Af Ansofi Amalieh Larsen
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – juni/juli 2015
Byd solens stråler velkommen
Tiden er kommet, hvor solen står op før de fleste – og går ned, efter de fleste af os er rejst til drømmeland. Det bringer lyse sommernætter med grill, vin og venner og ikke mindst mange timer i solen, hvor det ikke er nødvendigt med hverken lange bukseben eller ærmer. Og selvom langt de fleste af os er klar over vigtigheden i at anvende solbeskyttelse, er der mere, du kan gøre for at gardere din hud mod solens stråler og for at få huden til at se sund og smuk ud.
Tørbørstning
Et par minutters tørbørstning før du går i bad øger blodcirkulationen og stimulerer lymfesystemet, der fjerner affalds– og giftstoffer fra collagenvævet. Derudover fjernes døde hudceller, og cellefornyelsen øges. Tørbørstning skaber glød, får din hud til at se friskere ud og er et værktøj i kampen mod cellulitis (appelsinhud) – Så grib badebørsten eller på med hampehandsken!
Gør noget godt for dit kredsløb
Børst fra fødderne og op mod hjertet på den tørre hud.
Olier, der virker
Mange kæmper med tør hud og kan have stor glæde af at tage olier i kapselform. Det kan fx være fiskeolie, som har en effekt indefra og ud, hvis du tager det anbefalede antal kapsler hver dag som kosttilskud. Derudover kan du som en ekstra treat prikke hul på en E-vitamin-kapsel og smøre indholdet i ansigtet, før du skal sove.
Antioxidanter
Du har sikkert hørt ordet en million gange, og det er muligvis fordi, det virker. Antioxidanter er et våben, der beskytter huden mod ældning, når vi udsætter os selv for sollys, stress, tobak og meget mere. Det er A-, C-, E-vitamin og flavonoider, som er plantefarvestoffer, der er de vigtigste og mest effektive af slagsen. Du kan få vitaminerne igennem kosttilskud, men også gennem fødevarer, ligesom flavonoiderne findes i frugter og grøntsager. Pres eksempelvis din egen juice, eller blend en smoothie, og få et boost af antioxidanter!
Antioxidant-Boost-Juice:
(Ca. 2 glas) Et par håndfulde friske spinatblade (flavonoider og A-, B-, C-, E- og K-vitaminer)
Fire gulerødder (betacaroten og A-vitamin)
1 mango (A- og C-vitamin)
Antioxidant-Boost-Smoothie:
(Ca. 2 glas)
1-2 avokado (betacaroten, C- og E-vitamin)
Ca. 2 dl jordbær – måske frosne (C- og A-vitamin)
Ca. 2 dl appelsinjuice, der ikke er fremstillet fra koncentrat (C-vitamin)