D mod depression?

Depression

 

Tyske forskere har med en ny og meget spændende undersøgelse påvist en sammenhæng imellem lavt indhold af D-vitamin i blodet og udviklingen af depressive symptomer. Kan dette være forklaringen på, at man bliver glad af at være ude i solskin?

Af Bjørn Falck Madsen
 

Med en helt ny undersøgelse har tyske forskere fra Universitetet i Leipzig fremlagt beviset på, at vores humør i den grad er påvirket af, hvor meget D-vitamin vi har i blodet. De har tilmed fundet flere ganske tydelige mekanismer, som kan forklare sammenhængen. Meget af det hænger sammen med inflammation, og det er faktisk den første undersøgelse nogensinde, der kigger på inflammations rolle i forhold til depressive symptomer og D-vitaminniveauet i blodet.

Sænker inflammationsmarkører

Omtrent 10.000 deltagere i alderen 18-80 år blev rekrutteret til undersøgelsen i perioden fra august 2011 til november 2014. Deltagerne gennemgik en række tests, målinger og vurderinger for at give forskerne et klart billede af gruppen. D-vitamin-status blev målt, og ved at sammenholde dette med målinger af tre forskellige inflammationsmarkører (CRP, IL-6 og WBC) kunne forskerne konstatere en sammenhæng imellem lavere D-vitaminindhold og højere forekomst af de tre markører. Samtlige markører er forbundet med depressive symptomer.

Fire forskellige mekanismer i spil

Forskerne peger på fire forskellige mekanismer, som kan være med til at redegøre for D-vitamins betydning ved depression, blandt andet den massive tilstedeværelse af D-vitaminreceptorer i hjernen. Det tyder også på, at D-vitamin beskytter hjernecellerne. Desuden ved man, at D-vitamin indirekte stimulerer dannelsen af serotonin, som har betydning ved depression. Og endelig indvirker D-vitamin på immunforsvaret og regulerer cytokiner og cellekommunikationsveje.

Vigtigt vitamin for hjernen

Noget kunne også tyde på, at D-vitamin har betydning for hjernen på andre områder. En norsk undersøgelse fra 2017 af unge skoleelever viste, at hvis de fik tilskud af D-vitamin (det var præparatet D-Pearls, der blev anvendt), havde det en positiv indvirkning på elevernes evne til at løse komplekse opgaver. Samtidig så man, at der hos de D-vitamin-behandlede elever var markant mindre tendens til hyperaktiv, antisocial og forstyrrende adfærd. Undersøgelsen er offentliggjort i Scandinavian Journal of Psychology.

Kilde: Nutrients, juni 2021

Mangel på bestemt vitamin kan påvirke udfaldet af knæoperation

Kvinder i overgangsalderen, som får nyt knæled, har flere smerter efter operationen, hvis de mangler D-vitamin, viser ny undersøgelse. 

Ældre kvinder, som vælger at få nyt knæ på grund af slidgigtsymptomer, bør overveje at tage et tilskud af D-vitamin i et godt stykke tiden inden operationen. En ny undersøgelse kæder nemlig mangel på D-vitamin sammen med et ringere resultat af indgrebet. Ifølge undersøgelsen, som er offentliggjort i tidsskriftet Menopause, havde kvinder, der manglede D-vitamin, flere smerter og mindre funktionsduelighed i det opererede led, sammenlignet med kvinder, der ikke manglede vitaminet.

Mangel hos de fleste

I overgangsalderen daler kvinders østrogenproduktion. Et reduceret østrogenniveau kombineret med fysisk inaktivitet og mangel på sollys kan forklare, hvorfor D-vitaminmangel er så udbredt hos kvinder i overgangsalderen. Faktisk fandt undersøgelsen, at omtrent 70 pct. af kvinder i overgangsalderen på venteliste til knæoperation mangler D-vitamin, så der er tale om et almindeligt forekommende problem i denne aldersgruppe.

Vigtigt for knogler og muskler

I forbindelse med undersøgelsen kiggede forskerne på 226 kvinder, der i perioden 2017-2019 fik udskiftet knæled. Kvinderne blev inddelt i to grupper: En gruppe, der havde for lidt D-vitamin i blodet og en, hvor niveauet var tilpas højt. På den måde kunne forskerne sammenligne de to grupper og se, hvordan lavt D-vitamin indvirkede på udfaldet af det kirurgiske indgreb. En af D-vitamins vigtige funktioner er at sikre sunde knogler og normal muskelfunktion, og det er denne kobling, som menes at være vigtig i forbindelse med knæoperationerne. 

Kilde: Menopause, maj 2021