Stoffet coenzym Q10 findes i to former i kroppen: ubiquinon og ubiquinol. Foreløbig er det dog kun ubiquinon, som kan dokumentere sin virkning. Stort set al offentliggjort Q10-forskning, herunder to store hjerteundersøgelser fra de senere år,er lavet med ubiquinon. Denne kendsgerning blev understreget tydeligt ved en international konference i Italien i oktober måned.
Af Bjørn Falck Madsen
Artiklerne blev bragt i magasinet sund-forskning og //mig// – december 2015/januar 2016
Forskere fra hele verden mødtes i begyndelsen af oktober i Bologna til det 8. Internationale Q10-Symposium for at fremlægge den nyeste viden om stoffet coenzym Q10. Som sædvanlig var der stor interesse blandt de fremmødte forskere og det øvrige publikum, og der blev især spidset ører ved en af præsentationerne. Det var da den amerikanske forsker fra Indianapolis, William Judy, PhD, gik på podiet for at mane rygtet om en ny og bedre slags Q10 i jorden.
Foreløbig ingen dokumentation
Q10 findes i to former i kroppen – ubiquinon og ubiquinol. Der har i den senere tid været hvisken i krogene om, at ubiquinol optages lettere i kroppen og derfor skulle virke bedre. Det er dog påstande, som ikke kan dokumenteres, argumenterede Judy og fremlagde resultaterne af sin undersøgelse, som viste, at der umiddelbart ikke er nogen gevinst ved at tage ubiquinol-formen. Det forholder sig nemlig sådan, at ubiquinol omdannes til ubiquinon, så snart det kommer i kontakt med mavesyren, og så er man lige vidt. Det skal lige nævnes, at ubiquinol, foruden at være en væsentlig dyrere råvare end ubiquinon, er betragteligt mere ustabil og sværere at håndtere.
Omdannes til ubiquinon i tarmen
Dr. William Judy, også kendt som Q10-forskningens grand old man, har udført talrige undersøgelser af ubiquinon i tidens løb og er ikke i tvivl om, at denne form af stoffet er virksomt. Han følte imidlertid, at det var nødvendigt at kigge på, hvordan henholdsvis ubiquinon og ubiquinol opfører sig, når de to former af Q10 indtages af forsøgspersoner. Hans undersøgelse, som han præsenterede ved symposiet i Italien, viste i hovedtræk følgende:
- Ubiquinol omdannes til ubiquinon, når det udsættes for luftens ilt eller mavesyre/tarmvæsker
- Ubiquinol bliver således optaget som ubiquinon i maven og tyndtarmen
- Om man tager den ene eller anden form gør ingen synderlig forskel. Optageligheden fra såvel ubiquinol som ubiquinon er stort set ens
- Da kroppen alligevel omdanner ubiquinol til ubiquinon i fordøjelsen, er det spørgsmålet, om det overhovedet kan svare sig at tage andet end ubiquinon
Hvad siger forskerne?
Hvis vi ser på den foreløbige relativt sparsomme dokumentation for ubiquinol, er det indtil videre mere spekulation end noget andet, at denne form af stoffet skulle være mere effektiv. Som Doktor Judy forklarede, da sund-forskning fik et par minutter med ham lige inden hans præsentation: ”Ingen læge, som kender til de dokumenterede resultater med ubiquinon, ville rokke båden ved pludselig at eksperimentere og give ubiquinol til en hjertepatient, som ellers er i stabil tilstand”. Doktor Judy uddybede mere konkret: ”Vi har mindst 30 års videnskabelig erfaring med ubiquinon sammenlignet med ubiquinol, hvilket giver ubiquinon en hel del mere vægt”.
Professor Gian Paulo Littaru, som indtil for nylig var præsident for ICQA (International Coenzyme Q10 Association), organisationen, der koordinerer al Q10-forkning på verdensplan og er arrangør for de internationale Q10-symposier, mener, at ubiquinol-formen kan have en fordel for en lille gruppe af personer, som har problemer med at optage biologisk aktive stoffer igennem tarmvæggen. Han henviser til studier, som peger i den retning. Der er dog tale om yderst sparsom forskning. Til sammenligning er et præparat som Bio-Quinone Q10, der af mange forskere anses for at være det bedste præparat at arbejde med i forskningsøjemed, dokumenteret i over 100 videnskabelige undersøgelser. Både Littarru og Judy er enige om, at der bør foretages flere og større undersøgelser af ubiquinol, hvis forskningen ønsker at satse på denne form af stoffet. Indtil videre er det dog ubiquinon, som er den bedst dokumenterede Q10-form og derfor den form, som giver mest mening at anvende til videnskabelige studier.
Ubiquinol & ubiquinon – hvad er forskellen?
Stoffet coenzym Q10 findes i en oxideret form (ubiquinon) og en reduceret form (ubiquinol). Vi får Q10 fra føden (i begge former), ligesom begge former af Q10 findes i kroppen, der i øvrigt konstant vekselvirker imellem dem, afhængigt af hvad den skal bruge Q10 til. Ubiquinol fungerer primært som antioxidant og beskytter LDL (transportmolekyle der transporterer kolesterol rundt i kroppen) samt mitokondrie-DNA, hvorimod ubiquinon er den form af Q10, som indgår i energistofskiftet inde i cellerne. Dr. William Judy har skrevet en interessant oversigt (Coenzyme Q10 Facts or Fabrications), hvor han redegør for de to Q10-former og deres respektive funktioner i kroppen. Den findes her: http://www.zmc-usa.com/docs/CoQ10_Facts_or_Fabrications.pdf
Store hjerteundersøgelser er lavet med ubiquinon
Stort set al forskning, som er lavet på Q10 i tidens løb, både optagelighedsstudier og undersøgelser af stoffets effekt på sygdomme og symptomer, er lavet med ubiquinon-formen. Det gælder i særdeleshed også de to store undersøgelser, KiSel-10 og Q-Symbio, som er offentliggjort indenfor de senere år i to af de mest anerkendte lægetidsskrifter, nemlig International Journal of Cardiology og Journal of the American College of Cardiology. I det hele taget er det undersøgelser som disse, der er værd at hæfte sig ved, eftersom optagelighedsstudier udelukkende har til formål at vise, om Q10 kommer ind i blodet. At det kommer ind i blodet, siger intet om, hvordan det virker i kroppen. I både KiSel-10 og Q-Symbio-undersøgelserne viste forskerne derimod, hvordan tilskud af Q10 både mindskede risikoen for at dø af hjerte-kar-sygdom og samtidig styrkede hjertemuskelfunktionen, så hjertet pumpede mere effektivt. Humane forsøg som disse er den eneste måde at vise effektivt, om et stof virker. I Q-Symbio blev præparatet Bio-Quinone Q10 anvendt, og i KiSel-10 forsøget fik deltagerne ligeledes dette Q10-præparat samt SelenoPrecise, som også har fået fodfæste indenfor videnskaben på grund af den høje optagelighed på næsten 90 procent (dokumenteret).
Læs mere om Q-Symbio og KiSel-10 her: www.healthandscience.eu
Q10s optagelighed: Her er den virkelig store udfordring
Det, som er den rigtige udfordring, når det gælder Q10 og optagelighed af stoffet, er, at Q10-molekylerne klumper sig sammen og danner krystaller ved temperaturer under 49 grader celsius (cirka). Hvis man opvarmer en olieblanding med Q10 til mere end 49 grader, opløses krystallerne. De bliver dog gendannet, når temperaturen kommer under 49 grader. Problemet er naturligvis, at det ikke er muligt at opretholde den høje temperatur, når man putter Q10 i en olieblanding ind i gelatinekapsler.
En af de virksomheder, som har løst denne tekniske udfordring, er Pharma Nord. Ved at anvende en speciel slags olie og udsætte Q10-olieblandingen for en særlig varmebehandling, er det lykkedes at ændre molekylestrukturen, så Q10-molekylerne ikke danner disse store krystaller. Det bevirker, at Q10-molekylerne er frie og kan optages i fordøjelsen ved normal kropstemperatur. Pharma Nords Q10-præparat, som er et ubiquinon-præparat, blev anvendt i både KiSel-10 og Q-Symbio og er sammenlagt anvendt i over 100 undersøgelser, som alle er offentliggjorte i videnskabelige tidsskrifter.
På www.sundonair.dk kan du se 18 videoer, der handler om Q10
Dansk kræftforsøg med stort potentiale
Det såkaldte ANICA-forsøg, som blev udført i begyndelsen af 1990’erne, bør følges op, mener den norske forsker Geir Bjørklund.
I de tidligere 1990’ere gennemførte en nu afdød dansk læge og kræftforskerfra Rigshospitalet, Knud Lockwood, en undersøgelse af 32 kvindelige brystkræftpatienter, som fik forskellige antioxidanter, herunder C-vitamin, E-vitamin, selen og coenzym Q10 (Bio-Quinone Q10). Kvinderne var i højrisiko-gruppen, fordi deres sygdom havde spredt sig til lymfekirtlerne.
Pioner indenfor området
Lockwood var en pioner indenfor anvendelsen af antioxidanter mod kræft og opnåede stor anerkendelse for sit arbejde. Målet med ANICA-undersøgelsen (ANICA står for Advanced Nutritional Intervention in Cancer) var at undersøge, om det kunne øge kvindernes overlevelse, hvis de fik tilskud af disse vigtige stoffer som supplement til deres konventionelle kræftbehandling.
Forbedret overlevelse
ANICA-forsøget demonstrerede en betydelig forbedring af overlevelsen blandt kvindelige kræftpatienter, der havde fået tilskud af næringsstofferne. Desværre døde Knud Lockwood, inden han fik færdiggjort sin videnskabelige rapport, som af samme grund aldrig er blevet offentliggjort. De foreløbige resultater af ANICA-undersøgelsen er imidlertid så lovende, at arbejdet bør følges helt til dørs, skriver den uafhængige norske forsker Geir Bjørklund i tidsskriftet Nutrition and Cancer.
Kilde: Nutrition and Cancer, 2015 Okt. 16: 1-4
