Det kan være vigtigt som behandler, lærer, pædagog, pårørende eller som veninde og ven at kende til, hvordan man i sundhedssystemet ser spiseforstyrrelserne, når de er opgjort i de nationale og internationale diagnosesystemer.
Af klinisk diætist, Trine Røn
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – april/maj 2015
Diagnosesystemerne
Internationalt findes to dominerende diagnosesystemer: I Europa benyttes primært WHO’s International Classification of Diseases (ICD) og i USA har American Psychiatric Association udarbejdet Diagnostic and Statistical Manual of Men-tal Disorders (DSM). I modsætning til DSM indeholder ICD-manualen samtlige officielt godkendte somatiske og psykiatriske lidelser, mens DSM udelukkende inkluderer de psykiatriske. I psykiatrisk forskningsregi, både herhjemme og internationalt, bruges DSM-kriterierne oftest.
Som diagnostisk manual revideres ICD og DSM løbende; i dag opereres med ICD-10, der senest blev revideret i 1992 og DSM-5, der blev revideret i 2013. I 2017 forventes ICD-11 at udkomme.
Spiseforstyrrelser generelt
Ætiologi:
Årsagerne til spiseforstyrrelser er mange og lader til at være et komplekst sammenspil mellem kulturelle, disponerende, udløsende og fastholdende faktorer.
Særligt siden 1970’erne er der sket store ændringer i unges identitetsdannelse, hvilket bl.a. kan tilskrives en øget individualisme og kropsfokusering i samfundet samt ændrede kønsroller og familiemønstre. De mere udviskede normer for adfærd har imidlertid kompliceret identitetsudviklingen hos særligt unge kvinder, hvor disciplinering af kroppen er blevet et udtryk for identitet. Den fysiske fremtoning kan derved blive en konkret måde at forholde sig til sig selv og andre i et mere individualiseret samfund med tiltagende uklare normer og regler.
Af de disponerende faktorer for udvikling af sygdommen kan nævnes genetisk disposition; karaktertræk som fx perfektionisme og ’alt-eller-intet-mentalitet’; belastende familieforhold som fx alkoholmisbrug, sygdom og omsorgssvigt; kropsfokusering og slankepres fra omgivelserne mv.
De udløsende faktorer kan fx være traumer; følelse af svigt fra nære relationer; mobning; præstationskrav; ændringer i livssituation, fx skoleskift, skilsmisse i familien eller flytning.
Af fastholdende faktorer kan nævnes sygdomssymptomernes affektregulerede funktion, fx oplevelsen af kontrol og den angstdæmpende virkning; omgivelsernes reaktion på sygdommen; de fysiologiske symptomer som fejl- og underernæring, der kan medføre forringet kognition, søvnforstyrrelser, apati mv.
Symptomer:
Spiseforstyrrelser er forskellige fra person til person, men flere symptomer er gennemgående og kan ses på tværs af diagnoserne.
Restriktiv spiseadfærd ses hos langt de fleste med spiseforstyrrelser. Regler tilknyttet spisningen kan fx komme til udtryk ved forbudte madvarer, lange fasteperioder samt meget små og/eller ensidige måltider.
Overspisning er også et hyppigt forekommende symptom og ses i forskellige former. Ualmindeligt store mængder mad, der indtages på kort tid, kaldes en objektiv overspisning. Et almindeligt madindtag, der af nogle opfattes som en over-spisning, kaldes en subjektiv overspisning.
Det kan være svært at afgøre, hvornår en spiseepisode er en decideret klinisk og såkaldt bulimisk overspisning, da der også hos raske findes en ganske stor gråzone bestående af trøstespisning og hyppig snacking. Typisk følger følelsen af voldsom afsky og kontroltab i kølvandet på en bulimisk overspisning, hvilket kan synes paradokst, når årsagen til over-spisningen ofte har affektregulerende karakter og på den måde bruges som en slags trykventil for ukontrollerbare følelser.
Kompensatorisk adfærd i en eller anden form, fx misbrug af afføringsmidler, appetithæmmende midler og/eller vanddrivende medicin, finder sted hos langt de fleste, der lider af en spiseforstyrrelse. Den kompensatoriske adfærd virker ofte affektregulerende på negative tanker og har derudover til hensigt at minimere kalorieoptaget.
Følelsen af kontrol og kontroltab samt karaktertræk som perfektionisme og alt-eller-intet-mentalitet er ikke deciderede diagnostiske kriterier for en spiseforstyrrelse, heller ej særegne for sygdommen; ikke desto mindre optræder førnævnte følelser og karaktertræk som hyppige temaer hos mange med sygdommen.
Diagnosekriterier for anoreksi jf. ICD-10
Undervægt:
Vægten er ≤ 15 % af forventet normalvægt, alternativt BMI ≤ 17,5 for voksne. Vægttabet er selvvalgt og vedligeholdes ved at indtage mindre energi end nødvendigt. Opkastning, misbrug af slankende/afførende/vanddrivende midler og/eller overdreven motion ses hyppigt som et led i vægttabsregimet.
Forvrænget kropsbillede:
Der ses en sygelig frygt for at veje for meget, og frygten bliver en urealistisk og påtrængende idé, der tvinger den anoreksiramte til at holde en unaturlig lav vægt.
Hormonelle forstyrrelser:
Hos kvinder ses manglende menstruation, og hos mænd manglende seksuel interesse og potens. Ved tidlig sygdoms-debut forsinkes puberteten, og hos piger ses manglende brystudvikling, og første menstruation udebliver. Hos drenge forbliver genitalier underudviklede. Ved helbredelse afsluttes puberteten ofte normalt hos begge køn, men hos pigerne
kommer første menstruation forsinket.
Diagnosekriterier for bulimi jf. ICD-10
Overspisninger:
Den bulimiramte har en sygelig optagethed af at spise, og når trangen bliver for stor, resulterer det i overspisninger, hvor unaturligt store mængder mad spises på kort tid. Overspisningerne skal ske mindst to gange ugentlig i løbet af en tre måneders periode iht. at klassificeres som bulimiske.
Kompenserende adfærd:
Opkastninger, misbrug af slankende/afførende/vanddrivende midler og/eller overdreven motion forekommer hyppigt for at undgå vægtøgning.
Forvrænget kropsbillede:
Ophavet til symptomerne er en sygelig frygt for at veje for meget, og den bulimiramte påtvinger sig selv en skarpt defineret vægttærskel langt under den normale. Ofte ses en forhistorie med anoreksi; hvis ikke decideret klinisk, da mere skjult som moderat vægttab.
Diagnosekriterier for tvangsoverspisning (BED) jf. DSM-5
Da BED endnu ikke er en anerkendt selvstændig diagnose i den europæiske ICD-10, refereres her i stedet til de diagnostiske kriterier fra den amerikanske DSM-5:
Overspisningsepisoder:
Der spises en ualmindelig stor mængde mad over en kortere tidsperiode, og overspisningen er forbundet med kontroltab. Episoderne er forbundet med mindst tre af følgende karakteristika:
1) at der spises hurtigt.
2) at der spises til en ubehagelig følelse af mæthed.
3) at der spises store mængder mad uden fysiologisk sult.
4) at der spises alene pga. skamfuldhed.
5) at der opstår en følelse af væmmelse eller skyld efter overspisningerne.
Overspisningerne er generelt forbundet med fysisk og psykisk ubehag.
Hyppighed:
Overspisningerne finder sted i gennemsnit mindst én gang i ugen i mindst tre måneder.
Ingen kompensatorisk adfærd:
I modsætning til anoreksi og bulimi er der ingen systematisk kompenserende adfærd forbundet med BED.
Atypiske spiseforstyrrelser:
Når en eller flere diagnosekriterier til anoreksi, bulimi eller BED ikke opfyldes iht. ICD-10 eller DSM-5, anvender manualerne en række diagnostiske underkategorier, der klassificeres som såkaldte atypiske spiseforstyrrelser.
Atypisk anoreksi:
Alle diagnosekriterier for anoreksi opfyldes på nær et af kardinalsymptomerne, fx at den anoreksiramte har et normalt eller højt BMI trods stort vægttab. Sygdommen kan også være atypisk i den forstand, at der jævnligt sker overspisninger og/eller opkastninger.
Atypisk bulimi:
Alle diagnosekriterier for bulimi opfyldes, men overspisninger og den kompenserende adfærd sker fx sjældnere end to gange ugentlig i løbet af tre måneder.
Atypisk BED:
Alle diagnosekriterier for BED opfyldes på nær fx frekvensen af overspisningerne.
Ikke-klassificerede spiseforstyrrelser
Ortoreksi kaldes uofficielt den fjerde spiseforstyrrelse, og lidelsens omdrejningspunkt er en sygelig optagethed af sundhed, der medfører, at den ortoreksiramte ikke kan opretholde en normal hverdag.
Rigide regler og ritualer tilknyttet maden og spisningen er en stor del af sygdommen og bevirker bl.a., at personer med sygdommen får svært ved at deltage i sociale arrangementer og ender ofte med at isolere sig, når kontrollen tager overhånd.
Megareksi rammer primært mænd, og omdrejningspunktet er en sygelig jagt efter at blive større og mere muskuløs. Den ’rette’ træning og diæt bliver et altoverskyggende mål for den megareksiramte, og en normal hverdag bliver derfor svær at opretholde. Mange med lidelsen udvikler også misbrug af forskellige præstationsfremmende midler, herunder anabolske steroider.
Ortoreksi og megareksi er ikke anerkendte som sygdomme iht. ICD-10- eller DSM-5-klassificeringen, og der findes derfor heller ingen officielle diagnostiske kriterier for lidelserne. Imidlertid lader det heller ikke til, at de bliver inkluderede i den snarlige revision af ICD-10, selvom der ses en massiv fremgang i sygdomsforekomsten. Sundhedsstyrelsen forholder sig derfor heller ikke til lidelserne, hvilket medfører, at det offentlige sundhedsvæsen ikke har behandlingstilbud målrettet ortoreksi og megareksi.
Preparing document for printing…
0%
