Tips & Tricks året rundt

 

 

Mulighederne for et sundt liv er mange, og her i jubilæumshæftet er der plukket ned fra de velkendte helsehylder mixet med nyere forskning og nye muligheder. Vi har sakset og klistret i de gamle, men stadig gode råd, og vi har også lige hentet redaktør Mikkelsen ud af træningslokalet, så vi kan få lidt sved på panden, få kredsløbet i omdrejninger og blive klogere på vores sportslige muligheder.

Og så er der Montse. Montse er oprindeligt fra Spanien, er biopat, naturopath i biologisk medicin og ikke mindst specialist i sportsernæring, uddannet i Spanien, men boltrer sig her i Danmark, både med livet som veganer, men også med sundhed i almindelighed.

Velkommen til en verden af muligheder.

 

Af Marianne Palm, Benedikte Mikkelsen, Montse Farré m.fl.
Artiklen blev bragt i sund pause en del af magasinet sund-forskning – oktober/november 2019

 

 

Hvem sagde uld på krop?

Klæd dig ordentlig på i kulden. Kedeligt, kedeligt råd, lyder meget bedstemoragtigt, men det virker. Især børn har godt af uldundertrøjer, men går du i gang, så gør det meget konsekvent hver dag hele vinteren.

 

En enkelt infektion er OK

En enkelt infektion eller to hen over året er OK. Du får renset gammelt slim med slidte celler ud af luftvejene, hver gang du hoster. Samtidig styrker du både slimhinder og det lokale immunforsvar. Er det oftere, så søg hjælp til at styrke dit immunforsvar generelt.

 

Husk at fylde op i dit husapotek

I det akutte husapotek kan du sagtens have Urte-Pensil, Kan Jang, C-vitaminer og Immiflex/Immuforte stående og bruge hele molevitten på én gang. Du kan fordoble dosis af dem alle ved en akut infektion, og jo før du går i gang, jo bedre.

 

Ingefæromslag til bihuler

Skær en lille ingefærrod i skiver. En liter vand bringes i kog og fjernes fra blusset. Bomuldsklude – fx et gammelt viskestykke – revet i små stykker, som passer til pande og kæber. Kludene lægges i vandet sammen med ingefærskiverne i minimum tyve minutter, eller indtil vandet er tilpas afkølet, så du kan vride kludene og lægge dem på pande og kæber. Læg et stykke plastik over, og lad det ligge, indtil omslaget er koldt, og nye bomuldsstykker lægges på. Gentag i minimum en halv time. Slimen skulle gerne løsnes og løbe ud med det samme eller i løbet af de næste par timer. Kan gentages morgen og aften eller hver dag i en uges tid. Pas på øjnene, for de aktive stoffer i ingefær er stærke. Huden kan blive lidt rød og irriteret, men kan smøres med en creme efter behandlingen.

 

Forebyg og behandl din bihulebetændelse

Læs lige om Sinux fra Midsona, hvis du ofte får bihulebetændelse. Det er et gammelt tysk naturlægemiddel, som virker både forebyggende og lindrende, hvis de smertefulde infektioner i de små bihuler er blevet din følgesvend.

 

Hyld dig ind i suppe

Varm hyldebærsuppe er et hit ned gennem en irriteret hals, køb den sukkerfri, og tilsæt eventuelt lidt honning efter opvarmning. Honning virker ligesom løg, timian og ingefær også desinficerende ned gennem det ømme svælg.

 

Suppler med Astragalus Complex fra Terranova, der med sit indhold af astragel, hyldebær og hvidløg styrker kroppens naturlige immunsystem og øger fysisk og psykisk velbefindende.

 

OBS! Husk at tjekke med lægen, om du har en penicillinkrævende infektion.

 

 

Smertelig vinter (måske hele året)

Det værker, det gør ondt, og det gør det måske hele året, men mange mærker symptomerne mere markant, når det er koldt. Hvorfor? Tja, sikkert fordi blodkarrene trækker sig sammen for at beskytte de indre vitale organer, og det efterlader muskler, bindevæv og hud med en lidt lavere temperatur og et væv, der bliver en anelse mindre elastisk. Dit bindevæv taler sammen gennem hele kroppen via de såkaldte fasciekæder, og bindevævet er omgivet af en flydende gel kaldet grundsubstans, men kan også blive mere og mere uelastisk, i fagsprog kaldet SOL. Fascier er med til at holde os oprejste og indgår overalt i kroppen. Bliver bindevævet stift, får vi smerter, og det bliver stift, hvis der er dårligt kredsløb (fx pga. kulde), eller fordi vi ikke bevæger os.

Det er bl.a. på grund af fasciekæderne, at smerte fra et gammelt brud i foden kan give smerter på den modsatte side i skulderen!

Opvarmning er kodeordet, og det kan du såmænd gøre med let motion gennem hele dagen – med andre ord: Bevæg dig! Al bevægelse tæller, også den, hvor du sidder ned og strikker.

Brug varme urteteer og varme krydderier i din mad. Af urteteer skal du blot vælge efter smag, og både Pukka og Natur Drogeriet har en hel stribe af muligheder. Kig fx efter kanel, kardemomme, ingefær, chili eller bare varmen fra teen – krydderierne kan du også hælde i et varmt fodbad, hvor mange af de aktive stoffer breder sig op gennem kroppen. En vidunderlig måde at stoppe en begyndende irritation fra kroppens immunforsvar.

Tilbage til smerterne: Bevægelse skal der til, men kig også på nogle af de helt gode urteprodukter, der oftest er bedst i en tørekstraktform: Tjek fx produkter ud med ingefær, gurkemeje, boswellia, rød pilebark. Tørekstrakter i enten kapsel eller tabletform har det til fælles, at man modsat tørrede urter i teer kan sikre et højt indhold af de aktive stoffer, og der er gjort masser af forskning på forskellige produkter. Tjek med din helsekost, hvad du har brug for.

 

Smerter i hovedet kan være bihulebetændelse

Har du smerter i hovedet, du ikke har prøvet før, og er du træt ud over det sædvanlige, så gå til læge, og selv om det måske gør ondt langt fra ansigtets bihuler, kan det meget vel være en kronisk bihulebetændelse, som kan opstå efter en ellers banal forkølelse. Få lægen til at undersøge det med det samme, så du ikke farer vild hos neurologer og andre eksperter i hovedproblemer. Bihulebetændelsen kan opstå, hvis du har meget sarte slimhinder, men også ved for smal passage, så en forkølelse sætter sig. Og ja, så kan det også være polypper og flere andre årsager, så jo, lægebesøg af nødvendigt.

Når det er gjort, kan et ingefæromslag sammen med Kan Jang eller EchinaGold og Sinux være en mulig støtteterapi.

 

Luftvejscocktail, den er nem at lave – hør podcast – og 21 andre! Du bliver guidet hen til det rette sted på www.sund-forskning.dk.

 

Svømmehalssvamp og svære virusvorter

Luft til tæerne er let at få i bare sandaler, og svamp på bare tæer er let at få i svømmehaller. Og vorter! Du kan behandle svamp med hvidløg, valleforce og TTO tea tree oil, og du kan lukke vortevirus ned med Spirularin. Alt kan smøres på, se artikel om vorter på s. 76 i SUND-FORSKNING, oktobernummeret. .

 

Fundet i arkivet

Findes der noget mere irriterende end en forkølelse eller influenza? Sikkert. Men hvorfor lade træthed, tunghed i hoved og krop, slim i bihuler og øm hals styre dit efterår, når der findes en stribe af muligheder … endog rigtig mange muligheder. Vi forsøger at skille dem ad og fremvise de bedste. Når du mærker det allerførste tegn på, at kroppen er angrebet af en lille irriterende forkølelsesvirus, skal du sætte ind med det samme, for en virus, der først har fået lov til at invadere kroppen, kan tage timer og dage at slippe af med igen. Kroppen er fantastisk og kan håndtere en stor stribe af alverdens vira, så du behøver ikke ligefrem at panikke, men hvorfor ikke få støtteterapi gennem kosttilskud og hurtige køkkentips, så du både får færre symptomer og afkorter sygeperioden. Som den absolutte førstehjælp finder vi Immuforte, Kan Jang, Echinacea-produkter og Engystol.

Engystol kan med sin homøopatiske virkning stoppe et angreb ved bl.a. at fremme T-lymfocytterne, Kan Jang indeholder særdeles effektive urter, og Immuforte gør vores immunkomponenter i tarme og dermed resten af kroppen parat til at afværge de fremmede indtrængere. Om du skal vælge et eller flere produkter, er et temperamentsspørgsmål. Og måske et spørgsmål om pengepung. Men i de fleste familier er der faktisk brug for lidt af hvert gennem et par år, og det er lige netop holdbarheden på de fleste kosttilskud og naturlægemidler.

 

Varme fodbade lindrer

Varmt fodbad virker også i den akutte fase: Hæld løs af alle stærke krydderier fra køkkenskabet, gerne sennep, chili og peber – med andre ord alt, hvad der er stærkt. Varmen fra vandet åbner porerne i huden, og de aktive stoffer bliver frigivet til kroppen. Brug fodbade, når du kan mærke en infektion er på vej.

 

Montses sunde efterårssmoothies

Vi nærmer os de kolde og regnfulde efterårsdage, og derfor er det vigtigt at nære kroppen med de gode næringsstoffer, som støtter vores immunsystem og gør os klar til vinterens komme.

Vores slimhinder er vores første værn, som beskytter os mod virus og patogene indtrængere. Især A-vitamin (betacaroten), og C-vitamin er essentielle for vores slimhinder og immunsystem. Det gælder også fx zink og silicium.

Naturen tilbyder os meget generøst disse vitaminer og mineraler gennem de orange, gule, røde, grønne grøntsager og frugter, som fx appelsiner, klementiner, græskar, gulerødder, bær, grønkål, persille, spinat, og det er kun dine smagsløg, der sætter grænser for, hvad du kan blende og blande i dit køkken.

 

Generelt om smoothies og juicer:

  • Det er en nem måde at få flere rå grøntsager og frugter i en let fordøjelig form.
  • Optagelsen af næringsstoffer er meget hurtig og nem, hvilket er vigtigt, hvis immunsystemet har været svækket, eller appetitten er lille.
  • Hjemmelavede smoothies og juicer beholder alle næringsstoffer, da de ikke er blevet industrielt forarbejdet.
  • Især de grønne bladgrøntsager er vigtige, da det glykæmiske indeks er meget lavt og indeholder omega-3-fedtsyrer, mange vitaminer, klorofyl, enzymer og et væld af sekundære plantestoffer, som let bliver ødelagt af opvarmning.
  • Smoothies og juicer skal “spises” og ikke “drikkes”, ”tyg dem langsomt”, så enzymer fra vores spyt integreres i væsken.

 

Der er dog nogle forskelle mellem juice og smoothie, som er vigtigt at vide, så du kan vælge den, der passer bedst til dig:

 

Juicer:

  • De absorberes meget hurtigt i kroppen
  • De indeholder meget vand
  • De indeholder næsten ingen fibre (det varierer efter det filter, du har i din maskine)
  • Der bruges en større mængde af grøntsager eller frugt til 1 glas juice i forhold til 1 glas smoothie, fordi vi sorterer en del af fødevaren væk
  • De får vores glukose til at stige hurtigere i blodet, især hvis de indeholder frugt
  • De er meget nemme at fordøje, fordi der ikke er fibre i
  • De mætter ikke
  • De kan ikke erstatte et måltid

 

Smoothies:

  • De indeholder mindre vand
  • Beholder alle dele af fødevarerne, intet bliver sorteret fra i blenderen
  • Optages langsommere
  • Lavere glykæmisk indeks, da fibrene gør, at smoothien bliver længere tid i tarmene
  • De mætter meget mere end juice
  • De kan erstatte et måltid, så længe den indeholder protein nok
  • Tarmbakterier får glæden af smoothien, da den beholder alle næringsstoffer, enzymer og fibrene, som er gunstig for vores mikroflora.

 

Hvis du ønsker, at din smoothie skal erstatte et måltid, kan du øge proteinindholdet ved at:

  • erstatte vandet med sojamælk eller sojayoghurt naturel. Du kan bruge andre plantebaserede drikke, men proteinindholdet er næsten ikke eksisterende i de andre. Derfor er sojamælk eller sojayoghurt ideelt, da proteinindholdet er højt. Men for højt til børn under to år.
  • Tilsæt et par håndfulde kogte bælgfrugter (hvide bønner, kikærter, linser, m.fl.), inden du blender den. Husk at tilsætte mere vand, indtil du når den konsistens, du ønsker.

 

Smoothie med rødbede og æble

Rødbeden, især rødbedejuice, bliver flittigt brugt af sportsudøvere, da den øger udholdenhed under træning. Den er også antiinflammatorisk, afgiftende og styrkende bl.a. ved at øge iltoptagelsen i blodcellerne.

Chiafrø er en god kilde til omega-3-fedtsyrer, som bliver mere optagelige for kroppen, hvis du kværner dem.

Ingefær er antioxidantisk, antiinflammatorisk og øger optagelsen af de andre næringsstoffer. Den giver varme og er god på en kold efterårsdag.

 

Det skal du bruge til 1 person: 

  • 1 grønt æble skåret i stykker
  • 1 medium rødbede, skrællet og skåret i stykker
  • 1 spsk. chiafrø, kværnet i en kaffekværn (som du kun bruger til nødder og frø)
  • 2 cm frisk ingefær, skrællet og revet
  • ½ spsk. frisk citronsaft
  • ½ -1 glas vand, eller sojamælk eller sojayoghurt naturel, alt efter hvor tynd eller tyk den skal være

Blend det hele i en power blender til en meget cremet konsistens, og så er den klar.

 

Smoothie med rødbede, blåbær og hindbær

 

Det skal du bruge til 1 person: 

  • 100 g blåbær
  • ½-1 glas vand eller sojamælk eller sojayoghurt naturel
  • 1 rødbede, skrællet og skåret i stykker
  • ½ spsk. frisk citronsaft
  • 50 g hindbær

Hæld alle ingredienser i blender, og blend rigtig godt til en cremet smoothie.

 

Smoothie med jordnøddesmør og havregryn

Denne smoothie er rigtig mættende og kan bruges til morgenmad, hvis du ikke er til kniv og gaffel til morgen.

 

Det skal du bruge til 1 person:

  • ½ moden banan
  • 1 spsk. jordnøddesmør (den øger proteinindholdet i smoothien)
  • 1 spsk. havregryn
  • 1 glas sojamælk

 

Hæld alle ingredienser i blenderen, og blend rigtig godt til en cremet smoothie. Juster konsistensen efter din smag med mere eller mindre sojamælk.

 

Smoothie med blåbær, hindbær og havregryn

Denne smoothie mætter rigtig fint og er god som morgenmad eller mellemmåltid.

Havregryn er en god proteinkilde og indeholder ca. 11,7 gram protein pr. 100 gram.

Mandler er rige på B- og E-vitamin og er også en god kilde til calcium og magnesium.

Chiafrø er rige på omega-3-fedtsyrer, fibre og antioxidanter.

Blåbær er rige på stærke antioxidanter.

 

Det skal du bruge til 1 person:

  • 3 store håndfulde blåbær
  • 3 håndfulde tørrede tranebær
  • 1 stor håndfuld hindbær
  • 3 tsk. chiafrø, kværnet i en kaffekværn (som du kun bruger til nødder og frø)
  • 60 g havregryn
  • 1 spsk. mandelsmør
  • Vand eller sojamælk, til du opnår den ønskede konsistens

Blend alle ingredienser godt sammen i en power blender, og juster konsistensen med mere eller mindre væske efter dit ønske.  

 

Du må godt dope dig

Men selvfølgelig i den naturlige form. Brug lidt naturlig doping i form af de to energiboostere kakao og rødbede. Begge dele finder du i Pre-Workout fra Nordiq Nutri-Sport sammen med matcha, ris og hampeprotein. Rødbede indeholder nitrat, som kroppen omdanner til nitrit. Blodårernes yderste forgreninger påvirkes af stoffet, så der strømmer mere ilt til musklerne. På den måde øger du din præstationsevne under din træning. Kakaos høje indhold af magnesium giver både din krop energi og reducerer stress. Kakao giver dig også en høj dosis dopamin så humøret kan bevares højt, og motivationen forbedres. Matcha er antiinflammatorisk og hjælper dine muskler med at restituere, så det mindsker ømheden i kroppen.

 

Hjælp til længerevarende træning

Dyrker du udholdenhedstræning, fx svømning, løb eller roning, så lad planteproteiner fra Endurance hjælpe dig til at yde 100 %. Pulveret indeholder solbær, chlorella, men også rødbede, kakao og andre botaniske indholdsstoffer, som hjælper din krop under fysisk pres. Solbær øger blodcirkulationen og kan minimere risikoen for muskelskader og betændelse. Chlorella har et højt indhold af næringsstoffer og er rig på aminosyrer, kulhydrater, vitaminer og mineraler, så den lille alge er en kæmpe energibombe.

Hydration hjælper til med at hydrere og erstatte mistede elektrolytter, da det indeholder kokosvand i pulverform. Træner du over en time, kan du få særlig gavn af det, da elektrolytter som kalium er nødvendige for at opretholde en god væskebalance. Så snup en lille shake under din træning.

 

En særlig helsehylde til Urte-Pensil

Du finder gode artikler om et af de ældste produkter på de danske helsehylder på www.sund-forskning.dk eller i oktobernummeret 2019 af SUND-FORSKNING. Bliv klogere på droger, fundet tilbage i munketiden og derfor anvendt gennem hundredvis af år.

 

Bronkitis og lungebetændelse skal tages alvorligt

Det er din læge og ikke facebookvennerne, der kan afgøre, om du eller dit barn skal i penicillinbehandling. Der skal lyttes på lungerne, der skal eventuelt tages blodprøver, og det skal være en læge, som tager stilling til, hvorvidt penicillin er nødvendigt. Og heldigvis bliver der ikke længere ordineret antibiotika, uden at lægen er meget sikker på, at det bakteriehæmmende middel er nødvendigt modsat en virus, hvor lægens medicin ikke vil hjælpe. Men det er altså mere kompliceret end som så, for en virusinfektion kan godt udvikle sig til en bakteriel infektion, hvis immunsvaret ikke får has på virus hurtigt. Så igen og igen og igen – gå til læge, du går jo heller ikke til købmanden for at få lavet din bil.

 

Smid håndvægtene, brug din egen kropsvægt

Hvorfor ikke gøre det nemt og bare bruge din egen kropsvægt? Får du fat i en TRX, så opdager du en verden af varierende øvelser. TRX er nemlig en helt unik træningsform. En træning, der er med til at gøre hele kroppen funktionelt stærk til hverdagens gøremål. TRX Suspension Training er træning for hele kroppen og adskiller sig fra den mere konventionelle træning ved at engagere flere led og muskler i bevægelserne. Med TRX træner du styrke, fleksibilitet, mobilitet og balance i alle øvelser. Belastningen er udelukkende din egen kropsvægt og involvering af muskulatur i alle øvelser. Ingen håndvægte, ingen maskiner, blot et sæt remme med håndtag i enderne. Remmenes længde kan varieres, og håndtagene kan også bruges som løkker til fødderne. Få en introduktion, så du kan lave øvelserne rigtigt. Den kan du få i fitnesscenteret, eller find dem på YouTube. Du kan lave øvelserne derhjemme, ude i naturen eller nede i dit lokale fitnesscenter.

 

Vi begynder ofte først at hjælpe os selv, når vi er på vej ud af krisen

Mens krisen/stressperioden/eksamenspresset er højest, får vi måske ikke gjort så meget.

Men selv om du egentlig synes, at du er ude af perioden og kommet rimeligt igennem ”og ud på den anden side, kan der meget vel være et efterslæb af tanker og kropsfunktioner, der ikke helt har opdaget, at ”faren er drevet over”. Gå endelig i gang med en 1-3 måneders kur for at få optimeret dit nervesystem, og gør du det godt for dig selv, kan du meget vel komme stærkere end nogensinde ud af krisen.

Find nogle gode vitaminer og mineraler, et samlet tilskud, der er letoptageligt, og tjek Keen Mind ud. Det er skabt af forskere fra Schweiz, det er forskning, når den er allerbedst og med en direkte virkning på hjerne og nervesystem. Sørg også for nogle gode fedtsyrer, de skal hjælpe nervecellerne med at transportere informationer, og har du meget tankemylder om natten, kan du høre sund-forskning podcastet: ”Afspænding og fantasirejse med Marianne Palm”. Den ligger også ude på YouTube, hvor 180.000 visninger vidner om effektiviteten, men du kan downloade den overalt fra de forskellige podcastudbydere. Lige til togturen, hængekøjen eller midt om natten. Beroligende og overraskende, hvis altså du når til slutningen og ikke er faldet i søvn forinden.

 

På vej til bihulebetændelse

Er infektionen ved at udvikle sig til en bihulebetændelse, kan du lave et vandbad med to dråber Obbekjærs Pebermynteolie til en balje vand, læg håndklæder over hovedet, og ånd dampen ind stille og roligt. Husk at lukke øjnene. Er ikke egnet til børn pga. det varme vand.

 

Ikke løb, men sprint

Sprint! Effektivt, kort og hårdt. 20 minutter er nok! Fx sprint i 20 sekunder, gå i 60 sekunder. Gentag det 10-12 gange. Du kan også finde et punkt fx et træ og så sprinte 100 meter fra træet. Gentag 10 gange. Find en stejl bakke, og løb op og ned ad den 6-8 gange.

 

Det nytter med vitaminer og mineraler

A- og C-vitamin hjælper immunforsvar sammen med D-vitamin. Silicium har betydning for tætte slimhinder. En god mikroflora overalt i kroppen er også nødvendig. Søg viden, hvis du bliver ved med at være syg.

 

Luftvejscocktail

Kan du mærke, at kriller i halsen er på vej, så prøv lige min luftvejscocktail, den virker stort set hver gang, men du skal gå til læge og sikre dig, at det ikke er en penicillinkrævende infektion.

En skive løg, gerne skiver af hvidløg, skiver af ingefær og en dusk timian overhældes med kogende vand. Drikkes så varmt som muligt og gerne mange gange om dagen. Har du ikke frisk timian, så brug den tørrede fra krydderihylden, der er bare ikke samme mængde aktive stoffer i.