Forskere kredser om stoffet NAD, som ud fra foreløbige forskningsresultater ser ud til at kunne modvirke kroppens ældning. Det findes naturligt i alle celler, men niveauet daler med alderen. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis vi tager det som tilskud.
Af Bjørn Falck Madsen, videnskabsjournalist på sund-forskning
Et af de naturlige fænomener, som optager os mennesker mest, er den ældningsproces, vi alle bliver udsat for før eller siden. De fleste af os drømmer om at kunne holde os friske og ungdommelige så længe som muligt, for tanken om fysisk og mentalt forfald kan virke skræmmende.
Indtil videre har videnskaben ikke formået at udvikle en magisk kur mod ældning, men forskere har kigget nærmere på, hvad der foregår på celleplan, når vi ældes. Og i den forbindelse har de kredset om et stof, som ser ud til at gøre en forskel på en række områder. Det drejer sig om NAD (nikotinamid adenindinukleotid), som vi har naturligt i alle vores celler. Det er et såkaldt co-enzym, som blandt andet er med til at regulere stofskiftet, DNA-reparationer, immunforsvaret og en række andre biologiske processer, der har betydning for kroppens beskaffenhed.
Bedre insulinfølsomhed og højere livskvalitet
NAD er hverken et lægemiddel eller et mirakel. Det er et naturligt forekommende stof, som i foreløbige forsøg har vist at kunne forhale ældningsprocessen. En større gennemgang (en såkaldt meta-analyse) af 10 videnskabelige undersøgelser, hvor forskere testede NAD på i alt 489 mennesker, konkluderer, at stoffet blandt andet giver forbedret insulinfølsomhed og højere livskvalitet.
Tilgængeligt som kosttilskud
NAD findes i to forskellige former. Dels er der den reducerede form, som hedder NAD+, og så er der den oxiderede form, der hedder NADH. De to former er næsten identiske, og NADH bliver i kroppen omdannet til NAD+. På samme måde findes det vitaminbeslægtede stof, coenzym Q10, også i en oxideret og en reduceret form, og kroppen veksler selv imellem de to former. NAD+ må ikke sælges i Danmark. Der findes dog NADH-præparater på det danske marked, der bliver solgt som almindelige kosttilskud. For eksempel fremstiller virksomheden Pharma Nord et præparat, der hedder Bio-NADH, som ud over NADH indeholder B3-vitamin (niacin), der i kroppen bliver omdannet til NAD+ og NADH og dermed booster effekten. Præparatet bliver produceret ud fra samme kvalitets- og dokumentationsprocedure, som man anvender til fremstilling af lægemidler. Den specielle formel i præparatet sørger for langsom frigivelse af NADH og niacin for optimal optagelse og udnyttelse i kroppen.
Anti-age handler om mere end glat hud
Det interessante ved hele anti-age-konceptet er, at vi ofte forbinder langsom ældning med det at have stram og glat hud. Men det er i virkeligheden slet ikke det centrale. Hvad der er langt vigtigere, er de talrige biologiske funktioner i kroppen, som med alderen begynder at svigte. For eksempel bliver vores immunforsvar svagere, vores stofskifte fungerer ikke længere så godt som tidligere, vores insulinfølsomhed mindskes, og i det hele taget kører kroppen ned i gear.
Hvad der også sker hos ældre mennesker, er en reduktion af NAD-niveauet. Og det store spørgsmål er så, om man ved at øge det med hjælp fra NAD-tilskud i tabletform kan skrue på de forskellige parametre, som er med til at ælde kroppen. Foreløbig er der positive tegn på dette, men der skal forskes meget mere i det, før det er muligt at drage nogle endelige konklusioner.
Kunsten at mindske den biologiske alder
Med coenzym Q10, som også er et naturligt forekommende stof i alle celler, sker der ligeledes en aldersbetinget reduktion af stoffet. Her har forskning inden for nyere tid allerede vist, at når ældre får tilskud af stoffet, kan det øge deres livskvalitet, specielt når det bliver taget sammen med selen, som det blev demonstreret i KiSel-10-undersøgelsen. De forsøgspersoner, som fik Bio-Qinon Q10 og SelenoPrecise dagligt igennem flere år, viste målbare tegn på, at kroppens ældningsproces gik ned i tempo. For eksempel kunne forskerne måle det på længden af cellernes telomerer. Telomerer er en slags beskyttelseskappe, der sidder for enden af DNA-strengene og forhindrer dem i at blive beskadiget. Hver gang en celle deler sig, afkortes telomererne, men det lykkedes i denne undersøgelse at nedsætte afkortningshastigheden. Og jo længere telomererne er, desto lavere er en persons biologiske alder.
Vi kan påvirke vores gener
NAD er ligeledes involveret i talrige biologiske funktioner, som har betydning for kroppens ældningsproces. Foreløbig har forskning i NAD vist, at stoffet kan øge ældre personers træningskapacitet, forbedre insulinfølsomheden og modvirke inflammation. Det sidste er utroligt vigtigt, da ældningsprocessen i høj grad er forbundet med øget inflammation i kroppen.
Der er ingen tvivl om, at kost og livsstil spiller en afgørende rolle for vores ældningsproces. Vi er fra naturens side udstyret med gener, der styrer ældningen langt hen ad vejen, men vi kan med vores livsstil påvirke det, som kaldes for epigenetikken. Det er den måde, eksterne faktorer og påvirkninger styrer vores gener på. NAD er ligeledes en faktor, som påvirker vores epigenetik, og det ser foreløbig ud til, at der er en målbar gevinst forbundet med at øge sit niveau af stoffet i kroppen.