Bliv klogere på din vrede ved at kigge indad – helt ned på celleplan

Billede af bidsk hund - vrede

 

 

Vrede er et velment signal fra kroppen om, at der er en uoverensstemmelse, der skal tages hånd om. Men ofte har vi svært ved at håndtere dette signal, og det går ud over vores livskvalitet. Måske kan indsigt i den nyeste cellebiologi hjælpe os til et mere fornuftigt forhold til vores egen og andres vrede.

 

Af Kirsten J. Andersen

 

Alt for mange mennesker bokser med vrede. Nogle af os undertrykker den og vender den indad, mens andre af os bærer den alleryderst, så vi nemt kommer til at såre familie, venner og kolleger.

Alle står tilbage med en ubehagelig fornemmelse, som kan plage i dagevis, ja, nogle gange hele livet. Hvorfor er det så svært? Er der nogle medfødte strukturer, der gør, at vi mennesker reagerer så forskelligt, når vi mærker vores egen og andres vrede? Og er vrede virkelig velment fra kroppens side?

Det ser vi på gennem en celleforskers briller, og vi giver også bud på, hvad vi kan gøre for at få et lettere og langt mere værdifuldt forhold til vrede. Både for os selv og vores børn.

 

Epigenetikken giver dybere indsigt

Selv uden en doktorgrad i cellebiologi, eller psykologi, ved vi godt, at vores reaktion har noget at gøre med, hvilke oplevelser vi har haft i livet, især i barndommen. Og vi ved også, at der måske kan ligge noget i vores gener.

Men den nye viden inden for epigenetik kan hjælpe os med at forstå omfanget, og den kan også anvise løsninger på, hvordan vi løser vores fastlåste forhold til vrede. Helt ned på celleplan fortæller epigenetikken nemlig noget om, hvordan vi gemmer indlærte overbevisninger i vores underbevidsthed.

Epigenetik er en relativt ny videnskab inden for cellebiologi, og hvis du endnu ikke har hørt om den, kan det sagtens tænkes, at den vender op og ned på alt, hvad du hidtil har lært om gener. Især hvis du tror, at dine gener er defineret ved fødslen og ikke ændrer sig undervejs i livet.

 

Oplevelser forankres på celleplan

Med epigenetikken har vi nemlig fået syn for, at det forholder sig helt anderles med gener, end vi hidtil har troet. Gener styrer ikke sig selv, og de kan modificeres livet igennem. Vores celler modtager og behandler information fra omgivelserne og regulerer genernes aktivitet derefter.

Miljømæssige påvirkninger, som ernæring, forurening, motion, stress og følelser, kan modificere generne og være afgørende for, hvilke gener der kommer i spil. Det betyder bl.a., at de oplevelser, vi har, kan forankres i os på celleplan.

Som cellebiolog Bruce Lipton udtrykker det i hans seneste bog: Celler i hjernen oversætter sindets opfattelser af verden til komplementære og unikke kemiske profiler, der, når de udskilles til blodet, får indflydelse på kroppens 50 billioner celler.

Op til 7-årsalderen downloader vi desuden alt, hvad vi ser vores forældre gøre. Det er nødvendigt for at kunne nå at lære alle de sociale spilleregler, og vi arver deres overbevisninger som voksne, hvis vi ikke bevidst vælger dem fra. Hvad enten vi selv kan se det eller ej.

 

Vi påvirkes også før og under graviditet

Hertil kommer, at man inden for de sidste 20 år også har opdaget den tætte sammenhæng mellem påvirkninger af fostret under graviditeten og barnets udvikling i livet. Her er de epigenetiske mekanismer på spil igen – påvirkninger fra omgivelserne regulerer genernes aktivitet, også i fostertilstanden.

Fra undfangelsesøjeblikket former oplevelserne i livmoderen hjernen og skaber fundamentet for personligheder, det følelsesmæssige temperament og evnen til højere tænkning.

Det er heller ikke ligegyldigt, hvordan mor og far lever i månederne op til undfangelsen. En proces, der kaldes genomisk imprintning, hvor der sker en justering af bestemte typer af gener, har tilsyneladende stor indflydelse på sind og krop hos det barn, der endnu ikke er undfanget.

Alle vores genetisk programmerede instinkter og de overbevisninger, vi har fra vores forældre, udgør tilsammen vores underbevidsthed.

 

Generationer af modifikationer

Ikke nok med det, så har epigenetikerne også fundet frem til, at disse modifikationer med meget stor sandsynlighed kan gives videre til de næste generationer. Det indebærer, at vi ikke kun arver generne, men også de modifikationer, som miljøet har afstedkommet.

Nogle forskere er overbeviste om, at det forholder sig sådan, mens andre mener, at forskningen peger på det, men er mere forsigtige med at udtale sig endegyldigt om det.

Står resultaterne til troende, har vi derfor ikke kun vores egne barndomsoplevelser i bagagen, men også mors og fars. Og vores bedsteforældres og deres forældre før dem. Vi er kodet på en bestemt måde, som følge af de oplevelser, generationerne før os har haft. Inklusive gode og mindre gode erfaringer med vrede.

 

Cellerne tilpasser sig for bedre at kunne overleve

Men hvordan kan det hjælpe os at vide, at vi også bærer rundt på alle disse programmeringer, forfædrenes gamle skrammel indbefattet? Det virker helt dystopisk, at alt det dårlige bare hober sig op.

Heldigvis er det ikke så sort endda.

At vores erfaringer nedarves til næste generation gennem modifikation af generne, giver mening rent evolutionært, fordi cellerne tilpasser sig, for at vi bedre kan overleve. Så udgangspunktet er godt nok.

 

Forvandler erfaring til biologi

Og det bliver bedre endnu. Det specielle ved disse modifikationer er nemlig, at de er reversible. De kan ”rulles tilbage”.

Erfaringer kan påvirke biologien, som giver os underbevidste overbevisninger, men vi kan ændre biologien tilbage igen ved bevidst at ændre vores indkodede overbevisninger. Et godt billede på dette får vi fra epigenetiker Steve Cole i hans beskrivelse af en celle som værende ”en maskine, der forvandler erfaringer til biologi”.

Når vi ændrer overbevisning, ændrer vi også vores neurokemiske sammensætning, hvilket igangsætter tilsvarende forandringer i kroppens celler.


Du kan ændre din programmering

Det betyder, at vi kan ændre den programmering, der ligger gemt i vores gener, nemlig vores epigenetiske arvemasse. Altså det, vi oplever som vores underbevidsthed.

Vi kan også ændre den programmering, der fortæller, at det er farligt at blive vred, og at ”vrede ikke fører til noget godt”. Og at ”man er egoistisk eller en hidsigprop”, og at ”pæne piger ikke gør sådan et væsen af sig”.

Du har måske ikke hørt eller oplevet noget af dette eller tilsvarende selv, men det er nemt at forestille sig, at mormor og oldefar har måttet bide en del i sig. Og det er sandsynligt, at deres oplevelser er båret videre til dig via epigenetikken.

Vi vender tilbage til, hvordan programmeringen kan ændres, men først skal vi se på, hvorfor vrede rent faktisk ”fører noget godt med sig”.

 

Vreden skal beskytte dig

Cellerne har som sagt til opgave hele tiden at afstemme med det omgivende miljø for derved at tilpasse kroppen til bedst mulige overlevelse.

Vi mennesker får hjælp til denne konstante tilpasning gennem det limbiske system i hjernen. Denne finurlige mekanisme forvandler nemlig kemiske kommunikationssignaler til sanseoplevelser, så vi mærker dem som følelser, herunder vrede.

Forskellige følelser har hver deres betydning, og vreden gør opmærksom på, at der er noget, du skal rette op på. Den skal sikre, at du får opfyldt dine behov og får sat de grænser, du har behov for. Set i det lys giver det mening, at vrede er en velment følelse.

Og set i det lys kan vi lettere forstå, at det er vigtigt, at vi lytter til vreden, for ellers fortæller vi vores krop, at vi ikke tager den og kroppens celler alvorligt. Faktisk er det så galt, ifølge forskningen, at undertrykt vrede kan føre til både psykisk og fysisk sygdom.

 

Fælles epigenetisk arvesynd

Den udbredte opfattelse, at vrede er dårligt, kommer muligvis af, at vi sætter lighedstegn mellem vrede og den overreaktion, der kan opstå, når man ikke får handlet på signalerne i tide. Grimme verbale overhalinger og fysisk vold er ikke det samme som vrede, men vidner snarere om, at vi har et forkvaklet forhold til den.

Vi kan kun gisne om, hvorfor så mange danskere har det svært med vrede, men et bud kunne være, at tidligere tiders magthavere har set det som en fordel, at vrede, personlige grænser og egne behov var et tabu. Måske blev det ”forkerte ved vrede” derfor talt og skrevet ind som et narrativ i mange sammenhænge”.

Selvom den tid er forbi, så er vreden fortsat et tabu. Og uanset årsagen til det, kan man måske sige, at vi har en fælles epigenetisk arvesynd. Det betyder, at mange mennesker ikke kan handle fornuftigt, når de mærker vreden eller møder den hos andre.

Kombinerer vi det med, at det er biologisk vigtigt for os at tage vores vrede alvorligt, så har vi nok forklaringen på, hvorfor det med vrede er så hulens svært; det er svært at gøre noget, men der SKAL gøres noget, og det skaber indre spændinger.

 

Den stædige underbevidsthed
Udfordringen er, at vores indkodede oplevelser om vrede kan være så fasttømrede, at det føles umuligt at lave om på. Og man kan ikke diktere noget til underbevidstheden. Det indspillede program kører stædigt som en anden båndoptager og overspiller hele tiden din beslutning om at handle anderledes. Du er nødt til at ændre i det, der er optaget på båndet, men hvordan?

Ifølge Bruce Lipton, cellebiologen fra før, kan man gøre det ved hjælp af forskellig slags terapi, energipsykologi, hypnose, meditation og mindfulness, der arbejder med underbevidstheden. Det er ikke nok at læse bøger og modtage eksplicit undervisning. Her kommer man ikke i nærheden af underbevidstheden. Indlæringen skal foregå mere implicit.

 

Vær bevidst, når du arbejder med det ubevidste

Det betyder dog ikke, at din bevidsthed er uden betydning, tværtimod, mener han. Det er det bevidste sind, der opdager, at der er noget galt og beslutter sig for en anden vej. At ændre det ubevidste kræver det bevidste. Blot kan man ikke komme uden om det gamle bånd – det må indspilles på ny.

Den gode nyhed er, at det kan lade sig gøre, og at det ikke nødvendigvis behøver at tage lang tid. Det vidner et studie, hvor man undersøgte betydningen af meditation, om. Her så man, at blot otte timers mindful meditation ændrede molekylære forhold og vitale genfunktioner signifikant.

Som bevidste voksne kan vi beslutte os for at arbejde med os selv. Men hvordan hjælper vi bedst vores børn? Hvordan kan vi bremse op og sørge for, at vi indprenter gode programmer og ikke alt for mange af de dårlige? Hvordan undgår vi at blive ved med at give arvesynden videre til de næste generationer?

 

Vær dit barns gentoknolog

Baseret på sine, og mange andre forskeres opdagelser, er Bruce Lipton en ivrig fortaler for, at vi forsøger at være bevidste forældre og bedsteforældre. Både før, under og efter undfangelsen.

Forældre er nemlig genteknologer, mener han, fordi de har stor indflydelse på børnenes gener via det miljø, de skaber og den måde, de er sammen med barnet på. Ved at være bevidst om, hvordan biologien hænger sammen, kan vi give børnene en bedre start.

Vi ved jo godt, at vi skal være rollemodeller for vores børn. De gør ikke, som vi siger, men som vi selv handler. Det overraskende er, hvor stor betydning det har for deres gener, og at vi bør starte, før de bliver undfanget. Når vi er bevidste om vores liv og handlinger, hjælper vi ikke kun os selv, men også vores børn.

En måde at være bevidst omkring vrede, i forhold til dit barn, er at tale om det og sætte ord på. Alene det, at man som forældre anerkender, at følelsen af vrede er vigtig, og at den skal have en plads, er en god start. Hvis du mangler ord, kan du søge inspiration i nogle af de gode børnebøger, der er skrevet om emnet.

 

Fortrolig med vreden

Et eksempel er bogen Sia og den magiske sten. Det er et eventyr, der handler om, at man skal mærke sine følelser og lære dem at kende. Og vide, hvad de prøver at fortælle én. Følelserne er vores indre GPS, der fortæller, om vi er på rette spor i livet.

Undervejs i historien bliver Sia fortrolig med sin vrede og finder ud af, hvordan hun kan formidle sine behov og grænser på en passende måde. Hun lærer også, hvordan hun kan skrue på sin følelsesradio, så hun ikke sidder fast i følelsen for længe.

Det kan være en fordel at lære børnene at sige: ”Jeg mærker en vrede” i stedet for ”Jeg er vred”, uddyber Coach Susanne Frandsen, en af forfatterne til bogen, for det hjælper barnet til at slippe følelsen igen og til ikke at identificere sig med den.

Både Susanne Frandsen og hendes medforfatter er optaget af den nye viden om epigenetik og følelsernes betydning i den sammenhæng. Bogen afspejler de vigtige opdagelser, der ligger heri, fortalt som et dejligt eventyr med gode analogier og flotte illustrationer.

Hvem ved, måske virker gentagen højtlæsning af eventyr som terapi på din underbevidsthed, så du får lige så meget glæde af den som det barn, du læser højt for.

 

Inspiration til metoder og terapi, der kan bistå omprogrammering af underbevidstheden

Mindfulness og meditation
At ændre underbevidstheden kræver bevidsthed, og det kan meditation og mindfulness hjælpe til. Evnen til at være bevidst skal trænes, og du kan sammenligne meditation med at gå i fitnesscenter og træne dine muskler. I dagligdagen er vi ubevidste 95 procent af tiden, og her tager autopiloten over.

Der er forsket en del i området, og den viser bl.a., at meditation påvirker områder i hjernen, der bearbejder tanker og følelser, og at meditation medfører, at man bliver mere opmærksom på, hvad der rører sig i kroppen. At vi bliver hjulpet ned i kroppen, giver god mening, fordi vores bevidsthed ikke kun sidder i hovedet, men er fordelt i hele kroppen via signalmolekyler (ifølge neuroforsker Candace Pert).

Læs mere om meditation og mindfulness på netdoktor.dk

 

PSYCH-K
PSYCH-K er en proces, der foregår via kommunikation med underbevidstheden ved hjælp af bl.a. den kinesiologiske muskeltest. Forskning i denne proces viser, at den frembringer en objektiv og radikal forandring i hjernens EEG-aktivitet, der fører til et afbalanceret hjernebølgeenergimønster.

Forskningen er gennemført af neuroforsker Jeffrey L. Fannin, ph.d.

Læs mere om PSYCH-K i cellebiolog Bruce Liptons bog Intelligente Celler, 2021, eller søg efter ”PSYCH-K i Danmark”, og find mere om metoden hos de danske behandlere.

 

EMDR
EMDR bearbejder dysfunktionelt lagret materiale i vores erindringsspor og hukommelsessystem, der oftest, som udgangspunkt, er bevidst tilgængeligt, men som i behandlingen gennem associationsprocesser kan give os adgang til mere ubevidste lagrede informationer.

Der er forsket i metoden, og resultaterne er lovende.

Læs mere på emdr.dk, eller søg efter EMDR på netdoktor.dk

 

TFT/ EFT
TFT/EFT er en kombination af traditionel samtale og påvirkning af kroppens meridiansystem (som man kender fra zoneterapi og akupunktur). Disse metoder kan forbinde det følelsesmæssige med det fysiske, og derigennem kan vi reparere på kroppens cellehukommelse og behandle og forløse ubehaget/problemet.

Der er forsket i metoden, og resultaterne er lovende.

Læs mere på sundhedsguiden og tankefeltterapi.dk/hvad-er-tankefeltterapi/

 

Epigenetik betyder ”kontrol over genetik ved siden af genetik”. Epigenetik er videnskaben om, hvordan signaler fra omgivelserne udvælger, modificerer og reguler genernes aktivitet. Dette sker via vores celler, som modtager og behandler signalerne, og de kan fx komme fra ernæring, stress og følelser.

Disse epigenetiske modifikationer er reversible og kan ”rulles tilbage”.

 

Kilder:

Intelligente Celler, Bruce H. Lipton (2021)

Epigenetik: Sådan kan miljøpåvirkning ‘tænde’ og ‘slukke’ for dine gener (videnskab.dk)

Epigenetik – Hvordan små metylgrupper kan påvirke vores aldring (aktuelnaturvidenskab.dk)

Epigenetik: Kan miljøet styre dine gener? (videnskab.dk)

EPIGENETIK: Videnskaben bag omskrivningen af din genetiske skæbne – Københavns Universitet (ku.dk)

Anger, suppressed anger, and risk of adverse events in patients with coronary artery disease – PubMed (nih.gov)

EMDR as Treatment Option for Conditions Other Than PTSD: A Systematic Review – PubMed (nih.gov)

Clinical EFT (Emotional Freedom Techniques) Improves Multiple Physiological Markers of Health – PMC (nih.gov)

Thought Field Therapy (TFT) as a treatment for anxiety symptoms: a randomized controlled trial – PubMed (nih.gov)

Statusartikel_ugeskrift_01.pdf (au.dk)

Bag om meditation (netdoktor.dk)