Mindfulness!

 
Vi er rigtig glade for at kunne præsentere den kendte mindfulness instruktør, Heinrich Birk Johansen, som hellere end gerne vil være en del af vores store team her på redaktionen. Mød Heinrich her til et lille interview om at passe på sig selv, om at lære at være i nuet og om vigtigheden af ikke kun at tænke med hjernen, men også med hjertet.
 
 
Af Marianne Palm
Artiklen blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – oktober/november 2016
 
 
Vi sidder her i køkkenet på redaktionen. Solen skinner ind ad de store fabriksvinduer, og så er der også sådan et særligt skær, et særligt blik, som kommer os i møde. Ingen kan være i tvivl om, at når man ser Heinrich, så står man over for en person, der har valgt en vej.
 
– At bevæge sig i livets op- og nedture med et åbent sind og et åbent hjerte og hengive sig til “også denne bølge i livet”, fortæller Heinrich, når vi spørger, hvad mindfulness egentlig er. Med andre ord at slippe kontrol og lade livet strømme igennem mig, som livet nu en gang folder sig ud, og tillade hjertets dybeste kvaliteter at åbne sig. Det er essensen og intentionen, og det er jo nok noget anderledes, end hvad andre tænker, mindfulness er, smiler Heinrich, som fortsætter med at fortælle, hvordan det var en identitetskrise, da han var i tyverne, som blev afløst af “uforklarlige” smerter i kroppen.
 
 
Fra sygdom til visdom
 
Heinrich fortsætter: – Det er smerter, der har været en tro følgesvend i små 25 år nu. Smerter, der har vist sig at være veje ind til større selvomsorg, indsigt i og tillid til livet, medfølelse, kærlighed og humor. Smerterne blev således katalysatoren til at lytte indad mod det jeg ved og det, der er. Ydmygt og taknemmelig ser jeg nogle gange mit forløb som rejsen “fra sygdom” til “visdom”. Jeg er stadig på den rejse.
 
Vi er flere på redaktionen, som i det mindste indimellem får husket at meditere, og vi er selvfølgelig nysgerrige efter at vide, hvilke meditationsøvelser Heinrich gør brug af.
 
– Det er meget forskelligt, men som udgangspunkt har jeg et varieret dagligt program på minimum 60-90 minutters “intervaltræning”. Det består af fx liggende kropsscanning, siddende åndedrætsobservation og hjertemeditation, zen walk (gående meditation) samt Qi Gong og Tai Chi. En meget stor del af min træning foregår ude i naturen. Heinrich fortsætter:
 
– Men bare rolig, vi har alle været nybegyndere – og man vil altid være nybegynder. Uanset hvad man står i, uanset hvad man oplever. Og at lade sit udbytte med mindfulness have til hensigt at berige andre og gøre en positiv forskel for fællesskabet, slutter Heinrich, mens han vist har besluttet, at uanset i hvilket tempo han går ud ad døren, så skal han nok nå sit tog tilbage til de smukke bakker i Ry.
 
 
Tre misforståelser om mindfulness
 
  • At mindfulness er en metode eller formel, og følger man den, skal man nok “komme i mål”; opnå det man vil, det man har sat sig for. Fx at få “styr på livet”.
  • At mindfulness handler om at være fri for tanker eller følelser. Det handler om at tillade tanker og følelser. Uanset mængde, styrke og indhold.
  • At mindfulness er buddhistisk træning. Mindfulness handler bl.a. om at træne vores medfødte evne til empatisk nærvær og at være i livet med et åbent sind og hjerte.
 
Det har ingen spirituelle eller religiøse retninger patent på. Det er mellem-menneskelige kvaliteter, vi alle kan kultivere. Lige nu og her. Igen og igen.
 
“Man bliver ikke buddhist af at træne mindfulness, ligesom man heller ikke bliver svensker af at gå i Ikea”.