Det er ikke småpenge, der bliver langet over disken, når folk køber anti-aging ansigtscremer og lignende produkter til at holde huden ung og smidig. Sjovt nok er det de færreste, der skænker C-vitamin en tanke, selvom det er lige præcis det stof, huden har absolut mest brug for.
Af Bjørn Falck Madsen
Hvis du slet ikke fik C-vitamin, ville du gå i opløsning. Bogstaveligt talt. Din krop ville ganske enkelt falde fra hinanden. Uden C-vitamin kan kroppen nemlig ikke danne kollagen, som er det protein, der ”limer” cellerne sammen. Kollagen er hovedbestanddelen i vores hud, sener, muskler, brusk og blodkar. Det er også kollagen, som giver huden ungdommelig fylde, elasticitet og styrke. Med alderen daler kroppens dannelse af kollagen, hvilket er en del af forklaringen på, hvorfor vi får rynker. Eksterne faktorer som ubeskyttet sollys, rygning og luftforurening skubber ligeledes til processen.
Stærk, elastisk og ung hud
Den kvikke læser vil helt naturligt stille sig selv spørgsmålet: Jamen, kan man ikke delvist begrænse dette tab af kollagen ved at sørge for, at kroppen til enhver tid er velforsynet med C-vitamin? Og svaret er jo. Flere videnskabelige artikler, herunder en, som blev offentliggjort i 2017 i tidsskriftet Nutrients, peger på C-vitamin som en effektiv kilde til vedligeholdelse af ungdommelig hud. I denne artikel beskriver forskerne, hvordan C-vitamin foruden at bidrage til hudens bevarelse er med til at fremme sårheling med minimal risiko for arvævsdannelse. Vitaminet er ganske enkelt den ubetinget vigtigste byggesten i huden. Så hvis du er ude efter at holde din hud smidig og elastisk, er det afgørende, at du får nok C-vitamin.
En yderst vigtig antioxidant
Foruden at stimulere kroppens dannelse af kollagen har C-vitamin en række andre egenskaber, som er af betydning for hudens beskaffenhed. C-vitamin er nemlig en særdeles effektiv antioxidant, som beskytter mod frie radikalers celleødelæggende virkning. Dette er især relevant for folk, der ryger, da rygning genererer kaskader af frie radikaler, som kan nedbryde hudens celler og give tidlige tegn på ældning. Det er ikke mange år siden, at de officielle anbefalinger for dagligt indtag af C-vitamin fik et nøk opad, fordi myndighederne forsøger at justere anbefalingerne efter den nyeste forskning. Men et hold amerikanske forskere har været på banen med en opsigtsvækkende artikel, der sår tvivl om, hvorvidt de nuværende anbefalinger overhovedet er tilpas høje.
Anbefalingerne trænger til en opdatering
I deres artikel, som blev offentliggjort i American Journal of Clinical Nutrition i januar i år, tager de afsæt i forskning fra 1944, som førte til de oprindelige anbefalinger om, at 10 mg C-vitamin dagligt dækkede kroppens behov. WHO har støttet sig til denne forskning og har igennem årtier haft meget konservative anbefalinger for optimalt C-vitaminindtag. Men efterfølgende granskning af den gamle videnskab har afsløret, at 10 mg dagligt giver 42 procent svagere arvævsstyrke sammenlignet med et dagligt indtag på 80 mg. Forskerne med Dr. Philippe Hujoel i spidsen anbefaler som minimum et dagligt indtag på over 100 mg C-vitamin, og dette er kun med henblik på normal heling af hud og arvævsstyrke. Det store spørgsmål er fortsat, om der er fordele ved at øge sit indtag yderligere for at optimere alle de biologiske processer, som afhænger af C-vitamin.
Kilde: American Journal of Clinical Nutrition, januar 2022