Problemkemi i pizzabakken

 

 

Vidste du, at når man tester fødevareemballage af pap og papir, så finder man en liflig cocktail af hormonforstyrrende stoffer? Der er nemlig ingen specifik regulering i EU af papir- og papemballage til fødevarer. Læs med, og bliv klogere på kemi i pizzabakken, konservesdåsen og muffinsformene.

 

Af Rose Maimonide, rosemaimonide.com
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – april/maj 2018

 

 

Fødevareemballage er dårligt reguleret

Vi bør have meget mere fokus på fødevareemballage, da det kan være en vigtig kilde til menneskers eksponering for hormonforstyrrende stoffer.

Brugen af fødevareemballage er meget udbredt. Men vi ved forbavsende lidt om de over 2.000 kemikalier, der bruges. Vi ved, at når emballagen er i tæt kontakt med maden, kan kemikalierne vandre. Men det kan også ske uden direkte kontakt.

Plastikemballage er i EU reguleret til en vis grad. De toksikologiske test af fødevareemballage har mest fokus på kræft. Der er ingen regulering i EU omkring test for hormonforstyrrende effekter fra plastemballage.

For papir- og papemballage til fødevarer er der ingen specifik regulering i EU! Der er kun ét krav, nemlig at producenten skal sørge for, at emballagen ikke skal forårsage skadelige effekter i mennesker. Men … hvordan gør man det?

 

Bisphenoler i dåsen

Bisphenoler bruges fx til coating på indersiden af konservesdåser. Når der står ”Uden BPA” på et produkt, er det ofte blot erstattet med andre bisphenoler (B, E, F og S) eller stoffet conylphenol (CP).

Alle bisphenoler har hormonforstyrrende effekt og formentlig samme toksikologiske profil. Det viser laboratoriestudier. Men det kræver dyreforsøg at få dem klassificeret som hormonforstyrrende. Laboratorie- og dyreforsøg viser sig dog næsten altid at være ”early warnings”, som senere viser sig også at gælde for mennesker.

 

Fluorstoffer i pap og papir

En gruppe på 2-300 fluorkemikalier, som vi for nemheds skyld kalder PAPs, anvendes meget i fødevareemballage, især pap og papir til coating. De nedbrydes til stoffer, som er er meget svært nedbrydelige i miljø og mennesker. PAPs er i stand til at vandre over i fødevarerne, fx i muffinsforme.

Vi har ufattelig lidt viden om disse stoffer. Man ved, at de påvirker kønshormonsyntesen. Det gælder også de kortkædede. Der mangler viden om fluorstoffer med kortere kædelængde. Mange producenter kalder dem ”ufarlige”, men det er udokumenteret og formentlig forkert.

 

Nyt studie – lidt af en gyser

Et nyt studie fra 2017 havde fokus på BPA-erstatninger og fluorerede kemikalier i fødevareemballage. Man undersøgte et udvalg af fødevareemballager af papir og pap og fandt hormonforstyrrende aktivitet i samtlige af de testede emballager!

Fx havde en pizzaboks af genbrugspap østrogen effekt, dvs. påvirkning af de kvindelige kønshormoner.

I en sandwichwrapper var der to syrer, som findes i harpiks. De har antiandrogen effekt, dvs. de hæmmer de mandlige kønshormoner og kan påvirke sædkvaliteten (i hvert fald i dyreforsøg). Disse syrer kan vandre over i fødevaren.

Et par af emballagerne indeholdt sågar genotoksiske stoffer, dvs. stoffer, der kan skade cellernes arveanlæg.
Studiet understreger, at der i høj grad er brug for mere viden og bedre regulering, når det gælder stoffer, som anvendes i fødevareemballage.

 

Om Rose Maimonide

Rose Maimonide hjælper børnefamilier med at have nemt ved at leve sundt og grønt i en travl hverdag. I Roses onlineunivers, Grøn Stue, får du genveje, personlig rådgivning og varmt fællesskab omkring alt inden for din bæredygtige hverdag. Se mere på rosemaimonide.com.