Sød, smuk og sund

 

 

Græskar har en helt speciel sødme, der fremhæves ved tilberedning, men der er stor forskel på de forskellige græskarsorter.

Mest smagfulde er mindre græskar som hokkaido og butternut squash. Hokkaido smager af mere end butternut, og dem med grøn skal (der er orange indeni) er ofte sødere i smagen end de orange.

 

Af Lisbeth Tordendahl
Opskriften blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – efterår 2014

 

 

Velsmagende, farverige græskarsupper i alle afskygninger er perfekte til kolde aftener. Med splitlinser i bliver suppen mere protein- og fiberrig og derfor mere mættende. Græskar er også god at purere, når den er kogt eller bagt. Lav ren græskarpuré eller brug den som del af kartoffel- eller rodfrugtmos. Smag til med krydderurter eller kanel, ingefær, hvidløg, karry, garam masala, gurkemeje og chili. Græskar er god også i var-me salater, i hummus og i morgengrøden.

 

Inviter græskar ind i dit søde køkken fx med disse lækre tærter fra bogen DET SØDE – sundhed & nydelse.

 

Græskar er gode at bage i ovnen, hvor smagen fortættes. Skrællen kan også spises, skær blot knudrede og grimme områder af.

 

Græskar indeholder flere forskellige vitaminer og mineraler og er særlig rig på de antioxidante carotenoider.

 

 

GRÆSKARTÆRTE

Bund:

100 g mandler

40 g havregryn

50 g fuldkornsrismel eller sigtet speltmel

1 tsk stødt kanel

35 g smør (evt. kokosolie)

3/4 dl vand

 

Fyld:

Hokkaidogræskar, gerne grønt, ca. 800 g renset vægt

1½ dl æblemost/juice 

Salt

2 spsk. agar-agar flager

½ tsk vaniljepulver

½ tsk stødt kanel 

½ tsk fintrevet muskatnød

1/8 tsk stødt nellike

3 spsk. æblesirup/koncentrat (evt. ahornsirup)

Evt. appelsinskal

 

Pynt:

Valnødder

 

Sådan gør du:

Mal mandler og havreflager til fint mel i en elektrisk kværn. Bland det med mel og kanel og en knivspids salt, hvis du bruger olie.

Lun vand og smør/olie, og rør det sammen. Hæld det i melblandingen, og saml dejen. Lad den hvile tildækket en time.

Rens græskar, skær skallen af og skær resten i ½ cm tykke skiver – og læg dem i et ildfast fad. Læg et stykke bagepapir over, så de ikke bliver brune, og sæt dem ind i ovnen ved 180°.

Bag ca. 30 minutter. De kan bages samtidig med bundene. Fordel dejen i 6 smurte 10 cm-tærteforme med løs bund eller i en stor form. Prik huller med en gaffel. Bag ca. 25 minutter.

Du skal bruge 600 g bagt græskar til tærterne. Æblejuice koges sammen med æblesirup, agar-agar flager og vanilje. Pisk let, så flagerne opløses.

Blend det (med stavblender) sammen med græskar, en knivspids salt, kanel, muskat og nellike. Smag evt. til med lidt fintrevet appelsinskal. Fordel græskarcremen i tærterne, når bundene er afkølet. Pynt med hakkede valnødder, og sæt tærterne på køl mindst en time.

Tærterne er bedst på dagen, hvor bunden er sprød.