Dette kan måske være løsningen på hårtab i overgangsalderen

Hårtab i overgangsalderen - kvinder

 

Hårtab er et almindeligt problem hos kvinder, når de kommer i overgangsalderen, men ekstrakt af fransk strandfyr kan hjælpe, viser en undersøgelse.

Af Bjørn Falck Madsen

Der sker en lang række hormonelle forandringer i kroppen hos kvinder, når de kommer i overgangsalderen. Foruden hedeture, angstanfald, humørsvingninger og hjernetåge kan mange kvinder opleve, at deres hår bliver tyndere. Dette kan være yderst frustrerende, men en undersøgelse udført af forskere i Schweiz, Tyskland og Kina har vist lovende resultater med tabletter, der indeholder ekstrakt af fransk strandfyr (pinus maritima). Denne ekstrakt, der kendes som Pycnogenol, er i forvejen kendt for sin stimulerende indvirkning på hudens elasticitet, og den har ligeledes i undersøgelser vist at have en særdeles god effekt på blodomløbet.

Testet på kvinder i klinisk undersøgelse

At præparatet også virker forebyggende ved hormonelt betinget hårtab hos kvinder, er imidlertid nyt, men kan have noget med den kredsløbsstimulerende virkning at gøre. I den dobbelt-blinde, placebo-kontrollerede undersøgelse, hvor 76 kvinder i overgangsalderen deltog, så forskerne en række gavnlige effekter af Pycnogenol-behandlingen. De kiggede blandt andet på tætheden af håret, mikrocirkulationen i hovedbunden samt en række forskellige hudparametre.

Anvendte avancerede målemetoder

Der blev foretaget målinger i både placebo-gruppen og behandlingsgruppen efter henholdsvis to og seks måneder. Hårtætheden blev bedømt ved hjælp af digital fototeknologi samt en speciel type software. Fordampningen af fugt fra hudoverfladen (transepidermalt fugttab) blev målt med en særlig fugtmåler, der blev anbragt direkte på huden. Og ændringer i mikrocirkulationen i hovedbunden blev registreret ved hjælp af en teknik, som hedder photoplethysmography og i forvejen kendes fra håndledspulsmåling i sports-ure.

Markant tættere hår

Der var stor forskel på de to grupper. I Pycnogenol-gruppen var hårtætheden øget med op til 30 procent. Dette var efter alt at dømme et resultat af forbedret mikrocirkulation i hovedbunden. Ingen af disse effekter blev observeret i placebo-gruppen. Der blev yderligere målt et markant mindre fugttab fra hovedbunden hos de Pycnogenol-behandlede kvinder sammenlignet med kvinderne i den anden gruppe. Alt i alt vurderede forskerne på baggrund af denne undersøgelse, at Pycnogenol har potentialet til at mindske hårtab hos kvinder i overgangsalderen.

Kilde: Health Science Reports, januar 2023