Mandeproblemer

Overgangsalder, mænd

Mænd har ingen menopause. Deres hormonproduktion ophører ikke på én gang, men aftager gradvis fra 20-årsalderen, gennemsnitligt med en procent om året. Når en mand når pensionsalderen, har han ca. halvdelen af sin hormonproduktion tilbage. Det er ikke uvæsentligt. Det mandlige kønshormon, testosteron, er afgørende for både den seksuelle adfærd, humøret, evnen til at koncentrere sig, hukommelsen, muskelstyrken og følelsen af fysisk oplagthed. Negative ændringer på disse områder, kombineret med nedsat hormonproduktion, kaldes andropausen. For en mand med udtalte symptomer er løsningen naturligvis testosteron. Men hvad gør man, når det er knap så slemt? Testosteron skal man ikke spøge med. Det forstørrer prostata og kan teoretisk set øge væksten af prostata.

Nervøsitet

Det er naturligt at blive nervøs, hvis noget truer en eller ens nærmeste. Nervøsitet bliver et problem, hvis vi overreagerer eller gør os unødige bekymringer. Ifølge kinesernes meridianlære, som også er beskrevet her i bogen, kan overdreven eller vedvarende nervøsitet belaste blæren og nyrerne. Omvendt vil en svag blære- eller nyrefunktion kunne belaste nervesystemet.

Depression, lettere

Depression er en sindslidelse, men i daglig tale anvendes betydningen også, når man er nedtrykt og i dårligt humør. Det kan være svært at vide, hvor grænsen går mellem den naturlige form og den sygelige form for depression. Vores følelser påvirkes af forskellige signalstoffer i hjernen. Forstyrrelser i serotininbalancen kendes blandt andet fra søvnforstyrrelser og alvorlige depressioner. Dopamin, noradrenalin og endorfiner spiller også en rolle for vores mentale velvære. Nederst finder du en bearbejdet version af Hamilton’s depressionsskala fra Psykiatrifonden.