Selen og Q10 går lige i hjertet

hjerte

 

Forskere har observeret, at sporstoffet selen tilsyneladende har en beskyttende virkning på hjertet. Det er især godt at kombinere selen og Q10.

 

Af Bjørn Falck Madsen.
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – oktober/november 2016

 

Dit hjerte er ubetinget kroppens vigtigste organ, og derfor skal du gøre, hvad du kan for at passe godt på det. Et af de stoffer, som har vist sig at være rigtig godt for hjertet, er selen. Det har en række forskellige funktioner både i selve hjertet og karsystemet, så hvis du vil holde dit hjerte sundt, er det vigtigt at få nok af dette livsvigtige stof igennem din kost og eventuelt supplere med tilskud.

I situationer, hvor hjerteproblemer allerede har meldt sig på banen, kan selen spille en stor og vigtig rolle, hvilket man har set i forbindelse med kranspulsåreforkalkning. Når hjertets kranspulsårer kalker til, opstår der forsnævringer, der lukker af for blodgennemstrømningen, akkurat ligesom når trafikken danner propper i myldretiden. Den manglende blod- og iltforsyning giver hjertekramper (angina pectoris).

 

Atrieflimmer

For at afhjælpe dette problem foretager hjertekirurger en såkaldt koronar bypass (CABG), hvor man laver ”forbikørsler” og omdirigerer blodet. Disse forbikørsler er nye årer, som bliver syet på hjertemusklen. Imens de nye blodkar fæstnes, sættes kranspulsårerne ud af drift, og hjertet holdes i gang ved hjælp af en hjertemaskine. Indgrebet kan efterfølgende give komplikationer i form af atrieflimren (forkammerflimren), som er en rytmeforstyrrelse i hjertets elektriske system.

 

Kan skyldes mangel på selen

Forskere har fundet ud af, at oxidativ stress og forringet antioxidantforsvar i kroppen kan spille en afgørende rolle. Her har selen vist sig at have en særlig betydning. En ny undersøgelse har nemlig vist, at lavt selenindhold i blodet hos hjertepatienter, der skal gennemgå koronar bypass, øger risikoen for at få atrieflimren efter indgrebet.

50 patienter indgik i undersøgelsen. De blev delt i henholdsvis en lavrisikogruppe og en mellemrisikogruppe, og alle fik målt blodindhold af selen, glutathionperoxidase (GPx) og malondialdehyd (en markør for oxidationsskader) før, under og efter operationen.

 

Overvejer tilskud før operation

I alt 17 af de 50 patienter fik postoperativ atrieflimren, herunder var 14 i mellemrisikogruppen og tre i lavrisikogruppen. Det viste sig, at hos dem, der udviklede atrieflimren, havde selenindholdet i blodet været lavere hos de patienter, som havde atrieflimren, end hos dem, der havde normal hjerterytme.

På baggrund af disse observationer konkluderede forskerne, at patienter fra mellemrisikogruppen, som havde lavest selenindhold i blodet inden operationen, havde højest risiko for at få atrieflimren og foreslår, at man måske bør overveje selentilskud inden det operative indgreb for at forebygge problemet.

 

Godt at kombinere med Q10

Selen har faktisk vist sig at være et overordentligt vigtigt stof i andre sammenhænge. En svensk undersøgelse (KiSel-10), som er offentliggjort i International Journal of Cardiology i 2013, viser, at den danskproducerede selengær SelenoPrecise, kombineret med Q10-præparatet Bio-Quinone Q10, reducerer risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdom med 54 %. Undersøgelsen har vakt stor opsigt blandt hjertelæger verden over, ikke mindst fordi den er udført på almindelige raske mennesker – ikke hjertepatienter.