Selen og Q10 gavner ældres helbred på en række fronter

Ældre kvinde kosttilskud

 

 

Endnu en undersøgelse peger på kombinationen af selen og coenzym Q10 som en uhyre effektiv måde at holde alderdommen i skak på.

Af Bjørn Falck Madsen

Det er lidt som et eventyr, der aldrig slutter. Allerede i 2013 trak den store skandinaviske undersøgelse KiSel-10 overskrifter i medier over hele verden. Et hold svenske og norske forskere havde påvist, at hvis ældre personer i fire år tog en daglig kombination af 200 mikrogram selen (SelenoPrecise) og 200 mg af det vitaminbeslægtede stof coenzym Q10 (Bio-Qinon Q10), havde de en 54 procent lavere risiko for at dø af en hjerte-kar-sygdom. Forskerne havde som led i den fireårige undersøgelse taget blodprøver fra de i alt 443 mænd og kvinder i alderen 70-88 år og frosset dem ned.

Mindre inflammation i kroppen

Disse blodprøver har forskerne efterfølgende analyseret for at finde endnu flere konkrete beviser på, at selen og Q10 er en effektiv duo. Resultatet har været intet mindre end imponerende. Forskerteamet har kigget efter såkaldte biomarkører i blodet, som er en slags pejlemærker, der følger i kølvandet på forskellige biologiske processer. Inflammation er et godt eksempel. Når graden af inflammation i kroppen stiger, stiger blodets indhold af CRP (C-reaktivt protein) ligeledes. Inflammation hos ældre er et almindeligt fænomen. Man taler om såkaldt ”inflammaging”, som er en aldersbetinget og kronisk lav grad af inflammation i kroppen, som er skadelig. Hos de ældre, der tog selen og coenzym Q10, skete imidlertid præcis det modsatte. Deres CRP-niveau dalede i forhold til dem, der fik snydepiller. De havde med andre ord mindre inflammation.

Bevist for 25. gang

Der var kommet 24 individuelle opfølgningsundersøgelser i kølvandet på KiSel-10-undersøgelsen, og nu er undersøgelse nummer 25 fulgt efter. Det vil sige, at forskerne har påvist en positiv virkning af selen og coenzym Q10 i sammenlagt 25 undersøgelser, der alle fulgte efter den oprindelige KiSel-undersøgelse. Den nyeste undersøgelse, som er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Free Radical Biology and Medicine, viser, at hos de forsøgspersoner, som havde taget selen og coenzym Q10, var indholdet af selenoprotein P (en af cirka 30 selenafhængige enzymer) signifikant højere end hos deltagerne i placebogruppen. Højt selenoprotein P-niveau er forbundet med mindre inflammation, langsommere biologisk ældning og højere livskvalitet.

Kilde:

“Selenoprotein P increases upon selenium and coenzyme Q10 supplementation and is associated with telomere length, quality of life and reduced inflammation and mortality”

Free Radical Biology and Medicine, Volume 222, September 2024, side 403-413

 

Hvorfor har selen og Q10 så afgørende betydning?

Selen og coenzym Q10 har det tilfælles, at begge er stoffer, som vi mennesker er afhængige af for at kunne overleve. Selen indgår i 25-30 forskellige selenoproteiner, som er med til at regulere en række forskellige kropsfunktioner lige fra stofskifte og immunforsvar til cellebeskyttelse og forplantning. Coenzym Q10 er et vitaminbeslægtet stof, som kroppen selv kan danne (det findes også i begrænsede mængder i visse fødevarer), og som er med til at drive cellernes energifabrikker, de såkaldte mitokondrier. Fælles for selen og coenzym Q10 er, at efterhånden som vi bliver ældre, daler indholdet af begge stoffer i blodet. Forskning viser, at når man tager et tilskud af selen og coenzym Q10, kan det støtte kroppens funktioner på en række områder. For eksempel stiger energiomsætningen i cellerne, hvilket har gavnlig effekt på blandt andet hjertemusklen. Samtidig mindsker det inflammation og en række af de aldersrelaterede processer, som svækker kroppen.