang for videnskabelige analyser og aldrig tidligere har opmærksomheden på de helbredende faktorer i naturen været så omfattende som i øjeblikket. Og ikke uden grund; der er nemlig tale om tusindvis af plantearter, der indeholder aktive virksomme stoffer med opbyggende og medicinske egenskaber. I en tid, hvor befolkningen får øjnene op for de skadelige virkninger af kemi og hvor bivirkningerne af den syntetiske medicin træder tydeligere og tydeligere frem, er det derfor uden tvivl et klogt valg, at vende blikket mod den naturlige medicin.
Plantemedicinens oprindelse
Den herbalistiske videnskab kan spores tilbage til de første samfund. Overalt blandt de oprindelige folk finder man traditioner, der rummer ældgammel viden om brugen af et væld af helbredende planter. Hvordan disse tidlige mennesker har opnået deres viden, kan vi sandsynligvis få et indblik i ved at observere, hvorledes nogle af nutidens primater benytter sig af helbredende planter. Studier af aber har f.eks. vist, hvorledes de indsamler rødder og plantedele, der blandt andet rummer amøbedræbende og immun-stimulerende egenskaber. Dyrene synes at være udstyret med en stærk forståelse for, hvor hjælpen skal findes i naturen. Man må antage, at denne forståelse, er en blanding af instinkt og viden opnået på baggrund af afprøvning og lære-processer, der har bibragt dyrene en forståelse for, at selvom visse plantedele ikke smager behageligt og ikke synes at fungere godt som føde, kan de alligevel rumme gavnlige egenskaber. Som eksempel kan nævnes hvorledes en gruppe biologer, i lang tid var i vildrede over, hvorfor en flok orangutanger spiste de næringsfattige, piggede og bittert smagende blade af en lokalt voksende busk. De kunne se, hvorledes aberne brugte tid på sirligt at rulle bladene sammen, inden de slugte dem for på den måde at undgå piggene på bladenes underside, men forskerne kunne ikke forstå baggrunden for, hvorfor dyrene følte lyst og trang til at spise de uappetitlige blade.
Videnskabelige analyser af bladene kastede ikke lys over mysteriet, de afslørede nemlig ingen forekomst af virksomme stoffer i bladene. Først da en kvindelig forsker konstaterede, at abernes afføring foruden ufordøjede bladdele indeholdt flere amøber end sædvanligt, gik sammenhængen op for holdet: når bladene nåede ned i abernes mavetarmkanal, foldede de sig ud og piggene kunne nu fungere som en slags skrabende fangarme, som således trak parasitter ud med afføringen. Da menneskets udviklings- og erfaringsscyklus i høj grad minder om de nulevende primaters, kan vi således tillade os at antage, at vore egne forfædres emperiske viden om urterne, er opstået på samme vis. Det vil sige en blanding af instinkt, afprøv og lære-processer samt nedarvede og viderelærte erfaringer. Arkæologisk kan vi ligeledes stadfæste brugen af lægeplanter. Udgravninger af neanderthal menneskets bopladser ved Shanidar i Irak, har således afsløret, at disse forhistoriske mennesker, der levede for over 60.000 år siden, inddrog frø og korn i deres begravelsesritualer. De afdøde blev sendt afsted på den sidste rejse medbringende krukker indeholdende frø af planter, der havde stor betydning for stammen. Det drejede sig om f.eks. lægestokrose (Althea) og røllike (Achillea), planter som den dag i dag anvendes af phytoterapeuter verden over. Senere i historien har vi nedskrevne beretninger at holde os til og en stor del af den viden, der danner grundlag for skolingen af phytoterapeuter i dag, er hentet fra disse nedskrevne materialer.
De første urtebøger
De tidligste fundne historiske optegnelser om brug af urter til medicinsk formål, stammer fra det nordlige Kina. Arkæologer har ved hjælp af kulstof 14 metoden fastslået deres alder daterende sig til 3.000 år f.Kr. Også ægypterne benyttede sig af urter og i Ebers Papyrus, dateret til det sekstende århundrede før Kristus, angives 877 recepter, indeholdende urter som opium, myrrha, frankescense, fennikel, cassia, sennes, timian og aloa for blot at nævne nogle få. De ældgamle helbredelsesmetoder fra Kina (Traditionel Kinesisk Medicin) og Indien (Ayurveda) rummer ligeledes stor viden om brugen af urter og disse anvendes i stort omfang i deres oprindelige form den dag i dag. Af den første kendte urtebog, som siges at være skrevet af den legendariske kinesiske kejser, Shen Nung, for næsten 5000 år siden, overlevede kun en del af teksten længe nok til at blive nedskrevet af senere skribenter, men mange efterfølgende urtebøger menes at være baseret på netop denne bog. Grækerne har også haft stor indflydelse og Hippokrates (460 f.Kr.), der er kendt som lægekunstens fader, understregede i sine værker vigtigheden af kost og hygiejne samt opregnede omkring 400 enkle lægeurter i sine skrifter.
Frem mod vor tid
I den tidlige Middelalder var stort set alle, der officielt praktiserede helbredelse i Europa, tilknyttet kirken. Den medicinske behandling var baseret på urtemidler foruden magi og bønner. Et edikt udstedt af pave Innocint III i 1200-tallet bidrog dog til, at denne praksis blev ændret, ved at bestemme, at ingen gejstlig måtte praktisere medicin for egen vinding. Dette medførte, at mange af de munke, der arbejdede i klosterhaverne, frafaldt deres klosterløfter og i stedet ernærede sig ved at dyrke og sælge virksomme urter og grunden til den moderne apotekertradition blev dermed grundlagt. Da Renæssancen nåede det nordligere Europa og kirkens strenge autoritet mindskedes, begyndte lægekunsten at udvikle sig i videnskabelig retning og større og større viden om urternes farmakologiske egenskaber blev erkendt. Urtemedicinen ændrede sig fra at være baseret på tradition til at være en behandlingsform baseret på et videnskabeligt grundlag. Stadigt flere af planternes aktive principper blev indkredset, afprøvet og indarbejdet i officielle farmakopéer og en stadig dybere viden omkring urternes mangfoldige funktioner blev afsløret og grundlaget for moderne medicin blev dannet.
Den moderne medicin og den traditionelle urteterapi
Op imod 40% af de præparater, der anvendes indenfor den konventionelle medicin, er syntetiske varianter af naturlige plantebestanddele. Den traditionelle urtemedicin kan derfor unægtelig betragtes som forløberen for den moderne farmakologi og en stor del af vore dages medicin er baseret på syntetiske fremstillinger af kendte virksomme stoffer, der naturligt indeholdes i lægeplanter. Som eksempel kan nævnes den udbredt ordinerede gigtmedicin, der er udsprunget af noget så almindeligt som piletræet. I sommeren 1758 fik præsten Edward Stone fra Norton i Oxfordshire, England, som flere gange tidligere et anfald af feber og gigtsmerter. Tilfældigvis tyggede han på en kvist fra et piletræ (salix alba), og til sin store overraskelse, oplevede han, at det lindrede hans feber og kulderystelser. Stone udviklede derfor en metode til at tørre og pulverisere barken og eksperimenterede med at finde den bedste dosi
s. År senere opdagede to italienske forskere barkens aktive stof – salicin – og tre år senere lykkedes det en fransk kemiker at isolere dette stof i ren form. Først i 1971 lykkedes det engelske forskere at spore sig ind på, hvordan acetylsalicylsyre virker i kroppen.
Vi ved nu, at salicylsyre i hvid pil kan blokere for udviklingen af prostaglandiner fra arachidonsyre, så en inflammation i gigtplagede led kan reduceres. Den erfaring den gode læge tilfældigt tyggede sig frem til i 1758, blev altså århundreder senere til et videnskabeligt faktum. Acetylsalicylsyre henregnes i dag til de lægemidler, som kaldes non-steoride betændelseshæmmende midler, og er at finde blandt de mest solgte midler på markedet. To andre præparater med rødder i urtehaven er digoxin og digitoxin, som stammer fra digitalis-planten. Disse stoffer anvendes som standard til hjertestimulation i den kontroversielle medicin i dag. Faktisk var opdagelsen af de to aktive indholdsstoffer medvirkende til et afgørende brud mellem urtemedicinen og den ortodokse medicin. Den engelske læge William Withering lærte om plantens positive indvirkning på vattersot igennem urtemedicinerne. Doktor Withering forskede videre i denne sagen og nåede frem til, at det faktisk var hjertet de virksomme stoffer i planten stimulerede og at hjertet derefter stimulerede nyrerne til at udskille væsken. Dog var det sådan, at stofferne indgivet i naturlig form, igennem indtag af digitalisplanten, var overordentligt svære at dosere, og virkningerne af overdoseringen var ofte ganske alvorlige for patienterne og kunne have endog dødelig udgang. Withering fandt igennem sit arbejde frem til de nøjagtige, ønskede doseringer af stofferne og dette førte i sidste instans frem til renfremstillingen af stofferne og med det var grundlaget lagt for den industrielle fremstilling af stoffer i syntetisk form.
Hvorfor er den naturlige urtemedicin da at foretrække frem for syntetisk medicin?
Når nu det hele alligevel stammer fra naturen dybest set, hvorfor kan vi så ikke bare holde os til de syntetiske mediciner i deres nøje afmålte doser og letindtagelige tabletform? Primært, må svaret være, fordi den syntetiske medicin til forskel fra urterne er kropsfremmed. Vi må ikke glemme, at den menneskelige krop har haft tusinder af år til at justere organismen i forhold til naturen, men blot nogle få generationer til at forholde sig til et væld af kunstigt fremstillede syntetiske stoffer, heriblandt den kemiske medicin. Vi ser derfor ofte stærke bivirkninger ved den ordinerede syntetiske medicin, der i sin rendyrkede form er langt fra dens naturlige rødder. Hvor ortodokse læger argumenterer, at ekstrakter gør doseringen mere præcis, argumenterer phytoterapeuter modsat at rendyrkning blot vil føre til en lang række bivirkninger, som ikke ville optræde, hvis naturen blev respekteret. Vi ser da også, hvorledes værdien af den traditionelle brug af hele planten bekræftes fra stadigt flere fronter.
En af de væsentligste faktorer i denne sammenhæng, er den synergistiske virkning, hvorom vi endnu ved utroligt lidt. At flere planter i sig selv rummer hele behandlingssystemer er kendt blandt de, der arbejder med urter. Som eksempel kan nævnes anvendelsen af syntetiske, vanddrivende midler i forhold til anvendelse af mælkebøttens blade (Taraxacum officinalis folia) som vanddrivende middel. I forbindelse med indgivelse af det syntetiske middel ses en betydelig reduktion af blodets indhold af det livsvigtige mineral kalium, hvorfor man må udligne bivirkningen med indgivelse af kalium i tilskudsform. Ved anvendelse af mælkebøtten ser vi derimod, at plantens naturlige indhold af store mængder kalium, holder kroppen i balance. Og dette er blot ét eksempel på, hvorledes naturen er fuldendt og afstemt i sig selv og hvorledes den enkelte plante indeholder en afbalanceret sammensætning af virksomme stoffer, der samlet giver den helbredende virkning.
Personligt er jeg ikke i tvivl om, at både de kendte aktive stoffer i planterne, såvel som de stoffer, vi endnu ikke er bekendt med effekten af, komplementerer hinanden. Naturen er kompleks og alt er på forunderlig vis forbundet og det er netop i denne forbundethed, at vi finder en grundlæggende årsag til, at kemiske stoffer i planter har en så gavnlig og omfattende virkning på den menneskelige organisme: alle levende organismer er sammensat af grupper af indbyrdes beslægtede organiske forbindelser. Med andre ord er mennesker og planter i den sidste ende af samme biologiske oprindelse, og da nogle af de helt grundlæggende elementer i menneskelige celler har mange egenskaber fælles med planternes, er det en mulig forklaring på, hvorfor virksomme stoffer i planter har en effekt i menneskekroppen. Det er fascinerende, hvorledes et plantestof, når det anvendes på mennesker, efterligner sit normale reaktionsmønster i moderplanten. Som eksempel kan nævnes planter, der har et højt udviklet værn mod angreb af bakterier og svampe, hvor disse beskyttende effekter kan overføres til den menneskelige organisme. Et andet eksempel er svulsthæmmende stoffer i planter, der har en tilsvarende væksthæmmende effekt på svulster i menneskekroppen. Og sidst men ikke mindst kan stoffer med hormonelle effekter i moderplanten ligeledes udvise en hormonel effekt i menneskekroppen. De tidligere nævnte videnskabelige undersøgelser, vi ser gennemført på traditionelle lægeplanter, fastslår da også, at urternes helbredende virkninger ikke blot skyldes overtro, magi eller placebo-effekter, men i stedet er baseret på planternes komplekse aktive indholdsstoffer.
Fremtidens kloge mænd og koner
Vi har som alternative, holistiske behandlere således al mulig grund til at benytte os af de fordele, der opstået igennem årtusinders samliv med naturen. De lægende urter kan både forebygge, lindre og helbrede. Jeg anvender selv plantemedicin som en væsentlig del af min daglige behandlingspraksis og urteblandinger indgår som regel, som en del af det behandlingsprogram, jeg opstiller til mine klienter. Urterne, der anvendes, er i flydende form og jeg har mulighed for at vælge imellem godt og vel 100 forskellige planteekstrakter. Disse sammensættes til individuelle medicinske blandinger, oftest bestående af 6-8 forskellige ekstrakter. Dette betyder, at klienterne kan tilbydes en personlig, naturlig og bivirkningsfri medicin, der er valgt ud fra den enkeltes behov og aktuelle helbredsstatus. Jeg oplever da også dagligt, hvorledes de stærke urteblandinger fremskynder kroppens regenerationsprocesser væsentligt og erfaringerne viser tydeligt, at lægeplanterne både har gavnlig effekt i forhold til lette og akutte ubalancer og i forhold til dybtliggende og kroniske sygdomme og netop i forhold til de kroniske sygdomme, modtages den naturlige medicin ofte som et meget kærkomment alternativ til et langt liv med kemisk medicin. I den forbindelse kan man jo håbe på, at fremtiden vil byde på et samarbejde imellem den ortodokse medicin og den traditionelle plantemedicin.
Kombinationen af traditionel naturlig medicin, med dens holistiske syn på sundhed og sygdom og det bedste fra den lægevidenskabelige verden, kunne således danne grundlag for en fremtid, hvor vi arbejder med det “Hele Menneske” og dermed bringer os i stand til at opnå maksimale resultater. Ved akutte, livstruende sygdomme som f.eks. infektionssygdomme kan livet reddes med stærk kemisk medicin, hvorefter plantemedicinen, med sine brede virkeområder, sættes ind til genopbygning og reetablering af et sundt og stærkt helbredsfundament. Og hvor sygdom skyldes overbelastning af kroppens selvregulerende processer, kan kroppen aflastes og genopbygningen stimuleres alene ved hjælp af gode bivirkningsfri plantemediciner. Alt tyder da også på, at vi i de kommende år vil mærke en hastigt stigende efterspørgsel efter veluddannede urteterapeuter herhjemme. Terapeuter, der er i stand til at kombinere moderne videnskabelige undersøgelser omkring kvalitet, sikkerhed og effektivitet med den traditionelle viden om brugen af urter. Grundigt uddannede phytoterapeuter med kendskab til den menneskelige krops fysiologi, anatomi og patologi, til planternes farmakologi og phytokemiske virkninger. Urterne er, og har altid været en væsentlig del af vores kulturelle og medicinske arv og i mit sind hersker der ikke megen tvivl om, at mange flere i fremtiden vil vælge behandlingsformer, der er i stand til at integrere gammel viden og ny kundskab om verdens ældste medicin fra naturens skatkammer.
