Dansk salat med jordbær

jordbær
 
 
Sund mad på SU er for dig, der gerne vil leve sundt, men ikke gider at bruge timevis i køkkenet. Og dig, der godt kan se pointen med økologi, men går en stor bue uden om det røde Ø-mærke, fordi (du tror) pengene ikke rækker.
 
Det er blevet sommer og højsæson for billige friske grøntsager og bær. Brug dem som du plejer, eller tænk ud af boksen, så du får sæsonens råvarer i spil på nye måder. Her får du et par alternative bud på, hvordan du kan bruge to af junis skønneste råvarer, nemlig blomkål og jordbær.
 
 
Af Nanna Stigel, ernæringsterapeut (DET)
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – juni-juli 2015
 

Dansk salat med et grønt twist
Ok, det er måske ikke en ” traditionel” dansk salat. Faktisk er den lidt utraditionel. Men den har farver som det danske flag. Og så er den fyldt med råvarer, der er i sæson i den danske højsommer. Nyd salaten sammen med fisk eller kylling på en af sommerens lune aftener.
 
 
Det skal du bruge
½ blomkålshoved
200 g friske jordbær
1 håndfuld friske mynteblade
 
 
Dressing af:
2 spsk. citronsaft
3 spsk. koldpresset olivenolie
1 stor tsk. honning
Salt
Peber
 
 
Sådan gør du:
Pil blomkålshovedet i helt, helt små buketter. Cirka på størrelse med spidsen af en lillefinger. Kom dem i en salatskål.

Bland ingredienserne til dressingen, smag den til og hæld den over blomkålsstykkerne. Lad det stå og marinere lidt, mens du renser jordbærrene og skærer dem i mindre stykker. Hak myntebladene groft. Lige inden servering blander du jordbær med blomkål og drysser til sidst med mynte.

 

En slags persillesauce
Jeg træder muligvis inkarnerede elskere af den opbagte persillesauce over tæerne her. Men hvis du alligevel har mod på en temmelig alternativ udgave af persillesauce eller bare er nysgerrig efter velsmagende og anderledes tilberedning af blomkål, så afprøv denne skønne (og lidt skøre) variant. Den er perfekt tilbehør til sommerens skønne grillaftener.

 
Det skal du bruge:
½ blomkålshoved
1 stor håndfuld persille
30 g økologisk smør
1 fed hvidløg
Salt
Peber
 
 
Sådan gør du:
Del blomkålshovedet i mindre stykker. Kog blomkålsstykkerne i saltet vand, til de er møre, men ikke kogt helt bløde. Regn med cirka 5 minutter. Imens kan du skylle persille og hakke det groft.
Blend det nykogte (og varme) blomkål med smør, persille, salt, peber og hvidløg. Du kan både bruge en stavblender og en foodprocessor. Smag til med salt og peber samt evt. lidt ekstra smør.
 
Tip:
Hvis du ikke spiser eller tåler smør, kan du bruge olivenolie i stedet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *