Hold tungen lige i munden, når du læser den særlige gennemgang af, hvorfor nogle mennesker bliver overvægtige på den samme kost, som for andre er en sund vægtregulerende kost.
Hemmeligheden kan meget vel gemme sig i tarmen. Det er indviklet, men interessant, og peger på nogle mulige løsninger.
Af Eva Lydeking
Artiklen blev bragt i magasinet sund-forskning – februar/marts 2018
Overvægt defineres normalt som et BMI mellem 25-30 (kg/m2), mens BMI > 30 defineres som fedme. Andelen af overvægtige er steget betydeligt i de sidste ca. 30 år, og årsagssammenhængene er komplekse, da der indgår både arvelige forhold, livsstilsvaner som madvaner og graden af fysisk aktivitet, balancen mellem de energigivende næringsstoffer, individuel metabolisme/evne til at regulere omsætningen.
I tidligere tider og op igennem menneskehedens udvikling var der periodisk knaphed på føde afhængig af årstid, befolkningstæthed, krige og naturkatastrofer, så de mennesker, som overlevede de knappe tider, var dem, som havde særligt gode evner for at ”lægge på lager”, når der var mad nok. Man ved også, at babyer, som er blevet sultet i fostertilstanden, og derfor fødes for små ift. graviditetens længde, indstiller deres ”biologiske regulator” efter ”hungersnød” og derfor bliver kodet til at udnytte føden ekstremt effektivt, sådan at de, når de får mad nok, er i større risiko for at blive overvægtige.
Det rammer samfundsmæssigt som en boomerang, nu hvor de fleste samfund i verden har adgang til energitæt og næringsfattig mad, samtidig med at den industrielle udvikling tager fart, så tidligere tiders fysisk krævende aktivitet ikke mere er så nødvendig.
Det ses, at forekomsten af fedme hos børn og unge er meget høj – også i de lande, der traditionelt har ligget i den lave ende. Det er endnu ikke lykkedes at finde en måde at vende denne udvikling på trods af intensiv forskning verden over.
Årsager til overvægt/fedme og linket til tarmfloraen
Hvad er nu grunden/grundene til, at de overvægtsrelaterede helbredsproblemer er i stigning i hele verden? Overvægt og fedme er det største helbredsproblem, vi har i verden i dag, og det er ikke lykkedes at finde en nøgle ind i problemet, som man kan arbejde med og få et sikkert outcome:
Det drejer sig naturligvis om et samspil af mange faktorer, herunder arvelighed, ernæring, fysisk aktivitet, tarmfloraens sammensætning, barnets ernæringstilstand under graviditet og tidlig barndom samt fødslens og amningens betydning.
Alle områder er under udforskning, men inden for de sidste 5-10 år er der fremkommet en del ny viden
- I 2003 var menneskets arvemasse, genomet, kortlagt, og denne viden blev relateret til en lang række helbredsproblemer, herunder fedme, og man er begyndt at samkøre denne nye viden på kryds og tværs for at kortlægge komplekse helbredsforhold mere præcist.
- Kroppens mikroflora forklarer en større del af overvægt/fedme (80-85 %) end vores eget DNA (55-60 %).
- På tværs af geografiske forhold, etnisk tilhørsforhold, alder, socialklasse m.m. har man nu vist, at der er tre helt overordnede mikrobiom-typer (Arumugam 2011): Bacteroidetes, Prevotella og Ruminococcus. Man ved ikke endnu, hvad der bestemmer, hvilken type man er; det kan være blodtype, det kan være den første mikroflora, man møder som baby, det kan være kosten over ens livstid, det kan være bestemt af forskellige måder at skille sig af med overskydende brintgasser på.
Men man ved noget om egenskaberne hos de respektive bakteriearter
- Bacteroidetes er gode til at nedbryde kulhydrater, og forholdet mellem Bacteroidetes og Firmicutes (den anden store gruppe) er skævt hos overvægtige.
- Prevotella er gode til at nedbryde slim i tarmen, hvilket kan give tendens til mavesmerter. Prevotella er også associeret med autoimmun-sygdomme som leddegigt.
- Ruminococcus hjælper til at optage kulhydrater og kan måske også være involveret i besvær med at holde vægten stabil og sund.
Specifikke fund i forhold til overvægt
Undersøgelser, hvor man har undersøgt tarmfloraen med genetiske analyser (så man også kan få kortlagt de bakterier, som ikke kan dyrkes i laboratoriet), har vist nogle interessante forhold.
Sammenhængen er, at overvægtige har flere bakterier af Firmicutes-klassen (bestående af Clostridier, Eubakterier, Lactobacillus, Enterococcer, strepto- og stafylokokker samt adskillige andre), så der kan være op til 85-90 % Firmicutes og måske kun 2-5 % Bacteroides/ Bacteriodetes.
Hos slanke er der 60-70 % Firmicutes og ca 25-30 % Bacteroidetes (Ley, 2006 og Turnbaugh 2009). Andre mener, at de bør være næsten ligeligt repræsenteret, omkring 50 % af hver hovedtype, for at opretholde en fornuftig balance. Laboratorier, der beskæftiger sig med at analysere afføring, har p.t. normalområde maks. 80 % Firmicutes og min. 20 % Bacteriodetes.
- Sammensætningen af mikrofloraen ændrer sig i takt med vægttab, uanset om vægttabet iværksættes med en kulhydrat- eller fedtbegrænset kostplan og nærmer sig tarmfloraen hos en slank person efter et år (Ley 2006).
- Børn med en tarmflora bestående af mange Bifido-arter og få Stafylococcus Aureus holdt sig slanke under opvæksten (Kalliomaki 2008), hvor de med få Bifido og mange Stafylococcus Aureus tog for meget på op til skolealderen.
Hvordan kan mikrofloraen medvirke i styringen af forbrændingen og vægten?
Sammensætningen af tarmfloraen i tyndtarmen påvirker stof- og energiomsætningen i kroppen ved at trække mere eller mindre energi ud af føden. I tyktarmen dannes også mængder af kortkædede fedtsyrer ud fra de ellers ufordøjelige fibre i kosten, og disse medvirker både til at holde tarmslimhinden sund som signalmolekyler og som energikilde. Tidligere tiders viden om, at ”fibre ikke fordøjes, men kun virker som fyld”, er ikke længere fuldgyldig, idet der godt kan trækkes energi ud af kostfibre, hvis tarmfloraen er i stand til det.
Det betyder også, at mennesker med en ”alt for energieffektiv” tarmflora faktisk IKKE kan spise den mængde mad, som de ”burde kunne” i forhold til køn, alder, vægt og fysisk aktivitet uden at tage på. Og omvendt: De, der har en ”ikke så energieffektiv” tarmflora, kan ”spise alt” uden at tage på.
Den nyeste forskning er ved at klarlægge, hvilke stoffer der medvirker i disse processer, og blandt andet har man opdaget, at mikrofloraen regulerer det Angiopoietin-lignende protein 4, eller FIAF, som igen regulerer evnen til at forbrænde fedt i både muskler og fedtvæv.
Det andet store område, hvor mikrofloraen er involveret i vægtregulation, er i forhold til inflammationsdannelse og insulinresistens. Kronisk lav tendens til inflammation er en væsentlig komponent i metabolisk syndrom, altså nedsat insulinfølsomhed, og dermed nedsat evne til at omsætte kulhydrater på en sund måde.
Alle metaboliske systemer er funktionelt og molekylært samvirkende med immunsystemet, sådan at en øgning af proinflammatoriske cytokiner som fx TNF-α (typisk for overvægt) resulterer i insulinresistens. Mikrofloraen kan både igangsætte og vedligeholde insulinresistens (Hotamisligil 1996 og 2008). Mikrofloraens indflydelse på inflammation iværksættes blandt andet ved hjælp af Lipopolysakkarider (LPS) fra nedbrydning af bakteriernes cellevægge. LPS er stærkt immunstimulerende ”på den dårlige måde”, hvor de holder immuncellerne i en hurtig tomgang, så der både er øget inflammation og svækket immunitet i samme cocktail.
LPS aktiverer blandt andet toll-lignende-receptor4, TLR4, og denne kaskade kan medvirke i vægtøgning, selvom energiindtaget ikke øges (Cani 2007).
Kostvanerne har også en betydelig indflydelse, idet højt indtag af fedt i sig selv medvirker til:
- Øget optagelse af LPS pga. utæt tarm (Ghosal 2009). LPS optages med fedtet i lymfesystemet og videre til blodcirkulationen.
- Øger Firmicutes-bakterierne, som skal holdes i skak/mindskes for at forebygge eller behandle vægtproblemer.
- Reducerer bestanden af Bifido-arter, som ellers medvirker til at forbedre sukker-tolerancen, mindske inflammation, forbedre barrierefunktionen (mindske leaky gut) og mindske optagelse af LPS (Cani 2009).
Der er også hormonelle kommunikationsveje involveret, blandt andet via dannelse af GLP1 og GLP2, som medvirker i mæthedsreguleringen, mavetømningshastigheden og opretholdelse af barrierefunktionen i slimhinden.
Produktinformation: NDS Probiotic W-8 Control®
NDS Probiotic W-8 Control består af specielt udvalgte stammer af følgende bakterier:
- Bifidobacterium Breve M/13
- Bifidobacterium Bifido
- Bifidobacterium Infantis
- Bifidobacterium Lactis
I alt 20 mia. CFU pr dagsdosis
Stammerne i produktet er udvalgt til at virke forebyggende og terapeutisk på seks områder
- Forbedre metabolismen i både fedt- og kulhydratomsætningen: opregulering af gener, der omsætter fedtstoffer og danner gavnlige prostaglandiner, dæmpning af gener relateret til stress, forbedring af blodsukker- og langtidsblodsukker. (forsøg med mennesker og mus, Kondo 2010 og 2013 samt manuskript under udarbejdelse 2014).
- Mindske inflammation, både ved at øge dannelsen af det antiinflammatoriske cytokin, IL-10, dæmpe det proinflammatoriske C-reaktivt-protein, CRP, og ved at medvirke til at nedbryde LPS.
- Forbedre adskillige fysiologiske funktioner, relateret til formindskelse af stress i leveren (forbedring af adskillige levertal) (Kondo 2010 og 2013).
- Forbedret barrierefunktion (vist ved TEER for en stamme og ved proglucagon-analyse i mus for en anden), beskytter i forhold til antibiotikabehandling.
- Sænker totalkolesterol (Kondo 2010).
- Antioxidant effekt og mast-celle stabiliserende.
Konklusion
Probiotika spiller en rolle, ikke bare i tarmen, men for helbredet som helhed, herunder blodsukker-, mætheds- og vægtregulering, og bør indgå i en helhedsorienteret, integreret behandlingsmodel til alle komplicerede helbredsproblemer, som involverer samspillet mellem tarm, energiomsætning i muskler, lever og fedtvæv.
Probiotika, bestående af specifikt metabolisk virkende stammer af venlige tarmbakterier, er derfor et værdifuldt redskab i både forebyggelse og behandling af blodsukker- og vægtrelaterede problemer. Kan bruges ubegrænset tidsmæssigt.
Dosering
1 teskefuld NDS® Probiotic W-8 Control® røres ud i lidt tempereret vand. Blandingen skal stå mindst 5 minutter, gerne 10-15 minutter, og drikkes på tom mave, gerne om morgenen eller lige inden sengetid. Probiotika overlever også fint i mælk, sojamælk, rismælk eller saftevand, men må ikke udrøres i juice eller sure drikke.
