Fiskeolie og LDL-kolesterol – godt nyt fra videnskaben

Fiskeolie-lunger

 

Talrige undersøgelser igennem tiderne har slået fast med syvtommersøm, at omega-3-fedtsyrerne fra fede fisk og fiskeolie er gavnlige for kredsløbet. Der har dog været lidt hvisken i krogene om, hvorvidt fiskeolietilskud kunne få LDL-kolesteroltallet til at stige, men en ny metaanalyse sender den mistanke i skammekrogen.

 

Af Bjørn Falck Madsen

 

De to vigtige omega-3-fedtsyrer, EPA (eicosapentaensyre) og DHA (docosahexaensyre), som vi blandt andet får fra fede fisk som sild, laks og makrel, har en række nyttige egenskaber, især når det gælder kredsløbet. Det har forskere fra hele verden slået fast med talrige undersøgelser. Der har imidlertid været diskussion imellem nogle eksperter, om hvorvidt fiskeolietilskud kan få blodets indhold af LDL-kolesterol til at stige.

 

Fik LDL til at falde

Ny forskning viser, at det ikke er tilfældet. Tværtimod. Ifølge data fra en metaanalyse med i alt 9.253 personer – hovedsageligt mænd – som var midaldrende og havde normale fedtværdier i blodet, skete der ingen stigning i LDL som følge af, at de tog tilskud af fiskeolie. Der skete derimod det, at indholdet af DHA i de røde blodlegemer steg, og kombinationen af et øget omega-3-indhold i blodet og højere DHA-indhold i de røde blodlegemer var interessant nok en moderat reduktion af LDL-niveauet. Det forklarer Dr. William Harris fra the Fatty Acid Research Institute (FARI) og fortæller desuden, at disse observationer bør gøre, at folk trygt kan bruge fiskeolietilskud som led i en sund livsstil uden at være bekymret for, om det skubber deres LDL-værdier i den forkerte retning.

 

Fiskeolie sænker også triglycerider

Omega-3-fedtsyrer reducerer også blodets indhold af nogle andre fedtstoffer, som hedder triglycerider, og det er værd at hæfte sig ved. Forhøjet triglyceridniveau kan nemlig udgøre et sundhedsproblem akkurat som for højt kolesteroltal. Man kan reducere sit triglyceridtal på flere måder, hvor fisk er en af de effektive metoder. Man kan enten vælge at spise frisk fisk med et højt indhold af omega-3-fedtsyrer, eller man kan anvende fiskeoliekapsler. En finsk undersøgelse fra Universitet i Kuopio i Finland, hvor forskere sammenlignede den triglyceridsænkende virkning af at spise fisk fire til fem gange om ugen eller at tage fiskeoliepræparatet Bio-Marin Plus, viste, at begge alternativer virkede lige godt.

 

Fiskeolie renset for tungmetaller

Der er fordele og ulemper ved at spise frisk fisk eller at tage kapsler med fiskeolie. Vælger man fisk på tallerkenen, får man samtidig andre vigtige stoffer som D-vitamin, selen og jod. Til gengæld kan fisk indeholde miljøgifte og tungmetaller, der kan være skadelige for helbredet. Her har fiskeoliepræparater af høj kvalitet en fordel, da man som led i fremstillingsprocessen kan rense olien og fjerne de uønskede stoffer. Mange vælger at kombinere tingene og tager et dagligt fiskeolietilskud som supplement til frisk fisk et par gange om ugen.

 

Med til at forebygge allergi hos børn

Omega-3-fedtsyrerne kan andet og mere end at gavne kredsløbet. De kan være ganske fordelagtige i forbindelse med graviditet. Fx har den svenske forsker Catrin Furuhjelm, som er overlæge i pædiatrisk medicin samt medicinsk doktor ved Linköping Universitet, offentliggjort nogle forsøg, hvor hun har givet Bio-Marin Plus til gravide og påvist, at det reducerer risikoen for at føde børn med allergi.

Blandt de børn, hvis mødre havde taget præparatet under graviditeten, var der markant færre, som udviklede fødevareallergier og eksem. Undersøgelsen er foretaget på 145 gravide kvinder og er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Acta Paediatrica.

 

Kilde: Journal of Clinical Lipidology, december 2020