De fleste mennesker er heldigvis raske, men alle har prøvet at være syge på et tidspunkt. Vi kan nemlig oftest selv få bugt med belastninger og symptomer inden for kort tid. Som jeg skrev sidste år i dette ”hjørne” kan man sige, at vi bliver syge for at blive raske.
Af Thomas Kjærsgaard, heilpraktikker og lægemiddelkonsulent
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – april/maj 2019
Symptomer som feber, diarre, slimdannelse og mange inflammationstilstande er udtryk for, at kroppens immunforsvar sætter en proces i gang, for at vi kan komme af med noget, der provokerer systemet. Det kan være en virus, vi skal ”koge” ihjel via feber. Et fremmedlegeme, vi får i øjet og danner tårer, for at det kan forsvinde. Støvpartikler, vi indånder og danner slim i lungerne, så de kan hostes op igen, eller diarré og opkast, der skal hjælpe en salmonella ud af kroppen så hurtigt som muligt. Kort sagt: Vi regulerer automatisk tilbage til den raske tilstand, når vores system fungerer.
Det er derfor, at netop Autoregulation faktisk er kilden til det gode helbred. Fungerer autoregulationen, behøver vi næsten ikke at gå til lægen eller terapeut. Kan vi helt selv regulere tilbage efter et angreb på vores immunsystem, kan vi jo selv deale med dens sygdomme. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er det faktisk i store træk…
For at kroppen skal kunne autoregulere må det store kommunikationsrum, vi har, være optimalt fungerende. Det er bindevævet, jeg her tænker på. Bindevævet bliver fra den dag, vi bliver født, udsat for en lang række påvirkninger fra det ydre og indre miljø.
Bindevævet fylder ca. 15 kg for en person på 70 kg. Det er som et tredimensionalt edderkoppespind, der filtrerer alt, hvad der kommer ind i kroppen. Godt som skidt. Det er den største enkeltstående del af kroppen og består af proteiner, der er bundet sammen med sukker. Alt i kroppen ligger i bindevævet. Det være sig kredsløb, lymfebaner, nervetråde, immunforsvarsceller, organceller osv.
Jo mere det bliver fyldt op, desto mere belastet er vi, og jo langsommere og dårligere bliver vi til at regulere tilbage til en rask tilstand. På et tidspunkt kan bindevævet blive så belastet, at vi ikke kan regulere tilbage til normaltilstanden, og så kalder vi det en kronisk sygdom. Den kendetegnes nemlig ved, at kroppens autoregulation har givet op og er blevet fastlåst i en belastet og syg tilstand.
Bliver vi ved med at belaste bindevævet, bliver det helt stift, og så kan cellerne til sidst ikke længere få næring og ilt. Så konverterer de belastede celler sig til sidst til cancerceller, der lever af sukker og ikke mere af ilt. Sukker er der desværre meget af i bindevævet, da det som beskrevet består af sukker og protein.
Alfa og omega er derfor at bibeholde bindevævet flydende og bevægeligt samt med jævne mellemrum få de affaldsstoffer, der fastlåser det, ud af systemet. Men hvad er det for affaldsstoffer, vi skal have ud?
Det er dem, vi selv producerer og dem, vi får ind fra det ydre miljø. Det vi selv producerer, er primært kuldioxid, som vores celler danner af den ilt, de får ind for at producere energi – ATP. Derudover er det en række stofskifteprodukter fra samme proces, som vi ikke kan bruge, eller fordi de er direkte toksiske for os. Det er fx nitrogen/kvælstof, fosfater og sulfater.
Fra det ydre miljø kan man opdele dem i fire typer:
- Fysiske: Larm, elektromagnetisme, klima etc.
- Kemiske: Gasser, luftpartikler, CO2, lægemidler etc.
- Biologiske: Bakterier, vira, svampe, dårlig kost
- Psykiske: Stress, mobning, private problemer etc.
De kan alle ændre flowet i vores organisme og gøre det mere stift og rigidt så vi ikke automatisk regulerer tilbage til en almindelig tilstand igen. For mange af disse stressbelastninger uden afgiftning vil give kroniske sygdomme.
Men belastningen drejer sig også om, at vi skal være mere opmærksomme på det, vi frivilligt belaster kroppen med, nemlig den mad vi spiser.
Primært fordi vores kostvaner er gået fra, at vi spiste mange flere basiske fødevarer til nu, hvor vi spiser mange færre fibre og flere syredannende raffinerede kulhydrater og tilsætningsstoffer. Selv sådan noget som klassiske sunde madvarer er desværre ikke så sunde mere pga. udpint jord med færre mineraler.
Men også måden, vi behandler os selv på med mere penicillin, hormoner, smertehæmmere og mavesyreneutraliserende medicin osv. gør, at vi ikke kan optage maden så godt som for 40-50 år siden.
Derudover er der alle de andre negative påvirkninger som stress, mindre motion og dårligere stofskifte.
Det er derfor vigtigt at afgifte bindevævet for de ophobede belastninger. At detoxe, afgifte, udlede affaldsstoffer fra kroppen er nogle af de mange navne, vi kalder det i helsebranchen. Det drejer sig om at stimulere de organer, som er ansvarlige for udledningen. Her tænkes specielt på lever, nyrer, bindevæv, lunger og hud.
Rent homøopatisk anbefaler jeg altid, når man for første gang vil afgiftes, en seksugers terapi med Detox Kit for at aktivere kroppens egne udrensningsevner. Detox Kit er homøopatisk og stimulerer lever/galde-funktionen og forbedring af fordøjelsen, forbedrer nyrefunktionen og stimulerer lymfestrømmen, der sørger for, at affaldsstofferne kommer ud af kroppen og ikke bare forbliver et andet sted. Det centrale for enhver afgiftning er samtidig drænage af kroppen. Det vil sige, at der bør drikkes mindst to liter vand dagligt i små doser, så kroppen får en chance for at suge væsken til sig og ikke bare skyller vores næringsstoffer ud. Kombiner evt. kuren med effektiv probiotika for en bedre tarmflora og gode fedtsyrer samt mineralkomplekser som fx Basica.
Så længe leve AUTOREGULATIONEN! Det er den, der i sidste ende vil give os et godt og langt liv uden for meget besvær.
Hav et smukt spirende forår!
