Sommerlig kartoffelsalat

 

 

 

Snyd ikke dig selv for sæsonens nyopgravede kartofler. Kartofler har gennem det meste af et årti været i skammekrogen indenfor visse kostretninger, men du behøver ikke at styre nervøst uden om de små danske knolde. Tværtimod. De smager nemlig ganske fantastisk og bare rolig: Sundheden er også i top. Især når du køler dine kartofler ned, inden du spiser dem, er der nyttige sager at hente i de små knolde.

 

Af Nanna Stiegel, ernæringsterapeut (DET)
Opskriften blev bragt i magasinet sund-forskning – juni/juli 2019

 

 

Det skal du bruge til ca. 4 personer:

  • 650 g nye små kartofler
  • 200 g friske ærter (uden bælg)
  • Et bundt frisk dild
  • Et bundt frisk purløg

 

Dressing:

  • 2 spsk. citronsaft
  • 4 spsk. koldpresset olivenolie
  • 1 tsk. dijonsennep
  • evt. 1 tsk. honning (kan udelades)
  • Salt & peber

 

Sådan gør du:
Skrub kartoflerne fri for eventuel jord. Kog kartoflerne møre med skræl på i letsaltet vand. Afkøl kartoflerne helt. Når de er helt kolde, skal skrællen pilles af, og kartoflerne skæres i små stykker.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så tag ærterne ud af bælgen. Du skal bruge cirka 200 g friske ærter uden bælg. Alternativt kan du bruge frosne ærter.

Bland dressingen og smag den til. Bland nu kartofler og ærter med dressingen.

Hak dild, og klip purløg over salaten. Server for eksempel salaten som tilbehør til sommerens grillaftener.

 

 

Nyd nu den lille knold, gerne kold

Når kogte kartofler afkøles, omdannes en betragtelig del af stivelsen i kartoflen til såkaldt resistent stivelse. Det er gode nyheder både for dit blodsukker og for dine tarme. Den resistente stivelse fungerer nemlig i kroppen som fibre. Det betyder, at dit blodsukker kommer mindre på (over)arbejde, OG at dine tarme bliver fodret med nyttige fibre, der nærer dine tarmbakterier.