Sund mad på SU – og andre små budgetter – sensommer 2014

 

 

Sund mad på SU er for dig, der gerne vil leve sundt, men ikke gider at bruge timevis i køkkenet. Og dig, der godt kan se pointen med økologi, men går en stor bue uden om det røde Ø-mærke, fordi (du tror) pengene ikke rækker.

Når budgetterne er små, er det meget ofte et hit at købe og bruge sæsonens råvarer. Og august, september og oktober er højsæson for en af mine absolutte yndlinge: danske æbler. Her brugt i henholdsvis en salat og en dessert.

 

Af Nanna Stiegel, ernæringsterapeut, DET
Opskrifterne blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – sensommer 2014

 

Sprød spidskålssalat med æbler og valnødder

Æblebåde med tahin er en af mine absolutte favoritsnacks. Denne salat er således en videreudvikling af det koncept.

 

Det skal du bruge:

  • 1 lille spidskål (cirka 250 g)
  • 2 æbler (helst af den lidt syrlige slags)
  • 50 g valnødder

 

Tahin-dressing:

  • 1 spsk. tahin
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 stængel bladselleri (ca. 80 g)
  • 1 spsk. koldpresset olivenolie
  • 1 tsk. honning
  • Salt
  • Peber

 

Sådan gør du:

Rist valnødderne helt forsigtigt på panden. Eller lad dem være rå. Snit spidskål helt, helt fint.

Skær æblerne i meget tynde både, og giv dem et stænk citronsaft, så de ikke bliver brune. Kom æbler, spidskål og valnødder i en salatskål.

Så skal dressingen laves: Kom alle ingredienserne til dressingen i en minihakker eller blender, og kør løs. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Som et helt måltid? Kom kikærter i salaten, og lav en anelse mere dressing. Vupti, du har til en måltidssalat. Alternativt kan du dampe eller stege et stykke fisk og nyde til.

 

(U)klassisk Æblekage

Når æblesæsonen for alvor sætter ind, er det oplagt at fylde fryseren op med æblegrød. Det er nemlig alle tiders opbevaring af de æbler, der ikke holder sig så længe. Og så har du altid billig dessert parat på mindre end 10 minutter.

Æblegrøden kan bruges til alt muligt, men her får du et forslag til en klassisk dessert med et sundere og sukkerfrit twist.

 

Det skal du bruge til fire styk:

  • 1 kilo æbler
  • 2 dadler
  • 1 tsk. vanilje eller en vaniljestang
  • 1,5 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1,5 dl vand

 

Flødeskum

  • 2,5 dl fløde
  • Evt. 1 knsp. vaniljepulver

 

Hvis du ikke tåler eller spiser mælkeprodukter, kan du lave en alternativ ”cashewfnøddeskum”. Se opskrift her på siden. Den er lækker, men ikke ligefrem budgetvenlig.

 

Til topping:

  • 20 g mørk 85 % chokolade
  • 30 g ristede hassel- eller valnødder

 

Sådan gør du:

Kog æblerne møre med krydderier og dadler. Blend til æblemos. Lad den køle helt ned. Imens æblerne koger, kan du hakke hasselnødderne og riste dem gyldne.

Pisk fløden til flødeskum, og kom gerne en knivspids vaniljepulver i til allersidst, hvis du har.

Find nu 4 små glas frem, og læg æblemos og flødeskum i lag. Start med æblemos, så et lag flødeskum, herefter æblemos, og top igen med flø-deskum.

Pynt med nødder og mørk chokolade.

 

Ko-fri-flødeskum

Ikke just SU-venlig… men hvis du lever uden komælk i din kost, kan du i stedet lave en ”cashewnøddeskum” til dine æblekager.

 

Til fire personer skal du bruge:

  • 200 g cashewnødder (sæt gerne i blød i vand i 2 timer)
  • 1 spsk. agavesirup eller honning
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 2 tsk. loppefrøskaller (HUSK)
  • 1 dl vand
  • 4 tsk. citronsaft

 

Blendes i minihakker eller blender til ’skum’. Smag til med citronsaft.

 

Pluk selv dine æbler

I september og oktober bugner de danske æbletræer. Hvis du ikke er så heldig at kunne plukke fra dit eget æbletræ, er det værd at tage på ef-terårsudflugt til din lokale æbleplantage. Her kan du få lov at håndplukke æblerne, når de er modne til absolut rimelige priser (i hvert fald de fleste steder).

 

An apple a day

Keeps the doctor away. Der er nok noget om snakken. Ikke alene er æbler smækfulde af vitaminer og mineraler. De smukke rødgrønne frugter indeholder også pektin. Pektin er et sukkerstof med god fibereffekt – og det er gode nyheder for tarmens sundhed. Desuden er pektin godt for både blodsukker og kolesteroltallet, ligesom det understøtter en naturlig afgiftning.