Vi har alle prøvet det: Både at være afsender og modtager af sætningen: ”Jeg ved, hvordan du har det”. Ordene bliver ofte brugt i sammenhænge, hvor man ønsker at tilkendegive sympati og empati og vise, at man kan sætte sig ind i et andet menneskes situation. Ofte bruges udtrykket i forbindelse med store sorger, bekymringer og livskriser, sygdom etc. Men – der er ingen, der ved, hvordan du har det i virkeligheden – ingen, der kan sætte sig fuldstændigt ind i et andet menneskes følelser og opfattelse af en given situation eller krise. Hvorfor gør vi det så?
Af Lene Pilegaard
Når du siger: ”Jeg ved, hvordan du har det” til en, der lider, kan du nærmest invalidere det andet menneskes følelser. Det kan i første omgang virke som en empatisk handling, men ud fra et psykologisk synspunkt er det ikke altid det bedste valg. Det, vi nok i virkeligheden forsøger, er at vise anerkendelse, imødekommenhed og forståelse for et andet menneskes lidelse. Men det er du reelt ikke i stand til, for du har ikke adgang til den andens følelsesmæssige univers, og det vil aldrig være det samme som dit eget.
Vi er naturligt tilbøjelige til at skabe kontakt til andre, men vi ved ikke altid, hvordan vi skal gøre det.
Vores hjerner er evolutionært indrettet via specifikke neurale mønstre, som udelukkende er dedikeret til at skabe kontakt med andre mennesker. Vi har en så stærk fornemmelse af andre, at vi faktisk kan føle deres følelser. De fleste af os har siddet og grædt over en sørgelig film eller en bog, og vi kan også selv græde, når andre græder, fordi vi spejler os i dem og kan genkalde vores egne tidligere sorger og de følelser, der var knyttet til dem. Vi har også som menneskerace en universel måde at udtrykke følelser på via ansigtsudtryk, og ud fra et evolutionært synspunkt er det ganske genialt, da vi har brug for andre for at kunne overleve. Det gør os dog ikke i stand til fuldstændig at kunne sætte os ind i og forstå andres følelser og forstå den andens virkelighed. Der er forsket meget i det, der kaldes ”spejlneuroner”, og det ser ud, som om vi er udstyret med en evne, så vi kan bedre kan forstå andres følelser ved hjælp af aktivering af vores egne emotionelle systemer i hjernen.
Og som et paradoks er det, at vi gerne vil vise empati og anerkendelse ved at bruge frasen: ”Jeg ved, hvordan du har det”, men rent faktisk gør det modsatte, fordi vi ikke er bevidste om, hvad det egentlig er, vi siger. I stedet for at anerkende den anden persons følelser og bekræfte dem, bekræfter du bare dine egne. Det er ikke til stor hjælp.
Når folk siger: ”Jeg ved, hvordan du har det”, ved de det som regel ikke.
Der er ingen, der ved, hvordan du har det
De kan have oplevet noget, der minder om det, du oplever nu, men ingen mennesker er ens og har de samme følelser i tilsvarende situation, som du måske selv har oplevet, da vi alle har forskellige baggrunde og liv bag os. En af årsagerne til, at brugen af sætningen: ”Jeg ved, hvordan du har det”, ikke er god at bruge, er fordi du ofte ikke engang selv ved, hvad det er, du føler. Så når en eller anden nærmest tilfældigt slynger ud, at de udmærket ved, hvad det er, som du går igennem, er det ikke rigtigt. De fleste mennesker er ikke terapeuter eller eksperter i psykologi.
Find ind til følelserne
Grunden til, at vi ikke kan sammenligne vores egne følelser med andres, er, at følelser er knyttet til hukommelse og erfaringer. Det betyder, at vi lagrer vores minder relateret til følelser. Når vi fortæller om vores liv, vil den stemning, vi er i, præge fortællingen. Følelser er også knyttet til vores værdier, livssyn, familie og kultur.
Dårlig vane
De fleste af os har fået den dårlige vane at formode ting i stedet for faktisk at spørge om det. Det er med stor sandsynlighed, fordi det kræver mindre af os tankemæssigt og hjælper os med hurtigere at få udtrykt en form for reaktion og handling. Det er meget nemmere at formode, at du ved noget, baseret på den information, du allerede har.
Forældre har også en tendens til at bruge frasen, men i virkeligheden kan de risikere, at de stiller sig i vejen for at få deres børn til at fortælle med deres egne ord, hvordan de oplever situationen og deres egne følelser og tanker.
”Vær den, du er, og sig, hvad du føler, fordi dem, som ikke vil dig noget, er ligeglade, og dem, som ikke er ligeglade, vil dig ikke noget”
Bernard Baruch
Hvad er så den bedste måde at skabe kontakt med en, som har det svært?
For det første at undgå at falde i fælden ved at bruge frasen: ”Jeg ved, hvordan du har det”, og ”det skal nok gå alt sammen”. Vær bevidst om, at det er forkert at antage, at to mennesker, der gennemgår det samme, også nødvendigvis oplever de samme følelser. Det er vigtigt, at man øver sig i at lytte på en god måde. Du kan for eksempel sige: ”Fortæl mig, hvad du føler”.
Det er dog ikke altid let at kunne sætte ord på og identificere de følelser, man har. Følelser er komplekse og mange gange kaotiske. At acceptere dem og forstå dem tager tid. Så det, mennesker har brug for, når de står i en svær tid med alle disse følelser, er støtte og tryghed.
Nogle gange kan det være det bedste bare at sige: ”Jeg er her for dig”. I sidste ende er dit mål at være til stede og til at kunne være til at få fat på. Du må sigte efter at skabe en følelse af tryghed og intimitet, hvor det ikke forventes, og hvor ingen kan dømme andres følelser.
”Det skal nok gå alt sammen”
På samme måde som vi bruger udtrykket: ”Det skal nok gå alt sammen”. Igen en helt forfejlet måde at vise empati og forståelse. Man møder ikke det andet menneske i deres lidelse, men man nærmest ”cutter” forbindelsen. Det gælder om at finde frem til et sted at mødes i nuet og vise ægte anerkendelse og at møde det andet menneske, hvor det er netop lige nu. Er det svært? Ja … vi skal vænne os af med at bruge de ovennævnte udtryk – de gør mere skade end gavn. I stedet for skal vi begynde at øve os i at være lyttende og hjælpe og ved bare at kunne ”være i en samtale” med et andet menneske. Anerkendelse
Den, der har brug for omsorg og forståelse Støtteperson
At finde nuet
” Den enkelte har aldrig med et menneske at gøre, uden han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
K.E. Løgstrup
