Denne variant af falafler er bagt i ovnen frem for dybstegt i olie. På den måde slipper du for alt for mange ødelagte fedtstoffer. Dem kan kroppen nemlig ikke bruge til nogen verdens ting. Hvis du bare må have dyppet dine falafler i frituregryden, skal du ikke bruge kogte kikærter som her, men kikærter, der blot har ligget i blød i 10-12-timer.
Af Nanna Stiegel, ernæringsterapeut
Det skal du bruge:
450 g kogte kikærter eller fra dåse
4 fed hvidløg
2 løg
2 håndfulde frisk persille
4 spsk. ekstra jomfruolivenolie
3 tsk. spidskommen
2 tsk. stødt koriander
3 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
2 spsk. fuldkornsrismel (eller andet mel)
Peber
2 spsk. sesamfrø
½ tsk. chili
Ekstra olivenolie samt sesamfrø til bagning
Sådan gør du:
Klargør kikærter, så du har 450 gram tilberedte kikærter.
Rengør persillen, og snit løg i mindre stykker.
Kom begge dele i en minihakker eller foodprocessor, og blend løs. Tilsæt lidt af olivenolien for at få hakkeren til at ”tage fat”.
Bland alle de tørre ingredienser: spidskommen, koriander, salt, bagepulver, mel, peber, sesamfrø og chili.
Blend nu de tørre ingredienser med persille-/løgmassen samt kikærter og (resten af) olivenolien.
Lad gerne falaflerne være lidt grove i konsistensen.
Tril så massen til små runde falafler. Pensl med masser af olivenolie og tril i sesamfrø.
Bag falaflerne i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 20-30 min. Vend kuglerne cirka hvert 5. minut.
Tips:
Server gerne disse falafler med en myntedressing. Bland 2 dl yoghurt eller sojayoghurt med 1 stor håndfuld hakket mynte, salt og peber.
Hvis du har lyst til at afprøve en anden smag i dine falafler, kan du prøve at erstatte persillen med frisk oregano eller 2 spsk. tørret oregano.