Sund mad på SU er for dig, der gerne vil leve sundt, men ikke gider at bruge timevis i køkkenet. Og dig, der godt kan se pointen med økologi, men går en stor bue uden om det røde Ø-mærke, fordi (du tror) pengene ikke rækker.
I anledningen af at min første bog Bliv Gravid – Sådan styrker du din fertilitet udkommer i denne måned (indsæt selv lyd af trommehvirvel!), byder siderne her på SU -venlige smagsprøver fra bogen. Du kan med sindsro lave maden, også selvom du ikke planlægger graviditet. Eneste krav er, at du kan lide sund, nem, billig og velsmagende mad.
Af Nanna Stiegl, er næringsterapeut (DET)
Opskrifterne blev bragt i //mig// en del af magasinet sund-forskning – august/september 2015
Lam med danske grøntsager og indiske krydderier
Der er intet så skønt som simremad. Og så giver det mulighed for at anvende mere budgetvenlige udskæringer som fx bov, tyksteg eller klump. Tricket er, at kødet skal have lidt længere tid i gryden for at blive mørt. Imens kødet simrer derudad, kan du snildt begrave dig i andre gøremål. Det passer nemlig sig selv, når det først er kommet op i gryden.
Det skal du bruge til 4-5 personer:
3 store porrer
400 g løg
2 fed hvidløg
Koldpresset kokosolie til stegning
500 g lammekød i stykker, fx fra bov eller inderlår
4 dl mosede tomater (på glasflaske)
1-2 dl vand
1 lille karton økologisk kokosfløde
300 g blomkål
Krydderier: 3½ tsk. stødt spidskommen
3 tsk. stødt koriander
1 tsk. gurkemeje
3 tsk. god karry
1 tsk. chili eller efter behov og smag
Salt & peber
Sådan gør du:
Skær porrer, løg og hvidløg i små stykker. Smelt kokosolien i en gryde. Kom alle krydderierne i og svits dem. Kom kødet i og brun det. Kom godt med salt og peber på kødet. Så er det i med porrer, løg og hvidløg. Vend herlighederne, mens løgene langsomt bliver klare, men ikke brune.
Nu skal de mosede tomater og vand i. På med et låg, og læn dig så tilbage de næste 1½-2 timer. Så er det i med kokosfløde og blomkål i små buketter, kog op igen, og smag så til. Evt. med ekstra salt og peber, spidskommen, chili mv. efter behov og smagsløg.
Kog, indtil blomkålen er let mør, og server så. Fx sammen med lidt brune ris og en nem salat af fintsnittet hvidkål, ristede sesamfrø, salt samt lidt olie og citronsaft. Eller råkosten på denne side.
TIP: Gør-det-enkelt
Hvis listen af krydderier virker for lang, så køb en god, stærk indisk karryblanding og brug den i stedet.
Eksotisk råkost
Råkost behøver bestemt ikke at rime på klid og stormønstrede gevandter. Råkost kan både være lækkert, småeksotisk og utrolig sprødt. Med denne asiatisk inspirerede variant er der i hvert fald ingen grund til at lade rivejernet og de danske grøntsager ligge.
Det skal du bruge:
200 g spidskål eller hvidkål
250 g gulerødder (skrællede og rengjorte)
En solid håndfuld frisk koriander
35 g cashewnødder
Dressing af:
3 spsk. sesamolie
2 spsk. limesaft
2 spsk. sweet white miso (fås i helsekostforretninger)
½ tsk. reven frisk ingefær
Lidt hakket frisk chili
Sådan gør du:
Snit kål og gulerødder i fine strimler, eller riv det på rivejernet. Hak den friske koriander groft, og rist cashewnødderne ganske forsigtigt på panden (uden at brune eller branke dem ).
Kom alle ingredienserne til dressingen i et syltetøjsglas, og ryst dem godt og grundigt sammen. Hæld dressingen over grøntsagerne. Kom den hakkede koriander over, og bland godt sammen. Drys til sidst med cashewnødder. Server.
Sådan styrker du din fertilitet.
Er titlen på min første bog. Og den handler om alt det, du kan gøre for at styrke din fertilitet med mad, kosttilskud, livsstil, mindset og motion.
Hvad er frugtbar mad egentlig?
For allerede nu at tage luften ud af ballonen, så er frugtbar mad ikke raketvidenskab. Det handler ganske enkelt om at spise hele, rene og friske fødevarer. Mad, som ikke har være t igennem bunkevis af kemiske processer. Mad, som ikke er tilsat mystiske tilsætningsstoffer eller er forarbejdet til døde. Så sig farvel til skummetmælk og low-fat majonæse, lightprodukter og mad, der laver E-numre med dig.
Ikke desto mindre er det nemt at blive forvirret over, hvad der er ordentlig mad i en verden, hvor raffinerede fødevarer og kemisk mad er hverdagskost for mange. Hvor økologi er svært at opdrive i store dele af landet. Og hvor vi dagligt hører om den ene mirakeldiæt efter den anden. I bogen ”Bliv Gravid – Sådan styrker du selv din fertilitet” ser vi nærmere på, hvad frugtbar mad faktisk dækker over.