Når stress rammer – del II: Etabler et frirum

 

Af Lene Alsbæk Nielsen Psykoterapeut MPF

Hvad i dit liv har givet dig frirum – hvor du har mærket at kunne trække vejret dybt og lægge al tyngde fra dig?

Det kan være, det er at dyrke sport – gå en tur – sætte sig og dagdrømme – høre musik…. dette frirum kan du aktivere igen. Du skal ikke forvente at du får den samme intense afslapning eller glæde ud af det, som du husker. Der er skruet ned for kontakten til dig selv i dit indre – i et forsøg på at beskytte dig. Og det betyder, at du også har sværere ved at mærke de positive aspekter i dit liv. I stedet koncentrerer du dig om hvordan du faktisk har det lige nu og etabler dit frirum herfra. På en måde, så du giver lov til det der er, og på den måde sender accept og anerkendelse til dig selv og dit system. Du skaber på denne måde bevidst afspænding i dit system, og giver plads til det, der er. Helst skal kroppen aktiveres, blidt. For det har den brug for.

I rummet mellem krop, følelser og tanker findes en åben balance ind i nu’et. Den starter i kroppen, som altid er til stede i hvert nu. Følg dit åndedrag og mærk, hvordan det skaber bevægelse i hele din krop. Ingen celle undgår berøring af det livfulde åndedrag. Og tillad dig selv at komme til stede her, slippe al anden aktivitet lidt efter lidt – blot være til stede i dette nu.

Selv i den mest pressede periode er der væren i dig, der blot er til stede. Hvis din opmærksomhed følger det, vil du opleve at dit tilstedevær lidt efter lidt bliver mere afslappet, mere frit og åbent. Dette er dit indre frirum. Det kan trænes og styrkes på et væld af måder.

Nu har du et eller flere ydre frirum – og et meget blidt, kærligt og virksomt indre frirum.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *