Ny behandling bevarer kognitive evner hos aldrende mænd

 

 

Aktive stoffer i barken fra et specielt sydfransk fyrretræ har vist at kunne forebygge mentalt forfald hos mænd.

 

Af Bjørn Falck Madsen, videnskabsjournalist
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – oktober/november 2018

 

Det er helt almindeligt for hjernen gradvist at gå i forfald, når vi bliver ældre, men italienske forskere har måske fundet en måde at forhale processen på med noget, der hedder pycnogenol. Det er et planteekstrakt med nogle biologisk aktive stoffer, som man udvinder af barken fra fransk strandfyr (pinus pinaster). Dette helt specielle slags fyrretræ vokser i det sydvestlige Frankrig ude ved Atlanterhavets kyst.

 

Klarede sig bedre i mentaltests

I forsøget, som blev udført på mænd i alderen 55-75 år, fandt forskerne, at mændene klarede sig markant bedre i mentale tests, efter de havde indtaget Pycnogenol-tabletterne i otte uger. I alt 87 mænd deltog i undersøgelsen. Mændene blev inddelt i to hold, som begge fik standardbehandling mod aldersrelateret mentalt forfald. Desuden fik det ene hold pycnogenol-tabletter, hvorimod det andet ikke gjorde. Alle forsøgsdeltagere skulle tage en test før og efter de otte ugers behandling.

 

Beskytter hjernecellerne

Forskerne kunne tydeligt se en forskel. Efter de otte ugers behandling med pycnogenol skete der en betydelig fremgang, som forskerne ikke observerede hos de mænd, der blot havde fået standardbehandling.

De aktive stoffer i pycnogenol virker på flere forskellige måder. Dels virker de karudvidende og fremmer blodgennemstrømningen, dels har de en kraftig antioxidanteffekt, som beskytter celler, herunder hjerneceller.

Opdagelsen kan vise sig at have stor betydning. Forskerne fremhævede nemlig, at 70 % af de personer, som bliver diagnosticeret med tidligt mentalt forfald ender med at blive demente. Derfor gælder det om at forebygge så effektivt som muligt.