Fakta
K-vitamin blev opdaget af den danske biokemiker Henrik Dam i 1935. Der findes tre former for K-vitamin: K1 (fytylmenacinon), som forekommer i naturen, K2 (menakinon), som dannes i tarmfloraen, og K3, som er syntetisk. K’et står for koagulation. K-vitamin har afgørende betydning for blodets evne til at størkne, da det er forudsætningen for dannelse af protrombin og prokonvertin i leveren.
K2-vitamin dannes af bakterier i den sunde tarmflora. Man kan ”styrke” sin tarmflora ved at spise mælkesyrebakterier og undgå overdreven brug af sukker, kaffe og alkohol samt brankede fedtstoffer og derved skabe så optimale vilkår for dannelse af K2-vitamin som muligt.
Tidligere antog man, at raske mennesker ikke behøver bekymre sig om K-vitaminmangel, nye undersøgelser viser dog, at det er svært at få tilstrækkeligt med K-vitamin gennem kosten og fra produktionen i tarmsystemet. K-vitamin findes næsten udelukkende i grønne grøntsager som grønkål, spinat og salat. For at få 100 mikrogram (mcg) dagligt, skal man spise mindst 75 gram grønne grøntsager dagligt. K-vitamin kan kun lagres i små mængder i organismen. Spædbørn danner ikke K-vitamin, og det gives derfor forebyggende til moderen sidst i graviditeten samt til nyfødte. Det mest sikre er at give det i dråbeform til spædbørn.
Hvorfor skal vi have K-vitamin?
Hvis vi mangler K-vitamin, mister vores blod evnen til at størkne. Det medfører blødningstendens fra slimhinder i næsesvælg, mave og tarm, urinveje og sågar i hjernen. Dårlig sårheling, træthed, blødningstendens, blå mærker og menstruationsbesvær med kraftig, langvarig blødning kan være tegn på mangel. Mangeltilstande opstår som følge af dårlig tarmfunktion og leverbelastning, oftest på grund af alkoholmisbrug og dårlig ernæring med harske fedtstoffer og konserveringsmidler, som alle forringer optagelsen af K-vitamin. Langvarig brug af bredspektret antibiotika, acetylsalicylsyre-præparater, afføringsmidler med mineralske olier og paraffin samt antikoagulerings-midler kan også forårsage mangeltilstande. Tendens til blå mærker, næseblod og besvær med at standse blødninger kan skyldes K-vitaminmangel.
Langvarig mangel på K-vitamin kan give svage knogler og forkalkede pulsårer. K-vitamin har betydning for stofskiftet i knogler og bindevæv i samspil med kalk og D-vitamin. Dette har særlig betydning for børns knogleudvikling og for at undgå knogleafkalkning som ældre.
I Japan har man længe brugt K-vitamin mod knogleafkalkning. Videnskabelige forsøg har vist, at kvinder som har taget 1000 mcg K-vitamin i 3 år, stopper udviklingen af åreforkalkning, mens placebogruppen, som ikke fik K-vitamin men ”snydepiller” havde 8% mere stivhed i halspulsårerne efter 3 år. K-vitamin er også vigtigt for nyrer, lunger, hjerte, nervesystem og vitalitet.
Medicinsk anvendelse
Som ovenfor omtalt gives K-vitamin forebyggende til spædbørn og sidst i graviditeten. Det kan gives ved menstruationsbesvær med kraftige, langvarige blødninger og præmenstruelle smerter og kramper samt ved for langsom blodkoagulation og langvarig blødning fra sår. K-vitamin anvendes ved langvarig tarmbelastning, som kan være betinget af medicin og/eller forkert ernæring samt ved langvarig diarré hos spædbørn. Vitaminet kan også anvendes ved mangelfuld knoglevækst og ved afkalkning af knogler. Ved alvorlig leverbelastning virker K-vitamin ikke. Effekten af K-vitamin blokeres ved samtidig indtagelse af visse typer medicin mod blodpropper, eksempelvis kumarin-præparater.
Bivirkninger
Normalt ses bivirkninger ikke. Engelske videnskabelige undersøgelser har dog vist en sammenhæng mellem K3-vitamininjektioner og udviklingen af leukæmi hos børn. Herhjemme anvender man ikke K-vitaminindsprøjtninger til børn længere. Meget store doser K-vitamin over længere tid kan give kvalme og opkastninger, særlig hos mennesker med leverbelastning og leversygdom. E-vitaminmangel kan forstærke K-vitamins skadelige virkninger.
Hvor findes det?
K2-vitamin dannes i den sunde tarmflora. Derfor er det vigtigt at ”passe” sin tarmflora. K1-vitamin findes i alle kålsorter, særlig i blomkål, grønkål, surkål (mælkesyregæret hvidkål), rosenkål, spinat, broccoli, grønne bønner, agurk, tomat, alfalfa, persille, ærter og i salat. Endvidere i hvedekim, tidselolie, sojaolie, olivenolie, mælkeprodukter, ost, æg, lever og i kylling og kalv. Findes også i honning, kartofler, gulerod, avocado, æble, jordbær og i champignon. 100 gram surkål indeholder 1540 mcg K-vitamin. 100 gram hvidkål indeholder 59 mcg K-vitamin. 100 gram hele æg indeholder 50 mcg K-vitamin. 100 gram gulerod indeholder 15 mcg K-vitamin.
Hvor meget har man brug for?
- Spædbørn: 10 – 20 mcg
- Småbørn: 20 – 40 mcg
- Skolebørn: 30 – 100 mcg
- Voksne: 80 – 100 mcg
Medicinsk dosering
Til spædbørn 1 dråbe (1 mg) en gang om ugen i tre måneder. I tabletform til voksne 10-20 mg. (1000 til 2000 mcg) Disse store doseringer gives fordi optageligheden (biotilgængeligheden) af K-vitamin fra tarmen er ret lav.
Vedrørende behandling med blodfortyndende medicin
Hollandske forsøg viser, at K-vitamin doser på 100 mcg dagligt ikke ændrede på blodets koagulationstal. Det viste også, at en kost rig på grønne grøntsager med stort indhold af K-vitamin ikke påvirkede koagulationsfaktoren nævneværdigt. Med andre ord, der er noget der taler for, at mennesker som tager Marevan og lignende blodfortyndende medicin, sagtens kan spise grønne grøntsager. Bemærk dog at K-vitamintilskud, af sikkerhedsgrunde, ikke må gives ved samtidig medicinering med den blodfortyndende medicin Marevan!
