30 år med hjemmerørte cremer

Urter i kurv

 

Lad os spole tiden tilbage til 1986. Her hældte Margit Mellisa sin første salve i bøtter, der stod på rad og række på køkkenbordet. Salven var en Arnicasalve, en universalsalve, der stadig den dag i dag bliver produceret efter nøjagtig samme opskrift og fremstillingsmetode.


Af Julie-Charlotte Plovst

Artiklen blev bragt i  //mig// en del af magasinet sund-forskning – april/maj 2016


Margit Mellisa boede i sin barndom på et gartneri og elskede at være omgivet af de smukke og velduftende blomster og urter. Sammen med sin mor begyndte hun at presse og ekstrahere urterne og blomsterne. Til at begynde med var det bare for sjov, men da Margit Mellisa fik fat i fire store tyske værker om lægeplanter, begyndte hun at studere de forskellige blomster og urter.


Kærlighed til at hjælpe andre

Margit Mellisa var uddannet kinesiolog, akupunktør, zoneterapeut og massør. Hun havde klinik i sin kælder  derhjemme, og hendes iver for at hjælpe andre førte til, at hun med sine hjemmeblandede salver hjalp adskillige med at lindre deres psoriasis og eksem. Hun var overbevist om, at naturens fortræffeligheder måtte være vejen frem. Det var starten på de Mellisa-produkter, der i dag er velkendte og efterspurgte i landets helsekostbutikker.


Navnet Mellisa betyder honningbi på latin

Samme navn, ny generation

I dag har anden generation overtaget firmaet. Louise Marie Mellisa ejer i dag virksomheden sammen med sin storebror Rasmus. Det er stadig den samme filosofi, der driver værket. ”Vi laver stadig det hele selv. Lige fra indkøb af råvarer, til at fylde vand på maskinerne, til at vælge emballage, lave etiketter og sende produkterne”, fortæller Louise. Hun understreger vigtigheden af, at det er hende selv, der står for produktionen fra start til slut. ”Det er kun mig, der står for skud, hvis der er noget, som går galt. Og det har jeg det godt med. Jeg ved, at det er i orden, det der kommer fra os af. Jeg kan stå 100% inde for hvert produkt”.


Minder fra barndommen

”Jeg husker tydeligt, at min mor sad på gulvet i vores køkken på vores kokospalmegulvtæppe, hvor hun rørte og rørte cremer. Hun sad der aften efter aften – og ofte blev hun ved til langt ud på natten ”, fortæller Louise, der tilføjer, at hendes mor var en rigtig ildsjæl, virkelig idérig og stædig. Louise mindes også den gode duft, der altid var i huset. ”Min mor havde hele tiden gang i afkog af urter og blomster. Faktisk er køkkenet brændt ned to gange”, fortæller Louise med et lille smil.

Louise kan fra sit hjem se direkte over på fabrikken, der også er hendes barndomshjem, hvor hendes far Bent stadig bor. Margit Mellisa døde i marts 2015, men hendes entusiasme for naturlige cremer lever videre på landstedet i Hørsholm.


Arnicasalven virker rensende, helende og desinficerende


Cremen er hjemmerørt, etiketternes blomster hjemmetegnet og indholdet nøje udvalgt. Dansk og dejligt.

Margit Mellisa har selv tegnet alle blomsterne, der er på produkternes etiketter – og de bliver ikke skiftet ud, forsikrer Louise.

Dengang, de første Mellisa-produkter kom på markedet, var det ikke moderne med økologiske produkter, der indeholdt naturens ingredienser. De blev dog hurtigt populære pga. den gode effekt.

Alle produkterne er lavet identiske med den oprindelige opskrift. Louise har dog gjort baby-serien uparfumeret, da den tidligere indeholdt viol. Hun har også skiftet fra salvie til engsalvie, da virkningen på den er dokumenteret. På den måde forsøger hun at optimere produkterne, hvor det er nødvendigt, uden at ændre på den originale idé eller opskrift.

Lige nu er Mellisa med i et forsøg på Teknologisk Institut. De undersøger, hvordan man kan dyrke brunalger i Kattegat. Brunalger er rige på vitaminer, mineraler, antioxidanter og er bl.a. gode til at holde på fugten i huden og er bare en af de typer alger, der er i flere af produkterne fra Mellisa.

”Mens landbrugsjorden er ved at være fyldt, er der gode muligheder for at dyrke flere afgrøder i havene. Mange arter tang er meget næringsholdige, og flere af algernes bioaktive stoffer kan med fordel benyttes i forbindelse med fremstilling af fødevarer og kosmetik”. Citat fra http://www.innovationsfonden.dk/en/node/749

Da Nissebanden skulle optages på Grønland, brugte skuespillerne og holdet bag Arnicasalve fra Mellisa. Salven var nemlig god til deres sarte hud og beskyttede huden mod frost og kulde, da salven lægger sig som en lille hinde på huden, og på den måde kunne de undgå karsprængninger.

Lige fra Mellisas begyndelse i 1986 har det handlet om at lave rene produkter af høj kvalitet, som alle skal have råd til at købe. Ifølge filosofien hos Mellisa skal alle have muligheden for at bruge det, der er sundest for huden. For huden er vores største organ, og det, vi smører på huden, bliver optaget i kroppen.


Stort tillykke med jeres 30 års jubilæum!

Redaktionen bag sund-forskning og //mig//