Nb.: Eye-q Chews hedder nu Equazen Chews
Når neurologer og psykiatere fra ind- og udland – mest udland – interesserer sig for især børn med ADHD, og om der er nogen muligheder for en mere bred tilgang til at hjælpe børnene, kan man ikke undgå at støde ind i forskningen på fedtsyrer.
I Italien har børnespecialisten Dr. Matteo Alessio, som er uddannet i neurologi og psykiatri, beskrevet tre drenge, som minder meget om alle de andre drenge, han møder i sin klinik. Som du vil kunne læse her, er behovene forskellige, og der er gjort plads til de individuelle forskelle.
Af Marianne Palm
Case rapporten, som det kaldes, er skrevet helt uafhængigt af økonomiske interesser og er skrevet, fordi børnelægen gerne ville dele hans erfaringer med kolleger. Vi har fået lov til at læse med …
Børnelægen indleder sin case rapport med at fortælle, at med ADHD er det ligesom med mange andre sygdomme og problemstillinger et multifaktorelt problem, som ikke kan søges løst alene med medicin eller med langkædede fedtsyrer. Familiens strategier, barnets behov, arv og miljøfaktorer skal tages med i betragtning, når man vælger medicin eller måske en kombination af medicin og fedtsyrer.
Drengene, som vi beskriver, repræsenterer nogle forskellige situationer i livet, hvor den første dreng, Aleksander, er for lille til at tage mod konventionel behandling (Methylphenidat), og den næste dreng, Manuel, fik ikke medicin, da han ikke fik diagnosen ADHD, men har store problemer med koncentration og indlæring. Den tredje dreng, Filippo, har forældre, der ønsker alt andet end medicin som behandling, men indså, at det var muligt med en kombination for at minimere indtag af medicin.
Aleksander, for ung til at få medicin
Aleksander var 4 år og 7 måneder gammel, da han første gang var til børnepsykiater. Aleksander var en urolig dreng, der havde svært ved at lege både med børn og voksne, fordi han hele tiden ville skifte til en ny leg.
Andre forældre så ham som uopdragen, fordi han ikke kunne indgå i normale legeaktiviteter, og diagnosen med ADHD blev også underbygget af, at han havde flere fald og skader end andre børn, fordi han meget let blev ukoncentreret i forhold til andre børn på hans alder. Som spæd var han også konstant i bevægelse og var også for urolig til at spise større måltider, hvilket førte til utallige måltider i løbet af dagen. Rent mentalt var han alderssvarende, men også i vuggestuen var der fuld fart på, og han var god til de mere grov-motoriske bevægelser, mens det ikke gik så godt med finmotorikken. Alle typer af tests blev udført, men ifølge italiensk lov giver man ikke Methylphenidat til børn under seks år. Man tilbød i stedet Aleksander at få tyggetabletter med fedtsyrer med følgende indhold: (EPA) 558 mg + d (DHA) 174 mg + (GLA) 60 mg pr. dag to gange om dagen. Telefonmøder og en ny aftale til en konsultation blev aftalt til to måneder efter. Den første måned var virkelig svær, også fordi diagnosen ADHD nu var åbenlys for både pædagoger og familie, men stille og roligt begyndte Aleksander at blive mere rolig og mere koncentreret i måned to. Han blev mere koncentreret både i børnehave og derhjemme, og han var lettere at stoppe, hvis han blev for aktiv og kunne bedre lade folk have deres samtaler i fred, uden at han havde behov for at blande sig. Hans evne til at tegne blev meget bedre, fordi han bedre kunne koncentrere sig, og han faldt ikke og slog sig hele tiden, som han gjorde nogle måneder før. I det hele taget var han mindre hyperaktiv, og alle tests hos børnelægen gik den rigtige vej. Behandlingen fortsatte uden nogen tegn på bivirkninger.
Manuel – uspecifikke symptomer
Dr. Matteo Alessio mødte Manuel, da han var 8,3 år gammel. Hans lærer var kommet med en stribe af bekymringspunkter: Manuel opnåede ikke de forventede resultater i skolen, han var rodet i sin indlæring, og hans håndskrift var meget svær at tyde, også selv om han fik ekstra hjælp. Han var også lidt langsom til at følge ordrer og ville ofte ikke udføre dem. Hans humør var meget svingende, og han havde ofte nogle raserianfald, der kom ud af den blå luft. Han var alderssvarende, men meget ofte en dreng, der tumlede omkring. Under de mange tests udført på børneklinikken så man flere gange, hvordan han pludselig mistede selvkontrollen. Testene viste også, at han havde problemer med at være fokuseret, hvilket gjorde det svært for ham at modtage læring.
Manuel og hans forældre blev tilbudt forskellige former for bistand til at stabilisere humør og motoriske færdigheder, mens han samtidig blev tilbudt den særlige sammensætning af fedtsyrer.
Efter fire måneder evaluerede man behandlingen. Både forældre, lærere og den almindelige børnelæge kunne se signifikante forandringer i drengens adfærd og evne til at tage mod indlæring.
Fra måned tre var hans pludselige raserianfald ophørt, mens hans evner i skolen allerede i måned to blev forbedret, og han blev meget nemmere at være sammen med.
Behandlingen med fedtsyrerne fortsatte i seks måneder, derefter stoppede man i fire måneder, hvorefter man fortsatte i en to måneders periode med fedtsyrer. Han fortsatte med at være stabil også i perioden uden fedtsyrer. Alt i alt fortsatte Manuel med at have det godt, også selvom han stadig var lidt langsommere end andre til at tage imod læring, men det problem forsvandt i de kyndige læreres hænder.
Ingen bivirkninger blev rapporteret, heller ikke på blodprøver foretaget undervejs.
Alt andet end medicin – please!
Filippo var 9,2 år, da han blev sendt til en almindelig børnelæge, der beskrev, at drengen havde ADHD, en observation, som både forældre og lærere var enige i. Filippo var rastløs, kunne kun sidde stille mindre end et minut og kunne ikke koncentrere sig om nogen aktiviteter og fik derfor aldrig gjort sit skolearbejde færdigt. Han kunne ikke få venner, fordi han altid blev distraheret under leg. Siden hans fødsel havde han været meget motorisk urolig og krævede meget opmærksomhed. Den store fysiske uro var i øvrigt et kendetegn i farens familie.
Familien blev foreslået forskellige træningsværktøjer, pædagogisk støtte og Methylphenidat, som er den mest brugte form for medicin til ADHD-børn, men forældrene havde læst på internettet, at det biokemisk var det samme som kokain, og det ønskede de ikke at give deres lille dreng. Forældrene ville hellere gå med de forskellige pædagogiske værktøjer og ville gerne forsøge sig med fedtsyrerne, som er beskrevet her i artiklen.
Lærerne opdagede i løbet af de to næste måneder, at hans evner til at modtage læring og at kunne koncentrere sig blev markant bedre. Han fik også sin første ven med soveaftale, og efter fem måneder blev han en del af det lokale fodboldhold, hvor træneren godt kunne se, at der indimellem var problemer med at holde fokus, men de andre drenge hjalp ham.
Filippo fik den samme behandling med fedtsyrer i et år. Forældrene mærkede, at behandlingen hjalp og var uden bivirkninger, men de blev også enige om, at de nu gerne ville give ham Methylphenidat for at nå at give ham det, inden han blev teenager. Mængden af medicinen under en såkaldt ”doseringstest” fulgte de italienske standardprotokoller, og man stoppede med fedtsyrerne.
Filippo kunne ikke nøjes med medicinen
Filippo fik det faktisk signifikant bedre med Methylphenidat. Han fik i første omgang medicin, der blev optaget med det samme i kroppen, og senere fik han det som depotmedicin, som langsomt frigives i kroppen, så han ikke skulle tage en dosis, mens han var i skole. Undervejs blev mængden af medicin justeret efter drengens vægt.
Da Filippo var omkring 12 år udviklede han tics ved skuldrene, men også tics ved øjnene og nogle tics ved anklerne og indimellem forskellige lyde. Det kunne være en mulig bivirkning ved medicinen, og da forældrene både tidligere og nu var meget kede af, at han overhovedet fik medicin, reducerede man mængden af medicin. Tics forsvandt, men desværre også de positive virkninger af medicinen i forhold til koncentration, uro m.m.
Derfor besluttede man at fortsætte med en lavere dosis af Methylphenidat og samtidig give fedtsyrer igen. Efter to måneder så man, at kombinationen af mindre medicin og fedtsyrer skabte den samme ro, koncentration og evne til at indgå i sociale relationer, som Filippo havde, mens han fik høj dosis af sin medicin, men hvor han samtidig begyndte at få tics.
Filippo fortsatte i et års tid på begge produkter, og derefter stoppede han med begge. Efterfølgende har Filippo ikke haft problemer og kunne klare sig uden hjælp fra medicin og kosttilskud.
Konklusion
Vi møder her tre drenge i fire situationer. Tre drenge, som kom med hver deres historie, hvilket ligner børnelægens Dr. Matteo Alessio daglige virke med speciale i bl.a. ADHD.
- Når man fx på grund af alder ikke kan ordinere receptpligtig medicin.
- En situation, hvor symptomerne var atypiske, der var ikke tale om ADHD, men store problemer med humør og adfærd.
- Forældre, der bestemt ikke ønsker medicin og vil forsøge sig med andre metoder
- Hvor Methylphenidat er effektiv, men hvor man ikke kan ramme den rette dosis, uden at der opstår bivirkninger.
Hos alle tre drenge, Aleksander, Manuel og Filippo, kunne de rette eksperter hjælpe med at få skabt et liv med lærdom, koncentration og legekammerater.
På børneklinikken anvendte de tyggekapsler svarende til eye-q chews, to kapsler pr. dag, en morgen, en aften.
De indeholder omega-3- og omega-6-fedtsyrer i en særlig kombination af fedtsyrerne EPA og DHA samt GLA i forholdet 9:3:1, som i mange studier verden over har vist sig at kunne støtte børn i opmærksomhed, hukommelse og skabe et større ordforråd og derfor skabe større mulighed for at modtage læring. Og ikke mindst: Få børn, der let kan indgå i kontakt med voksne og ikke mindst få legekammerater og et helt almindeligt drengeliv i et helt almindeligt tempo.
Kilde:
Chiappedi, M. Poly-Unsaturated Fatty Acids in ADHD and in Other Neuropsychiatric Conditions: A Multiple Case Presentation. Pediatr. Rep. 2021, 13, 234–240. https:// doi.org/10.3390/pediatric13020032
