Sådan kan kemikalier forvirre en sædcelle

 

 

I dag har hvert femte danske par brug for fertilitetsbehandling. Hver tredje af disse par kan ikke få en forklaring på, hvorfor de ikke opnår graviditet. Et nyt studie giver måske en del af forklaringen. Det handler om kemikalier.

 

Af Rose Maimonide, rosemaimonide.com
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – april/maj 2019

 


Mød sædcellens sensor
Det er egentlig lidt af et mirakel, at der overhovedet fødes mennesker. For kun én ud af en million sædceller når frem til æggelederen. De få sædceller skal så finde ægcellen i æggelederne. Den fylder en milliardtedel af æggelederen! Og for nu at gøre det endnu mere tricky, så ligner slimhindefolderne i æggelederen mest af alt den knudrede overflade på grønkål. Så hvordan kan det være, at nogen overhovedet bliver gravide …?

Hemmeligheden er hormoner. Ægcellen udsender hormonet progesteron i høje doser lige omkring ægløsning. Sædcellen har en sensor, som opfanger signalet. (Nørdeinfo: Det er et protein, der hedder CatSper – det findes kun i sædcellens hale). Progesteron påvirker simpelthen sædcellens retning ved at øge mængden af calcium i sædcellen.

 

Kemikalier driller sensoren
Problemet er, at kemikalier kan forvirre sædcellens sensor. Det viser et nyt dansk laboratorieforsøg. I studiet undersøgte man, hvordan kemikalier påvirker sædcellens evne til at befrugte ægget. Man testede over 100 kemikalier. Over en tredjedel af dem havde samme effekt som progesteron.

Studiet viste også, at kemikalier i små mængder kan have en effekt. Der er målt niveauer i mennesker, som ligger over de doser, som i forsøget viste effekt. Det gælder fx UV-filtrene 4-MBC og BP-3, som er tilladt i EU i solcremer. Men vi udsættes for UV-filtre fra meget andet end solcreme; fx fra møbler og tøj.

 

Vidste du … at mindre end 1 ud af 4 danske mænd har såkaldt god sædkvalitet? – Hvor man altså ikke forventer problemer med at kunne gøre en partner gravid.

 

Kemikalier rotter sig sammen
Studiet viste også, at kemikalier samarbejder om at påvirke sædceller. Så det giver ikke mening at teste stofferne individuelt. I studiet testede man ti forskellige kemikalier enkeltvis i en dosis, hvor der ikke sker noget. Sammenblandet i samme doser giver de til gengæld effekt. Den samlede effekt er større end de enkelte dele. De forstærker altså hinandens effekt. Det gør det svært at definere grænseværdier for denne type kemiske stoffer. Studiet viser, at man kraftigt undervurderer stoffernes effekt.
Endelig viste studiet, at kemikalier konkurrerer med det naturlige hormon progesteron. Det gør, at det bliver sværere for sædcellen at finde og befrugte ægget.

 

Hvad betyder det i praksis?
Studiet blev jo lavet i et laboratorium. Så det fortæller ikke, hvordan kemikalierne opfører sig i praksis i et menneske. Men det kan ikke forsvares etisk at teste på mennesker.
Det kan desværre ikke bare testes på mus og rotter, for de responderer ikke som mennesker.

Mennesker i den vestlige verden eksponeres for over 5.000 forskellige kemikalier. Vi har hundredevis af kemiske stoffer i kroppen. Studiet viser, at det måske kan være en medvirkende årsag til stigningen i fertilitetsproblemer.

 

Bliv gammel med god sæd
Sædkvaliteten hos danske mænd har været stabil, men lav, gennem de sidste 20 år. En mands sædkvalitet ”sladrer” om hans fremtidige helbred. Og det er ikke godt nyt. Der er sammenhæng mellem lav sædkvalitet og øget sygelighed og hospitalisering. Der er faktisk en forskel på hele seks år i levealder på mænd med lav og høj sædkvalitet! Den lave sædkvalitet er ikke årsag til det dårlige helbred. Lav sædkvalitet er derimod en markør for øget dødelighed. Hvad forklarer denne sammenhæng mellem sædkvalitet og helbred. Sker det i fostertilværelsen? Handler det om livsstil? Er det genetisk betinget? Det ved vi ikke så meget om. Men det er sund fornuft at begrænse eksponeringen for kemikalier med uønskede effekter. Både via lovgivning og via bevidst adfærd som forbruger.

 

Om Rose Maimonide
Rose Maimonide hjælper børnefamilier med, at det bliver nemt at leve sundt og grønt i en travl hverdag. I Roses onlineunivers Grøn Stue får du guides, genveje, personlig rådgivning og varmt fællesskab. Få gratis guides på rosemaimonide.com.

 

3 thoughts on “Sådan kan kemikalier forvirre en sædcelle

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *