Skrevet af: Trine Linde
Mor og yogi.
Freelance Skribent.
Vokset op under kommakrigen i 1990’erne.
Skriver om hvordan livet føles på instagram @linde_skriver
Det er helt normalt at blive grebet af frygt for døden, når man bliver forældre. Men vi skylder os selv at afmystificere vores frygt, og i stedet acceptere, at den også er en del af forældreskabet.
For hvem kan adskille livet fra døden og omvendt? Eller som det lyder i nogle gamle sydamerikanske kulturer: ”Livet har valgt døden som sin dansepartner. At leve livet er at lære at danse med døden”.
Kort forinden jeg blev mor til mit ældste barn, døde min egen mor af cancer. Jeg var 27 år gammel, nybagt mor og havde netop mistet min mor.
Oplevelsen af at stå med både liv og død på samme tid, gjorde mig mildest talt snotforvirret. Jeg var både i dyb sorg over at have mistet min mor, men også ovenud forelsket i denne lille nye skabning, som jeg følte et kæmpe ærefuldt ansvar for.
Oplevelsen skabte en dødsangst i mig. Jeg var bange for at jeg selv ville få cancer og dø. At min søn skulle vokse op uden en mor. At han skulle opleve den samme tomhed og sorg som jeg oplevede, da jeg mistede min mor.
Jeg er af natur et meget nysgerrigt menneske. Når noget optager mine tanker, så nærstuderer jeg det. I begyndelsen læste jeg alt om cancer og hvad jeg kunne gøre for at forhindre, at denne sygdom skulle blive en del af mit liv. Jeg forsøgte at undgå sukker og jeg mediterede. Jeg drak en masse grøntsagsjuice, fordi jeg havde læst, at det skulle være sygdomsforebyggende.
Jeg prøvede ikke bare at undgå døden, men også at komme den i forkøbet, alt imens jeg udmattet trillede gaderne tynde med min lille søn i barnevognen.
Alle disse tiltag var meget opslidende og hverken mængden af grøntsagsjuice eller den nyindkøbte cykelhjelm til cykelturene fik mig ikke til at føle mig mere tryg.
Først da jeg begyndte at tale om mine tanker, fandt jeg ud af, at frygten for at miste i forbindelse med forældreskab er naturlig, og at andre helt almindelige mennesker også anskaffer sig cykelhjelme i forbindelse med deres børns fødsler. Når man bliver forældre, bliver kærligheden intensiveret. Uanset om kærligheden til sit barn kommer under graviditeten, lige efter fødslen eller med tiden, så er kærligheden til sine børn noget ganske særligt og kraftfuld. Det er naturligt at opleve en frygt for at døden skal adskille os fra vores børn.
Døden mistede sin brod, da jeg begyndte at dele mine oplevelser med andre.
I min søgen efter et ”sygdomsfrit liv” stødte jeg på ”The Law of Attraction” og smarte fraser som: ”Live your best life”. I starten forsøgte jeg på at efterleve denne smarte livsstil, hvor man med sit sind kun tiltrækker det gode. Men jeg fandt det umuligt at leve op til en livsstil, hvor der hverken var plads til død, sorg eller tvivl. Jeg havde jo haft et skønt forhold til min mor og nu var jeg tvunget til at have et forhold til døden i stedet. At ignorere døden, ville være et endeligt farvel til min mor.
Derfor begyndte jeg at læse om andre kulturers tilgang til døden. Hos den gamle sydamerikanske kultur, hvor man fejrer de dødes dag, fandt jeg svar på min angst. Alvorlig sygdom og alt for tidlig død er 100% forfærdeligt. Men pointen fra de sydamerikanske kulturer er, at når man elsker meget, har man også meget at miste. Måske kan tanken om døden være lidt lettere at leve med, hvis man begynder at se døden som livets partner i stedet for livets fjende.
Jeg stoppede med at forsøge at løbe fra døden, og i stedet slutte fred med den. Døden vil altid være en del af livet, især når man har mistet. Men det er også døden som hjælper os til at leve livet lidt stærkere.
